Jarno Varsted ruskede publikum igennem

Tekst og foto: Jakob Wandam

Mojo Blues Bar i København lagde søndag den 18. marts scene til en helt særlig blues-oplevelse. Jarno Varsted, der til daglig residerer i Berlin, var hjemme på dansk grund og gav en sjælden solokoncert på det lille spillested i Løngangstræde.

Jarno Varsted er tidligere medlem af bluesbandet Young Comets og har desuden i mange år spillet med H.P. Lange. Han har været med i 4 Guys from the Future, Rumspringa og duoen Straight from the Harp, og han har spillet på et utal af plader med bl.a. Troels Jensen, Thorbjørn Risager, Sine Bach Rüttel, Alain Apaloo og Barner Wittrock. Og så er det såmænd ham, der spiller mundharpen på Rollo & Kings landeplage ”Ved du hvad hun sagde”.

For tiden turnerer Jarno Varsted med Leif Sylvester, og så blev der altså også tid til en solooptræden på Mojo. Her spillede han bl.a. numre fra sine to soloudspil, The things you know so well (2015) og New songs for harmonica (2017).

Ualmindelig intens

Jarno Varsteds primære instrument er mundharpen. Med New songs for harmonica (læs anmeldelse her) beviste han, at man kan lave ualmindelig intens, varieret og dybt fascinerende musik alene med stemme og mundharmonika. På Mojo havde Jarno Varsted udvidet instrumenteringen med elektrisk guitar, men det gik ingenlunde ud over intensiteten.

Varsteds blues kan minde en del om den form, der udspringer fra “the Mississippi hill country.” Der er en skarpkantet, rå nøgenhed over hans lyd, som tåler sammenligning med R.L. Burnside og Junior Kimbrough, lige som han gerne benytter deres form for repetitive guitarmønstre og garage-agtige, skramlede æstetik.

Men mundharpen er et fremmedelement i den hill country blues, som normalt er bygget op omkring guitar, trommer og eventuelt fløjte. Dermed skaber Jarno Varsted en lyd, der er helt hans egen. Tilmed lader han sig ikke begrænse af bluesens sædvanlige sangstrukturer, men låner bl.a. fra folkemusikken og spiller også mere utraditionelle, nærmest avantgardistiske kompositioner.

Spinkelt fremmøde

Det kan måske afskrække nogle af bluesens mere konservative fans, og sørgeligt nok var der også et spinkelt fremmøde på Mojo søndag aften. 11 tilskuere – inklusive Bluesnews.dk’s udsendte – kunne man tælle ved koncertstart kl. 21.30. Og selv om der kom lidt flere til i løbet af Jarno Varsteds første sæt, var der altså kontinuerligt tale om en ret begrænset tilskuerskare.

Det var en skam, for fra første tone af det instrumentale mundharpenummer ”Neue Gokleland” sugede Varsted os alle ind i sit særegne lydunivers. Nummeret stammer fra New songs for harmonica, og herfra fik vi også bl.a. ”Sugar”, ”Monsoon of love” og ”I can’t quit you”.

Jarno Varsted spillede ekvilibristisk og gjorde flittigt brug af effektpedaler til at forvrænge og variere lyden fra sine forskellige mundharper. Også vokalen kunne have vidt forskellige udtryk, fra den fineste falset til støjende råb, forvrænget gennem mundharpemikrofonen.

Hill country

Varsteds guitarspil var oftest i hill country-traditionen med hypnotiske boogie-rytmer, rå, metallisk lyd og jævnlig brug af bottleneck. Men indimellem kunne det pludselig blive blødt og melodisk, som på Joe Babcocks ”When your love was mine” eller Mississippi John Hurts ”Louis Collins”.

Mississippi Fred McDowells ”Going over the hill” havde Jarno Varsted indspillet på The things you know so well, og titelnummeret fra dén udgivelse var også på repertoiret søndag aften.

”Just your fool” af Buddy Johnson skyldte mest til Little Walters version af sangen og var aftenens mest Chicago blues-smagende nummer. Men uanset hvilken stilart han lænede sig op ad i sine valg af coverversioner, gjorde Jarno Varsted disse sange til sine egne, og de føjede sig fint ind i rækken med hans egne kompositioner.

Dybt original

Jarno Varsteds musik ligner ikke noget andet på den danske bluesscene – eller for den sags skyld på den internationale. Den er dybt original og bestemt heller ikke så let tilgængelig som meget anden bluesmusik. Varsteds blues stiller krav til lytteren og fungerer ikke som baggrundstæppe for småsludren og fadbamser.

Derfor nyder han måske heller ikke den berømmelse, som han fortjener, for her er virkelig noget at komme efter. For de få fremmødte på Mojo var koncerten med Jarno Varsted en rejse ind i en anden verden – et råt, intenst lydunivers med forunderlige ekkoer, tranceinducerende rytmer, kantede kompositioner og sireneagtige mundharpe-vræl, der ruskede én igennem og skærpede sanserne.

Jarno Varsted vender tilbage til Mojo Blues Bar onsdag den 21. marts, hvor han først optræder med Leif Sylvester & Lille Band klokken 19 og derefter sammen med sin gamle Young Comets-kollega Jacob Rathje klokken 21.30.