Den canadiske bluesguitarist, sangerinde og sangskriver Sue Foley og hendes to medmusikere – trommeslageren Tom Bona og bassisten Leo Valvasori – gav en fornem koncert i Samlingsstuen i Kerteminde den 24. april 2019 (læs koncertanmeldelse her).
Efter koncerten fik Bluesnews.dk en snak med den venlige, imødekommende og lattermilde bandleder, der har besøgt Danmark flere gange, og som blandt andet viste sig at være særdeles glad for instrumentalmusik trods det, at hun karrieren igennem har brugt sin stemme flittigt.
Sue Foley, gennem din lange karriere har du indspillet en hel del instrumentalnumre. Hvorfor?
– Jeg har altid spillet instrumentalnumre. Selv på mit første album Young girl blues (1992) er der hele tre instrumentalnumre, så vidt jeg husker, og efterfølgende har jeg sædvanligvis altid indspillet instrumentalkompositioner på mine fuldlængdeudgivelser.
– Det har jeg altid været vild med, og det er dejligt, at jeg kan udtrykke mig gennem mit guitarspil uden at være hindret af også at skulle synge og tænke på andet. Det er dejligt, at man bare kan fortabe sig i det instrumentale.
– Her er jeg meget påvirket af musikere som Earl Hooker og Freddie King, der begge spillede så meget instrumentalmusik, som de gjorde, og jeg har holdt fast i glæden ved det instrumentale udtryk hele vejen igennem.
Bog
Sue Foley og Bluesnews.dk snakkede sammen på Bishopstock Blues Festival i Sydvestengland i i 2001. Her fortalte Sue Foley, at hun arbejdede på en bog om kvindelige bluesguitarister.
I 2012 udkom en dvd, Guitar woman, som Sue Foley stod bag, og i 2005 udgav tyske Ruf Records dobbelt-cd’en Blues guitar women, som Sue Foley fik idéen til, og som hun har skrevet cd-noter til.
Der er en dvd og en cd, som du står bag, med temaet kvindelige bluesguitarister, men hvad er der sket med din bog Guitar woman?
– Den arbejder jeg stadig på. Jeg har indarbejdet nogle af de sange, jeg behandler, i vores sceneshow. Desuden har jeg planer om at lave et show baseret på mit arbejde med bogen. Det kommer nok på benene om et års tid eller to.
– Det, jeg gjorde, var at lave over hundrede interviews med kvindelige bluesguitarister. Der var – og er – virkelig meget arbejde i det projekt. Der er det historiske og en masse forskningsarbejde, og projektet blev meget stort.
– Det blev på et tidspunkt for meget for mig, og jeg kom væk fra det på grund af en masse andre projekter, jeg havde gang i. Turnévirksomhed, indspilninger og så videre. Desuden er jeg mor, så jeg har mange bolde i luften og nok at se til.
– Jeg er slet ikke færdig med bogprojektet endnu, men nu er jeg atter i gang med at arbejde på det, så man kan godt begynde at glæde sig, til det bliver færdigt.
– Det skulle meget gerne blive inden for en overskuelig fremtid. Hold øje med vores website og sociale medier i det hele taget, for der kommer masser af oplysninger om bogprojektet der.
Outtakes
Det er nu omkring tyve år siden, at dit ”outtakes”-album Back to the blues kom på gaden. Alle numre stammer fra indspilningerne til Young girl blues (1992) og efterfølgeren Without a warning (1994). Hvad skal man lægge i albumtitlen? Have du fjernet dig fra bluesmusikken, eller var det kun dit daværende pladeselskab Antone’s, der syntes det, hvis dét er tilfældet?
– Jeg havde intet med det album at gøre, men jeg kunne faktisk godt lide det, da jeg hørte det. Jeg kan stadig godt lide det, men det var ikke mig, der kom op med titlen Back to the blues. Jeg var glad for sangene på albummet, da jeg hørte det, og det er jeg stadig.
– Antone’s udgav Back to the blues som et outtakes-album, og titlen var bare noget, de fandt på. Jeg aner ikke hvorfor, og der er jo intet nummer på albummet, der hedder ”Back to the blues”, siger Sue Foley og griner.
