Joanne Shaw Taylor-koncert i Kerteminde er et kæmpescoop

d39d10_8cc12f1e70454712a0e9267a43ef4ba5~mv2Af Peter Widmer

Folkene bag det lille spillested Samlingsstuen, der ligger i centrum af Kerteminde, har gjort et kæmpescoop ved at booke den internationalt anerkendte britiske blues- og bluesrock-guitarist, sanger og sangskriver Joanne Shaw Taylor og hendes band.

Hvad mere er, koncerten i Samlingsstuen, der finder sted den 28. april i år, er utroligt nok den eneste, som Joanne Shaw Taylor giver i Danmark i 2017.

Samlingsstuen har kun plads til 65 publikummer, så de, der tropper op til stedets musikarrangementer, får sig virkelig nogle intime koncertoplevelser.

Hvor ellers kan man mon – med den rette placering – komme til at sidde mindre end en meter fra scenen og få et musiktryk og en supertæt oplevelse ud over det sædvanlige?

Bare fødder

Bluesnews hørte Joanne Shaw Taylor første gang i regi af B’Sharp, Silkeborg Rhythm ’n’ Blues Association den 26. september 2008, hvor hun var en del af Women’s Blues Caravan, der var stablet på benene af det tyske pladeselskab Ruf Records.

Her var Joanne Shaw Taylor i godt selskab af amerikanske Deborah Coleman og Sue Foley samt finske Erja Lyytinen. Sidstnævnte har i øvrigt også gæstet Samlingsstuen.

Joanne Shaw Taylor, der dengang var kun 22 år gammel, stak ud som musiker på scenen, og ikke kun på grund af hendes meget blå kjole og bare fødder.

Næ, det var såmænd også på grund af hendes allerede dengang glimrende musikerskab samt hendes positive udstråling, at hun tiltrak sig opmærksomhed.

Fornem debut

Ved samme lejlighed havde Bluesnews.dk fornøjelsen af at interviewe Joanne Shaw Taylor, der viste sig at være en åbenhjertig, charmerende og ligefrem kvinde, der ville fremad – på den gode måde.

Naturligt nok var hun desuden ivrig efter at snakke om sit kommende album, der var ved at være på trapperne.

white sugarI 2009 fik Joanne Shaw Taylor så sit første album White sugar på gaden via Ruf Records, og dét var en fornem album-debut, der fuldt fortjent fik fine anmeldelser, og som holder endnu.

Lyt for eksempel til den uafrystelige ”Time has come” eller til de intense skæringer ”Watch ’em Burn” og ”Blackest day.”

Joanne Shaw Taylor demonstrerer på White sugar et uomtvisteligt musikertalent og en dyb forståelse for den musik, hun beskæftiger sig med.

Faktisk er det imponerende, hvad hun bedriver af guitarspil, især når man medtænker, at hun kun var 23 somre gammel, da White sugar udkom, men hun havde så også øvet sig siden sine tidlige teenageår, mens hun voksede op i Midtengland, godt inspireret af blues-koryfæer som Albert Collins, Stevie Ray Vaughan og Jimi Hendrix.

Stemmen

At Joanne Shaw Taylor er et guitarist-talent ud over det sædvanlige, er uomtvisteligt. Hun spiller økonomisk og fantasifuldt, og hun ved, hvordan man skærer en guitarsolo, så den huskes.

Til gengæld er der ikke det helt store talent over hendes stemme.

Samme er dyb, rå og uskolet, og den kommer sikkert aldrig i nærheden af et skønsangskor.

Ofte virker den presset, forceret, og Joanne Shaw Taylor har da også selv udtalt – til det britiske magasin Classic rock – at: ”Det har aldrig været meningen, at jeg skulle være sanger.”

Men når alt kommer til alt, passer hendes ekspressive stemme dog godt til resten af hendes musikalske udtryk.

Så godt, at folkene bag British Blues Awards, og blues-entusiaster generelt, snart bed positivt mærke i Joanne Shaw Taylors specielle, udtryksfulde vokal, som man altid kan genkende lige med det samme, så snart man hører den.

Ingen tro kopier

Når man oplever Joanne Shaw Taylor live, får man ingen tro kopier af de numre, man måtte kende fra hendes studieindspilninger.

