Hyggeaften med stjernerne på Dexter

Tekst: Jakob Wandam

Blue Monday Allstars er et tilbagevendende koncept ved Odenses jazz-, blues- og folkfestival Jam Days. Ideen er, at spillestedet Dexters husorkester agerer backinggruppe for en række kendte solister, som så også jammer med hinanden.

Husorkestret udgør også rygraden ved Blue Monday Blues Jam, der finder sted på Dexter den anden mandag i hver måned, og består af Mikkel Christensen (keyboard), Rune Moesgaard (guitar), Jesper Nordam (bas) og Mikael Bundgaard Pedersen (trommer).

Under Jam Days holdt man sig nu ikke til mandage, men afholdt derimod koncerter med Blue Monday Allstars både onsdag og torsdag. Bluesnews.dk var med til det meste af koncerten onsdag den 1. august, men missede dog det første par numre for at se koncerten med Southern Avenue til ende (læs her).

Altid fremragende

Klokken 20.45 var altid fremragende Ole Frimer således allerede i gang med sin egen ”Sheltered roads” fra Frimer Bands 1997-album med samme titel. Ole Frimers letflydende, Eric Clapton-inspirerede leadguitar var som altid en fornøjelse, og hans vokal er bestemt heller ikke blevet ringere med årene.

Ole Frimers stemmes mere lyriske kvaliteter kommer ikke mindst til udtryk, når han foredrager sine dansksprogede tekster. Det var denne aften eksemplificeret ved den fine ”Single City” fra 2014-albummet Blålys.

Ud over Ole Frimer var dette års Allstars Holtsø & Wittrock, Per Chr. Frost og Vicki Singh. Ikke alle er kendt som bluesmusikere, men konceptet gav dem lejlighed til at spille med bluesmusklerne, samtidig med at en vis alsidighed i programmet var sikret.

Smagsprøver

Duoen Jes Holtsø og Morten Wittrock var næste navn på plakaten. De har netop udsendt albummet Det’ altid nu! (læs anmeldelse her), og herfra fik vi et par smagsprøver i form af ”Blå weekend” og førstesinglen ”Sydpå”.

Numrene fungerede godt i en live-setting, hvor Jes Holtsøs ru stemme kom til sin ret og viste ham som mere end blot endnu en hæs bluesrocker. Der var et liv i sangene, som man savner lidt på studieversionerne, og kontrasten mellem Holtsøs fine, jazzede fraseringer på ”Blå weekend” og hans mere hårdt rockende levering af ”Sydpå” fremhævede begge sanges kvaliteter.

Morten Wittrock supplerede med henholdsvis elegante solotriller og rock & roll-klaver. Mikael Bundgaard Pedersens trommer indvarslede New Orleans-lyden på den glimrende ”Bourbon Street” fra Glemte nætter (2015), og herfra fik vi også det rockede rhythm & blues-titelnummer, til publikums store begejstring.

Sauna

Temperaturen på Dexter var på sauna-niveau, så hver kunstners sæt blev efterfulgt af en pause, hvor der var mulighed for at lufte ud på det tætpakkede spillested og for at gå udenfor og trække vejret. Det gav en del afbrydelser af aftenens flow, men det var nødvendigt og gav naturligvis også den næste solist bedre tid til at blive klar.

Det var i dette tilfælde Per Chr. Frost, der vel nok er mest kendt som guitarist i Gnags – en gruppe, han spillede med fra 1974 til 1997 og igen fra 2015. Per Chr. Frost har desuden spillet med et utal af kunstnere på den danske pop/rock-scene; blandt andet kørte han i en årrække guitar-parløb med Poul Halberg i Lis Sørensens band

Der var da også en lidt 80’er-danskrock-agtig lyd over især den ekko-vædede guitarsolo på hans version af Bob Dylans ”Only a hobo”, som Frost indspillede på sit 1995-album Breakin’ ice – den tredje af syv soloplader.

Man hørte desuden indflydelsen fra Poul Krebs (også en tidligere samarbejdspartner) på Per Chr. Frosts vokal og arrangement.