– Titlen er absolut ikke væsentlig, så man skal endelig ikke lægge noget i dén, siger Sue Foley med et smil.
Nu har vi jo lige snakket om kvindelige bluesguitarister og din bog, og her vil jeg lige spørge dig om, hvad din holdning til #MeToo-fænomenet er. Tror du, at #MeToo-bevægelsen har påvirket musikindustrien, især med fokus på bluesmiljøet?
Feminisme
– Åh, det ved jeg virkelig ikke. Jeg voksede op med feminisme, og jeg har altid været feminist. Jeg ved det virkelig ikke. Det er et meget svært spørgsmål.
– Mit job angående alt, hvad jeg laver i forbindelse med bogen Guitar woman, er mere at fejre alt det, diverse meget talentfulde kvinder har opnået, samt at hylde dem og deres liv i det hele taget. Dette har intet at gøre med at skulle bevise noget.
– Det har også med det at gøre at få noget dokumentation sat ind i historiebøgerne, der forhåbentlig vil kaste lys over noget, som folk ikke er klar over. For eksempel angående de bidrag til (musik-)historien, som mange af de banebrydende kvindelige guitarister har givet verden.
– For mit vedkommende drejer det sig ikke kun om fejring. Jeg vil bare have det godt og være glad. Jeg har ingen intentioner om at tilslutte mig nogen bevægelse som #MeToo på nogen måde.
– Jeg vil bare have det sjovt og spille musik, og spille med fremragende musikere, og så er jeg ligeglad med, om de er mænd eller kvinder.
Grøfter
Helt fint, men synes du, at #MeToo-bevægelsen har gravet grøfter mellem kvindelige og mandlige musikere?
– Nej, det synes jeg ikke. Jeg er af den opfattelse, at musik blandt andet drejer sig om at transcendere alt det med køn.
– Jeg har læst om – og beskæftiget mig indgående med – kvindelige musikere gennem hele mit liv, og der er masser at sætte fokus på som 1930’erne og 1940’erne, hvor kvinder virkelig ikke havde nogle rettigheder.
– Musik har altid drejet sig om at omgå diverse barrierer mellem kønnene, også hvad angår seksuelle præferencer og racespørgsmål, og musik er noget, der går langt ud over dette – i hvert fald efter min mening.
– Det er dét, der gør musikken smuk.
Peter Karp
Sædvanligvis har Sue Foley indspillet sine udgivelser i eget navn, men der er et par undtagelser, der er værd at bemærke.
Du har indspillet to album med den amerikanske blues-, roots- og folk-singer/songwriter Peter Karp. Hvorfor valgte du ham som samarbejdspartner, og hvordan kom jeres samarbejde i stand?
– Vi indspillede et par album sammen, men valgte så at lave andre ting hver for sig. Peter Karp er en glimrende sangskriver, så derfor valgte jeg ham.
– Vi nød den tid vi havde sammen, men det var så det.
– Jeg ville hellere fokusere på mit arbejde som bluesguitarist, for det er det ,jeg er i bund og grund, men det samarbejde, vi havde, drejede sig mere om det at skrive sange.
– Det lærte jeg meget om, mens vi arbejdede sammen, og jeg synes, at jeg blev bedre til at skrive sange.
– Imidlertid syntes jeg, at det var tid til at få gang i min guitar igen, så det var det, jeg gjorde.
Akustisk
De to album, du og Peter Karp indspillede sammen, er ret forskellige. Beyond the crossroads (2012) er ret så elektrificeret, mens He said she said (2010). indeholder en del akustiske numre. Hvorfor mon det? Du har jo altid været betragtet som elektrisk guitarist.
– Jeg begyndte min karriere som country blues-guitarist, og jeg spillede akustisk guitar.
– Mine guitarspil-rødder går tilbage til kunstnere som Memphis Minnie, hvis musik jeg har beskæftiget mig meget med.
– Jeg er faktisk aldrig holdt op med at spille akustisk, men gennem mange år spillede jeg primært elektrisk guitar.
– Efterhånden har jeg dog inkorporeret det akustiske i mine koncerter, og i dag er mine koncerter næsten fifty-fifty – elektrisk og akustisk.