Alle hendes numre, hvoraf hun skriver langt størstedelen selv, får nemlig et ”twist” i koncertsituationen, som kun kan berige publikum.

diamondsSammenligner man for eksempel titelnummeret på Joanne Shaw Taylors andet album Diamonds in the dirt fra 2010 med live-versionen af samme nummer, der findes på udgivelsen Songs from the road (2013), er der væsentlig forskel på de to udgaver.

Studieudgaven er udmærket, men ret så pæn, mens live-versionen lige bliver drejet en tand imod det mere kantede og flossede, hvilket giver et klædeligt præg.

Eksploderer

Lyt ligeledes til det fremragende nummer ”Soul station” fra albummet Almost always never (2012) og sammenlign med live-udgaven af samme skæring, der også optræder på Songs from the road. Sidstnævnte version har klart mest pondus.

songs from the roadEller sammenlign Joanne Shaw Taylor-klassikeren ”Watch ’em burn” fra White sugar, der nærmest eksploderer i en live-version – igen fra Songs from the road – der er dobbelt så lang som studieudgaven, men ikke et sekund for lang.

Og når Joanne Shaw Taylor en sjælden gang spiller andres numre, gør hun det glimrende og med eget præg.

For eksempel giver hun en fornem version af Jimi Hendrix-klassikeren ”Manic depression” fra 1967. Også dén er at finde på Songs from the road.

Priser

Joanne Shaw Taylor har modtaget flere priser for sit virke som sanger og sangskriver.

In 2010 vandt hun for eksempel prisen Bedste Kvindelige Vokalist ved British Blues Awards, og det følgende år fik hun samme pris.

I 2011 modtog hun også prisen Årets Sangskriver for nummeret ”Same as it never was” fra Diamonds in the dirt.

Tilmed har hun fået ros for sin sangskrivning af selveste Joe Bonamassa, der har udtalt, at:

”Der er masser af rigtig gode guitarister og sangere inden for bluesmusikken i dag. Hvad jeg ser i Joanne Shaw Taylor, der får hende til at skille sig ud fra mængden, er evnen til at skrive en stor sang. Hun er ikke blot en super-guitarist og sanger, men man tager også sig selv i at synge hendes sange, når man går fra en af hendes koncerter.”

Mere hårdtslående

dirtyMed tiden er Joanne Shaw Taylors stil blevet mere hårdtslående.

Hendes femte fuldlængdeudgivelse The dirty truth udkom i 2014, og allerede åbningsnummer ”Mud honey” slår albummets dominerende toner an: Hårdt, råt og ofte hurtigt.

Blidere toner er der dog, som på de smukke skæringer ”Fool in love” og ”Tried tested and true.”

Luksusudgaven af The dirty truth indeholder i øvrigt live-versioner af fem af albummets ti studieindspilninger.

Skærpes

Joanne Shaw Taylors sjette album, Wild, udkom sidste år, til fine anmeldelser, og viser en musiker, der absorberer nye musikalske elementer, samtidig med at tidligere komponenters kvaliteter bibeholdes og skærpes.

wildHer finder man for eksempel en overraskende udgave af George Gershwins ”Summertime” og en anderledes udgave af Dimitri Tiomkin og Ned Washingtons ”Wild is the wind,” populariseret af Nina Simone og af David Bowie.

Desuden er der et uventet nik til New Orleans med horn og kor og det hele i nummeret ”My heart’s got a mind of its own”.

Joanne Shaw Taylor har endvidere fået langt mere kontrol end hidtil over sin stemme, og hvad den kan.

Opadgående kvalitetskurve

I starten af sin karriere skulle Joanne Shaw Taylor ofte kæmpe mod nogle folks fordomme om kvindelige bluesguitarister og -sangere.

Men det varede ikke længe, før folk accepterede hende som musiker, og dét så bredt, at Joanne Shaw Taylor også har formået at skabe sig et navn i USA gennem sit musikerskab og benhårdt turné-arbejde.

Karriere-kvalitetskurven har kun været opadgående, men det har sin pris.

Den forestående koncert i Kerteminde skulle egentlig have fundet sted den 11. december sidste år.

Imidlertid måtte Joanne Shaw Taylor aflyse, da hun midt i en Europa-turné var klappet sammen på scenen under et job i Paris. Resten af hendes turné måtte så droppes, indtil hun kom til hægterne igen.

Det er hun så kommet nu, og det skal blive interessant at opleve et stort navn på en lille scene et lille sted fredag den 28. april 2017, når Joanne Shaw Taylor og hendes band runder Samlingsstuen i Kerteminde.