I god jord

Frosts egen slow blues ”Blues for Ida” – ligeledes fra Breakin’ ice – fulgte. Det var et elegant, instrumentalt nummer i Ronnie Earl-stil, som faldt i god jord, og det samme gjorde Per Chr. Frosts skarpe, bidende guitartone.

Det blev den eneste egenkomposition fra Per Chr. Frosts side, om end han fortsat plukkede fra sit bagkatalog. J.J. Cales ”Don’t cry sister” var således hentet fra When the time is right (2011) og blev spillet i en version, der indeholdt mere rock end Cales tilbagelænede original.

På det sidste nummer fra Per Chr. Frosts side i denne omgang fik han selskab på scenen af Ole Frimer. Det var angiveligt første gang, de to spillede sammen, og de havde valgt at fortolke Charles Browns klassiske ”Drifting blues”. Per Chr. Frost tog sig af vokalen, mens han og Frimer udvekslede guitarsoloer, lige som der blev plads til en orgelsolo fra Mikkel Christensen.

Sessionmusiker

Sidste ”Allstar” var guitaristen og sangeren Vicki Singh. Singh frister en tilværelse som flittig sessionmusiker, blandt andre for Søs Fenger og Baby Woodrose, men har dog også udgivet en enkelt album i eget navn, Heartful of hollow fra 2012.

Blues og roots er han mindre kendt for at beskæftige sig med, og hans sætliste denne aften var da heller ikke voldsomt bluespræget. Til gengæld fik Vicki Singh vist, at han er en særdeles habil guitarist og en glimrende sanger.

Han lagde ud med en forrygende version af The Beatles’ ”I want you (She’s so heavy)”. Ud over en fremragende rock-guitarsolo demonstrerede Vicki Singh, at han kunne ramme både John Lennons klang og desperation, når stemmen blev tilpas råbende.

Velfungerende

Dernæst fik Singh selskab på scenen af Jes Holtsø, der sammen med bassist Jesper Nordam sang kor på en velfungerende ”The night they drove old Dixie down” af The Band.

Det var det tunge skyts, Vicki Singh drog frem, for så vidt angik sangvalget. Næste nummer var The Doors’ ikoniske ”Light my fire”, og selv om Singh måske ikke tilførte sangen meget nyt, slap han af sted med en absolut godkendt, velsunget version, som selvfølgelig også gav Mikkel Christiansen rig lejlighed til at folde sig ud på orglet.

Vicki Singh understregede sin alsidighed ved at slutte af med Princes ”Controversy”, en stiløvelse udi funk, hvor Singh desuden afslørede en glimrende falset.

”Harmonikasammenstød”

Herefter var det tid til det store ”harmonikasammenstød”, hvor alle solisterne samt husorkestret indfandt sig på scenen. Ole Frimer indledte en slow blues og tog selv den første solo samt leadvokalen.

Herpå fulgte soloer fra Jes Holtsø på mundharpe og Per Chr. Frost på flænsende guitar, inden Mikkel Christiansen og Morten Wittrock kastede sig ud i både solo- og duospil på tangenterne. Vicki Singh tog over på guitaren, hvorefter Frimer og Frost gnistrende duellerede sig mod sangens afslutning.

Herpå startede Morten Wittrock en boogie på klaveret, og Jes Holtsø sang for på Wittrock og Ray Weavers ”Smokin’ good time”. Rune Moesgaard nappede en guitarsolo, og Ole Frimer og Vicki Singh spillede duet.

Morten Wittrock fik selskab af Jes Holtsø ved klaveret, til publikums store jubel. Og tilhørerne fik da også lov til at tage del i en syng-med-seance, inden løjerne var forbi for denne gang.

Det var det nærmeste, man kom på de jamsessions, der normalt udgør Dexters ”Blue Mondays”. Blue Monday Allstars havde imidlertid held til at frembringe den samme uformelle stemning, som præger sådanne aftener. Der var således snarere tale om en hyggestund end om stor kunst, men det var også hensigten.

Tilmed er det altid forfriskende at se musikere i andre sammenhænge, end man er vant til, og kombinationer som Frost & Frimer eller Holtsø & Singh var alene billetprisen værd.