Koncertanmeldelse: Blues-a-Rama, Bygningen, Vejle

Søren Schack, Morten Rune, Filip Dybjerg, Frederik Tygesen

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 17. september genopstod endagsfestivalen Blues-a-Rama i Vejle. Festivalen havde været afviklet årligt mellem 2001 og 2007 af den lokale bluesforening, Crossroads, og efter 15 års pause havde foreningen nu fundet, at tiden var kommet til at puste nyt liv i konceptet.

Blues-a-Rama anno 2022 præsenterede seks danske bluesbands, og det var et erklæret mål at forsøge at opnå en vis stilmæssig spredning i udtrykket. Denne ambition blev udfordret, da den temmelig unikke trio Blue Belles of Joy måtte melde afbud på grund af sygdom.

Bøje&Ewald

Crossroads var dog lynhurtigt ude og fik nærmest med dags varsel booket Big O & the Blue Quarters som erstatning. I forhold til det oprindeligt annoncerede program (se her) var der i øvrigt også tilføjet et ekstra band i form af odenseanske Bøje&Ewald, så ingen kan sige, at publikum ikke fik valuta for pengene.

Det var tilmed en rigtig velafviklet festival i gode rammer i Bygningens Store Sal. Hvert band fik 60 minutter til at spille, og så var der ellers blot 15 minutter til at pakke sammen, få næste band stillet op og lave lydprøve. Det kræver disciplin fra både udøvere og crew, og det skal siges til alles store ros, at det forløb upåklageligt. Ros skal også lyde til konferencier Poul Ewald, der fik det hele kædet sammen med både godt humør og hjemmebryggede rim!

Gæstesolist

Big O & the Blue Quarters feat. Morten Rune

Det var netop de hasteindkaldte Big O & the Blue Quarters, der fik til opgave at åbne festivalen. Bandet havde indforskrevet Aarhus-bassisten Filip Dybjerg samt som gæstesolist sangeren og guitaristen Morten Rune. Både Dybjerg og Rune spiller sammen med flere Blue Quarters-medlemmer i bandet Natural Boogie, så selv om der var tale om ny konstellation, kendte musikerne altså hinanden fra mange andre sammenhænge.

De faste medlemmer i Big & O the Blue Quarters var Oscar Martin ”Big O” Eriksen (vokal og mundharpe), Søren Schack (guitar), Mathias Rindom (trommer) og Frederik Tygesen (guitar og vokal). Med hele tre guitarister på scenen kunne man således godt frygte, at det ville udarte til en guitar-kakofoni eller en glorificeret jamsession, men så havde man gjort regning uden vært.

Søren Schack, Morten Rune, Frederik Tygesen

D’herrer Schack og Tygesen er nemlig vant til at give plads til hinanden, så deres respektive spillestil og kvaliteter kan komme til udtryk, og de havde ikke de store problemer med at indlemme en tredjemand i konceptet. Det så man allerede på den indledende instrumentale shuffle med skiftende soloer af de tre guitarister.

Big O & the Blue Quarters er ikke overraskende meget stærke i den guitardrevne West Side Chicago-bluesform, og vi fik et par af stilartens hovedværker: Morten Rune sang Otis Rush’s ”All your love (I miss loving)” og spillede en tremolo-tung, næsten surf-agtig solo. Frederik Tygesen replicerede med en underspillet ditto med masser af whammy-bar, inden Søren Schack tog over med en bidende intens solo.

Øjeblikke i solen

Morten Rune og Oscar Martin Eriksen

Søren Schack glimrede også på Magic Sams ”All your love” (nej, det er ikke den samme sang!), som blev sunget af Oscar Eriksen. Big O lagde en stærk vokal for dagen og har i det hele taget udviklet sig til en virkelig god sanger. Hertil kom hans uprætentiøse mundharpespil, som ofte tjener mere til at skabe stemning end som egentligt soloinstrument, om end Oscar Eriksen da også som instrumentalist fik sine øjeblikke i solen, for eksempel på Bo Diddley-standarden ”Who do you love?”

Denne blev leveret med et sprælsk latin-beat, der red på Mathias Rindoms fremragende tromme- og percussionspil. Igen var Morten Rune på vokal, og der var i det hele taget en meget demokratisk fordeling af frontfigur-rollen i et sæt, hvor også Frederik Tygesen blev tildelt en leadvokal.

Søren Schack, Morten Rune, Frederik Tygesen, Oscar Martin Eriksen

På Elmore James-nummeret, den New Orleans-gyngende ”No love in my heart” var Morten Rune tilbage i front, mens Oscar Eriksen igen sang for på Blue Quarters-favoritten ”My baby likes to boogaloo” af Don Gardner. De tre guitarister hyggede sig tydeligvis, og de spillede konstant op mod hinanden, ikke mindst i den afsluttende ”T-Bone boogie”. Her spillede Frederik Tygesen bidsk og aggressivt i kontrast til Morten Runes mere spinkle, men højspændte T-Bone Walker-lyd, og alle tre guitarister indgik i et call-and-response-forløb med Oscar Eriksens mundharpe.

Big O & the Blue Quarters’ sæt var måske ikke så struktureret, som vi før har set dem, men der var en herlig umiddelbar energi i deres performance, som kun blev forstærket af alliancen med Morten Rune. Og så er det altså bare et band, der er stærkt besat på alle pladser.

