Koncertanmeldelse: Sue Foley, Samlingsstuen, Kerteminde

Sue Foley

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

The ice queen er både titlen på Sue Foleys seneste album (2018) og den diminutive canadiske sangerinde og guitarists tilnavn. Men hvis man derved forstår en distanceret og kølig diva, kunne man ikke være længere fra sandheden. Det kunne publikum i Samlingsstuen i Kerteminde konstatere onsdag den 24. april.

Sue Foley stillede op på den lille scene i Andresens Købmandsgård sammen med sin rytmesektion, Tom Bona på trommer og Leo Valvasori på bas. Herfra spillede hun to sæt; det første elektrisk og det andet hovedsageligt akustisk.

Spændvidde

Tom Bona

Koncertens første fire numre stammede alle fra The ice queen og demonstrerede noget af Sue Foleys spændvidde. ”Come to me” var en drævende Texas blues (Foley flyttede fra Canada til Austin, Texas som 21-årig), ”The ice queen” havde væsentlig mere delta-præg, og ”Fool’s gold” var Chicago blues med no-nonsense shuffle-spil af Bona og Valvasori.

Sue Foley

I det hele taget var showet bygget op således, at rytmefolkene, så upåklageligt de ellers spillede, principielt kunne have været hvem som helst. Alt fokus var på Sue Foley.

Hun kvitterede så også med en perfekt disponeret koncert og ikke mindst med helt eminent guitarspil. En helt vidunderlig tone og Foleys stilfulde, økonomiske og ubestrideligt bluesy spil var med til at gøre koncerten til en af de helt store oplevelser.

Helt naturligt

Sue Foley

Hendes soloer var konstant af høj klasse og så ud til at flyde helt naturligt fra Sue Foleys fingre. ”The ice queen” var et tidligt højdepunkt i denne henseende, og også ”Gaslight” nød godt af en bidende, Albert King-agtig guitarsolo.

Sue Foleys vokal har aldrig været hendes stærkeste kort, men også dén fungerede ualmindelig godt. Hun forstod at gøre stemmens skrøbelighed til en trumf, og sammen med en lillepiget sødme og en naturlig selvsikkerhed frembragte det en sensualitet, som ikke mærkes på samme måde på Sue Foleys indspilninger.

Det skadede naturligvis heller ikke, at Sue Foley kontinuerligt optrådte smilende, imødekommende og charmerende.

Earl Hooker

Efter sektionen med nye numre greb Sue Foley tilbage til sit allerførste album, Young girl blues (1992) og spillede ”Queen bee” – en let omskrivning af Slim Harpos ”I’m a king bee”. Fra samme album kom den instrumentale ”Hooked on love”, Earl Hookers arrangement af Jody Williams’ ”Lucky Lou” (hvorfra også riffet i Otis Rush-klassikeren ”All you love (I miss loving)” stammer).

Sue Foley

Kompositionens afro-cubanske påvirkning og struktur gør den i øvrigt også til en ikke så fjern slægtning til Peter Greens ”Black magic woman”. Sue Foley spillede en fed version med et strejf af surf.

Earl Hooker er en af Sue Foleys helte, og en del af koncerten gik med at hylde eller anerkende de musikere, der har påvirket hende. Det ligger tydeligvis Sue Foley på sinde at udbrede kendskabet til tidligere tiders blueskoryfæer, særligt de kvindelige guitarister, hvilket hun skulle vende tilbage til i andet sæt.

Inden da fik vi dog Magic Sams ”Give me time”, en West Side Chicago-soul blues leveret med helt glasklar guitartone som en hyldest til både ”Magic” Sam Maghett og Freddie King.

Opvisning

Efter en 25 minutters pause indtog Sue Foley scenen alene og begyndte det lovede akustiske sæt med ”The dance”, en mexicansk-påvirket sag fra The ice queen, som udviklede sig til en decideret opvisning i spansk guitar.

Sue Foley

Herefter fortsatte hyldesterne, i første omgang til ”Mother” Maybelle Carter, der var guitarist i The Carter Family og opfandt den indflydelsesrige spillestil the Carter scratch. Fra disse country-grundlæggeres repertoire fik vi ”Cannonball blues” (også indspillet på The ice queen), som i Sue Foleys hænder blev tilført et element af blød Piedmont blues a la Mississippi John Hurt.

Der var mere Piedmont blues i form af Elizabeth Cottons ”Freight train”, inden Sue Foley skiftede stil til delta blues med Memphis Minnies ”Ain’t nothin’ in ramblin’”.

Skønt swingende

Sue Foley, Tom Bona, Leo Valvasori

Så vendte Leo Valvasori og Tom Bona tilbage og sluttede sig til en skønt swingende version af ”Me and my chauffeur blues”, endnu et Memphis Minnie-nummer. Her kunne man virkelig høre Sue Foleys guitar som det percussion-instrument, den også er, idet hun frembragte en vaskebræt-agtig lyd fra den.

Sue Foley var i det hele taget alsidig både i sit spil og sit sangvalg. Med Bessie Smith-nummeret ”Need a little sugar in my bowl” bevægede vi os ind i jazzet classic female blues-territorium, og en udgave af Blind Lemon Jeffersons ”Corinna blues” var overraskende blid og swingende.

Cinematisk

En cinematisk, instrumental tex-mex-blues gav anledning til en bassolo af Leo Valvasori, mens Sue Foley skiftede til elektrisk guitar. Så tog hun over og demonstrerede sin helt fantastiske string bending-teknik.

Leo Valvasori

”The lucky ones” var en Texas shuffle med god plads til Foleys letflydende, men muskuløse bluesspil. Både dén og den efterfølgende, rockede ”Run” stammede fra The ice queen.

På deluxe-udgaven af samme album finder man desuden koncertens allersidste nummer, ”Jimmie Lee”, en hyldest til den tidligere Fabulous Thunderbirds-guitarist Jimmie Vaughan, som også spiller på studieversionen.

Det gjorde han selvsagt ikke i Kerteminde, men til gengæld leverede Sue Foley denne slow blues med knivskarpt, metallisk solospil i absolut verdensklasse.

Topkarakter

Sue Foley

Dermed måtte man udstede topkarakter til Sue Foley, som ingenlunde var en isdronning, men tværtimod en varm og nærværende formidler, der gjorde sin optræden i Samlingsstuen til en sand intimkoncert.

Blandingen af elektrisk og akustisk materiale, selektionen af nye og gamle, egne og andres numre gik op i en højere enhed med en trio, der spillede helt uden forstillelse, og en frontfigur, der ganske enkelt er en gudsbenådet guitarist.

Sue Foley var endnu et scoop for det lille spillested i Kerteminde, der til stadighed er i stand til at trække spændende og ofte eksklusive bluesnavne til.

Læs Bluesnews.dk’s interview med Sue Foley her.