Klavervirtuosen Carl Sonny Leyland på Danmarksturné

I marts og april 2018 får Danmark besøg af den engelske verdensklassepianist Carl Sonny Leyland.

Leyland er kendt for sin virtuose, spontane og storswingende stil, som er fuld af musikalske overraskelser. Han har været pianist for bl.a. Chuck Berry, Billy Boy Arnold, Lowell Fulson, Louisiana Red, James Cotton, Anson Funderburgh og Billy Lee Riley.

Arbejderklassehjem

Carl Sonny Leyland er vokset op i et arbejderklassehjem i Southampton, England, og lærte sig selv at spille klaver i 15-årsalderen. Han var stærkt tiltrukket af amerikansk musik, som han hørte sin far spille på grammofonen.

Det var her, han udviklede sin kærlighed for Dixieland-jazz, rock ‘n’ roll fra 1950’erne samt countrymusik af bl.a. Jimmie Rodgers og Hank Williams.

Senere blev han inspireret af boogie-woogie-heltene Albert Ammons, Pete Johnson og Meade Lux Lewis og begyndte at udforske bluesklaver og lytte til musikere som Cow Cow Davenport, Little Brother Montgomery, Montana Taylor og Speckled Red.

New Orleans

I 1988 tog Leyland til USA og bosatte sig i New Orleans, hvor han blev i ni år. Han var meget aktiv på scenen og blev hurtigt kendt for autentisk blues- og boogie-woogie-klaver.

Han turnerede også flittigt med Anson Funderburgh & the Rockets sammen med blueslegenden Sam Myers.

I 1997 flyttede Leyland til Californien, hvor han blev medlem af den velkendte rockabilly- og western swing-gruppe Big Sandy & his Flyrite Boys. Samtidig grundlagde han Carl Sonny Leyland Trio med trommeslager Hal Smith og bassist Marty Eggers, som han p.t. turnerer mest med – og spiller blues, ragtime og tidlig jazz.

Peter Nande

Den danske bluesmusiker Peter Nande mødte Leyland ved indspilningssessions i 2005 og 2011 og har nu inviteret Leyland til Danmark på hans første turné.

Her kan Carl Sonny Leyland opleves dels som solist, dels i duo-formation med Big Creek Slim eller Troels Jensen og dels med Big Creek Slim Band eller Chris Tanner Trio.

Carl Sonny Leyland spiller følgende koncerter i Danmark:

  • 23. marts: The Greasy Chicken, Valby (solo)
  • 24. marts: Mojo, København (m. Big Creek Slim Band)
  • 25. marts: Casa V58, Aarhus (m. Big Creek Slim)
  • 26. marts: Stuekoncert, Aalborg (solo)
  • 27. marts: Charlie Scott’s, København (m. Chris Tanner Trio)
  • 28. marts: Piano Bar, Aarhus (solo)
  • 29. marts: Gustav Wieds, Roskilde (m. Troels Jensen)
  • 31. marts: Bartof Station, Frederiksberg (m. gæster)
  • 1. april: Mojo, København (solo)