Flere unge kvinder på Randers City Blues Festival

Tove Gustavsson

Der bliver brudt adskillige grænser, når Randers City Blues Festival afvikles for fjerde gang i dagene 25.-27. juni. Myten om de gamle grå mænd på bluesscenerne bliver eftertrykkeligt brudt med festivalens hovedbegivenhed ”Women in Blues”. Seks bands, hvor kvinderne er i front, og et enkelt af dem består kun af kvinder. Og så er de unge – meget unge i forhold til de gamle grå mænd.

”Kald os bare modige og grænsebrydende, men vi har i hele planlægningsperioden gået efter en ”Women in Blues”-aften, og så har vi villet have navne, som ikke tidligere er set på plakaten i Randers – og ej heller i Danmark for den sags skyld,” siger Christian Borg, der er formand for Randers City Blues Festival.

På den måde skiller Randers City Blues Festival sig ud fra alle andre danske bluesfestivaler. I forvejen har festivalarrangørerne annonceret Tora fra Norge, Georgia van Etten fra England og svenske Among Lynx. (læs mere her). De tre bliver på ”Women in Blues”-aftenen suppleret med Tove Gustavsson Band fra Sverige, Angela Esmeralda fra Italien og danske Sahra da Silva Band.

Et stærkt tilbud

”Vi har et stærkt tilbud med blues i alle afskygninger. Guitarbaseret bluesrock, soul og jazz-blues, roots-music, akustisk blues og seks meget varierede vokaler i front, så jeg tror på en vidunderlig varieret aften, hvor publikum bliver præsenteret for store unge talenter, som alle sammen bliver spået en stor fremtid,” fortæller Kurt Helge Andersen, der har booket de internationale navne.

Tove Gustavsson er endnu et svensk powerhouse af en bluesvokal i stil med Lisa Lystam, som sidste år spillede en formidabel koncert i Randers. Kronjyderne og byens gæster har en forkærlighed for svenske bluessangerinder, og Tove Gustavsson bliver den tredje i rækken efter Ida Bang og Lisa Lystam. Den unge svenske sangerinde bakkes op af et spændende og solidt band med hendes far, Kjell Gustavsson, på trommer, Matte Gustafsson (guitar), Jens Frithiof (guitar) og Surjo Benigh (bas). De to sidste har en fortid i Ulf Lundells orkester, og Matte Gustafsson spiller også med Lisa Lystam.

Angela Esmeralda

Angela Esmeralda fra Bari i Italien var vokalist i det meget pågående bluesrock-orkester The Drive, der repræsenterede Italien ved European Blues Challenge i 2019. Hun kommer til Randers i en mere original bluesudgave i en trio, som tæller Andrea Esperti og Stefano de Vivo på henholdsvis bas og guitar. Angela Esmeralda har med sin udstråling og specielle stemme festivalerfaring blandt andet fra Italiens anerkendte Pistoia Blues Festival og fra Montreux i Schweiz.

Guitar-geni

Tora Dahle Aagaard

Om det norske guitar-geni Tora Dahle Aagaard kan det tilføjes, at hun netop af magasinet Guitar world er udråbt som en af seks unge guitarister, man skal høre. Med sit band Tora er hun hyret til flere europæiske festivaler, ikke mindst efter en succesfuld optræden i Royal Albert Hall i London. Georgia van Etten fra netop London er i gang med at færdiggøre sit nye album og tager på tour i England, hvor hun er yderst efterspurgt, inden turen går til Randers. Amon Lynx med fem svenske kvinder, der slår hårdt med både tekster og musik, er igen i år hyret til Åmål Blues Festival, hvor de tidligere har fået priser som det mest spændende unge svenske bluesnavn.

Chris Grey
Foto: Frank Nielsen

Lørdagen i Randers kommer udover ”Women in Blues”-aftenen til at omfatte fem dagtimer med levende bluesmusik ikke mindre end 18 steder i Randers City. Fredag aften er der ”Local Band Night”, hvor det dog er Chris Grey & the BlueSpand, der topper plakaten. Grey åbnede festivalen sidste år med et brag af en koncert i Turbinen.

Turbinen kommer også til at rumme åbningskoncerten torsdag den 25. juni i år. Ellers afholdes Randers City Blues-festivalen som nævnt på gader og stræder, mens der er tag over hovedet med blues i Underværkets to sale fredag og lørdag aften.