Spillestil
Hvordan vil du beskrive din spillestil?
– Dét er godt nok et svært spørgsmål. Jeg er bluesguitar-musiker, og fundamentalt set er jeg en traditionel guitarist.
– Jeg har lært min spilleteknik og alt det, jeg laver på min guitar, i Texas. Altså er der helt klart elementer af Texas blues i min spillestil.
– Jeg er også påvirket af tidlig Chicago blues, så min spillestil er et mix af forskellige blues-stilarter plus det løse.
– Nogle af mine største forbilleder er Jimmie Vaughan, Billy Gibbons, Earl Hooker, Freddie King og Ronnie Earl, og jeg kunne blive ved og ved, for der er virkelig mange, siger Sue Foley med en smittende latter.
Isdronningen
Sue Foley har alt i alt 14 fuldlængdeudgivelser bag sig, inklusive Back to the blues og de to album, hun lavede sammen med Peter Karp. Seneste skud på indspilningsstammen er The ice queen (2018), eller ”Isdronningen” på dansk. Her medvirker et hav af prominente bluesmusikere så som Billy Gibbons, Jimmie Vaughan, Derek O’Brien, George Rains, Chris Layton og Mark Kazanoff.
Ligger der noget bestemt bag titlen The ice queen?
– Nej, ikke rigtigt. Titlen har bare at gøre med mine canadiske rødder og det faktum, at jeg kommer nordfra.
– Desuden er der et lille nik til Albert Collins – the iceman – der også spillede Telecaster, og som desuden er en af mine yndlingsguitarister.
Undervisningsjob
At Sue Foley er en glimrende bluesmusiker, er bredt kendt, men at hun også er en veluddannet kvinde med undervisningserfaring, kommer nok bag på mange.
Sue Foley, så vidt jeg ved, underviser du som adjunkt i musik på Catawba College, Salisbury, North Carolina.
– Nej, ikke længere. Det var bare en kort fornøjelse, der varede et års tid.
Hvordan fik du det undervisningsjob?
– Tjah, jeg fik min MA (cand.mag)-eksamen i musik og komposition i 2015, og jeg besluttede så at sende et par ansøgninger til forskellige undervisningsinstitutioner.
– De ansatte mig så som adjunkt på Catawba College. Det var en fuldtidsstilling, jeg fik, men jeg kunne ikke både undervise på fuld tid og være musiker på fuld tid, så jeg valgte det sidste, ler Sue Foley polisk.
– Lige for tiden er jeg ph.d.-studerende, så når jeg får min ph.d.-grad, må vi se, hvad der sker. Måske bliver det om tre eller fire års tid.
– Jeg har ingen planer om undervise så meget, så det gør noget, men lad os nu se. Måske når jeg bliver gammel, smågriner Sue Foley.
– Jeg kan rigtig godt lide at forske, og når jeg arbejder på Guitar woman-projektet, er det jo det, jeg gør.
Når du nu har en universitetsgrad i musik og komposition, hvor skrap er du så til at læse noder?
– Jeg kan godt læse noder, men jeg er ikke særlig god til det, siger Sue Foley beskedent. Det er ikke en af mine spidskompetencer, men jeg kan godt læse noder. Det skal man jo kunne, når man studerer musik.
Bluesmusikken i dag
Hvor tror du, at bluesmusikken bevæger sig henad i dag?
– Der er nogle meget spændende unge mennesker, der er ved at bevæger sig ind i bluesmusikken, og forhåbentlig bliver der pustet nyt liv i tingene.
– Gennem mange år har det jo været sådan, at blues af mange blev betragtet som musik for gamle mennesker, men de nye unge musikere mikser bluesmusikken med andre stilarter.
– De unge skal bestemt indlemmes i ”blues-folden” og bydes velkommen af de etablerede, ”gamle” bluesfolk.
– Det skal nok gå, for bluesmusikken er for god til at uddø. Det er den for ægte til, slår Sue Foley fast.
Hvor er Sue Foley på vej hen?
– I den nærmeste fremtid står den på at turnere. Desuden har jeg nogle indspilningsplaner, og så skal jeg arbejde på Guitar woman-projektet, slutter Sue Foley.