Allstar-orkester

Niels Nello Mogensen

Stærkt besat var også Nello & the Helping Hand Blues Band, der uden overdrivelse kan kaldes et veritabelt allstar-orkester med Rasmus Stenholm på Hammondorgel, Mads D. Andersen på trommer og Ronni Boysen på guitar. Det mest ubeskrevne blad er vel i virkeligheden Niels Nello Mogensen selv – i hvert fald er rollen som frontfigur for et bluesband stadig en forholdsvis ny foreteelse for den ellers erfarne bassist.

Han står i spidsen for et rigtigt ”musiker-band” – super-instrumentalister, som virkelig byder ind med noget og kan skabe noget i fællesskab. De forstår at udnytte den plads, de får, og de leger med, når Nello tager bluesstandarderne til steder, hvor de ikke har været før.

Rasmus Stenholm

Nello & the Helping Hand Blues Band tog blandt andet Albert Kings “I’m gonna leave you” under kærlig behandling med en formidabel indledende guitarsolo af Ronni Boysen og ulmende, underliggende orgeltoner af Rasmus Stenholm. Nello foldede sig ud i en dyb og groovy bassolo, inden de lod nummeret glide over i Screamin’ Jay Hawkins’ ”I put a spell on you”.

De mere jazzede tilbøjeligheder blev fremvist i orgelblues-ikonet Jimmy Smiths ”Blues for J”, en jumpy sag med særdeles aktiv walking bass, jazzet guitar og en hyperenergisk orgelsolo.

En glimrende sanger

Mads D. Andersen

At Nello er en glimrende sanger, beviste han blandt andet i Willie Dixons ”Back door man”, der blev leveret som en muskuløs, tung ur-blues i et arrangement inspireret af Nellos turnéer med Ron Hacker. Med Ronni Boysen i storform og en koncis, men ligeledes fed orgelsolo af Stenholm var dette nummer et højdepunkt.

Så satte Mads D. Andersens trommer og shaker i med et dunkende og sumpet Bo Diddley-beat. Det var Diddleys ”Mona”, der blev indledt, og det var et meget velfungerende og groovy arrangement med stemningsfulde rundgange, tremolo og skæve vrid fra Ronni Boysens guitar. Der blev også plads til både publikumsdeltagelse og soloer fra trommer og bas.

Ronni Boysen

Elmore James-klassikeren ”The sky is crying” blev drejet i en overraskende soul’et, stemningsfuld Savage Rose-agtig retning, inden der blev sluttet af med en højenergisk ”Going down slow” (St. Louis Jimmy) i et tempo, som den næppe ofte er hørt i før! Ronni Boysen gav den en jazzet jump-solo, og Rasmus Stenholm nærmest dansede ved orglet.

Det var denne anmelders første erfaring med Nello & the Helping Hand Blues Band, men det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Dem kunne man godt unde væsentligt mere end en time at folde sig ud i.

Syng-med-musik

Thomas Valter

Et band, der ikke behøver mange sekunder for at komme i gang, er trioen Jumpin’ Jacks. De lagde hårdt ud med swingende syng-med-musik i form af Jackie Wilsons rhythm & blues-ørehænger ”Reet petite”, og det var en rigtig velsyngende Thomas Valter, der kunne sætte gang i festen.

For Jumpin’ Jacks faldt i dén grad i publikums smag – i hvert fald bedømt ud fra, hvor meget der blev danset til bandets iørefaldende jump blues, rhythm & blues og rock & roll. Bo Møller (guitar og kor), Stefan Andersen (lilletromme, bækken og kor) og Thomas Valter (kontrabas og vokal) spillede uden sætliste, vejrede stemningen og plukkede fra deres ganske store repertoire af egne numre og dansktop- og bluesklassikere på både dansk og engelsk.

Jumpin’ Jacks

Det blev for eksempel til deres hitlistetoppere ”Søndagstur”, ”Kald en spade for en spade” og ”Det bli’r godt igen”, men der var også plads til en bluesstandard som Willie Dixons ”My babe” med fed slap bass af Thomas Valter.

Bo Møller rystede massevis af guitarsoloer ud af ærmet, og han afslørede en stærk bluesfornemmelse, ikke mindst på Jumpin’ Jacks’ overraskende blues-arrangement af John Mogensen-sangen ”Nede i møjet”. Her imponerede Møller både med sin dybde og sine hurtige fingerløb på gribebrættet.

Rock & roll-disciplin

Jumpin’ Jacks

Men Bo Møllers spil var oftest præget af en mere stram og koncis rock & roll-disciplin, der også trak på genrens country-rødder. Det kom – måske ikke så mærkeligt – især til udtryk ved hans picking på Johnny Cashs ”Folsom Prison blues”. Og så kunne han spille blidt swingende og smagfuldt som på ”Når lygterne tændes”.

Stefan Andersen, som også agerer både trommeslager og sanger i Jazz Five med mere, var en energisk og veloplagt sparringspartner for Thomas Valter og hans kontrabas, der holdt publikum på tæerne og på dansegulvet. Og Thomas Valter mestrede om nogen kunsten at skabe kontakt mellem publikum og band – både under og mellem numrene.

Jumpin’ Jacks

Der blev skrålet godt med på ”Susanne, Birgitte og Hanne”, og når Thomas Valter sprang op og balancerede på sin bas, havde han tilhørerne i sin hule hånd.

Jumpin’ Jacks holder sig ikke for fine til at være folkelige; faktisk er det lidt af et adelsmærke for dem. Men det kræver både en overbevisende musikalitet og mod og mandshjerte at stille sig op og spille Otto Brandenburg-sange på en bluesfestival. Jumpin’ Jacks havde det hele, og med den største selvfølgelighed tegnede de den linje, der går mellem Willie Dixon, Louis Jordan og Erik Leth og Svend Gyldmark. Til publikums store fornøjelse.

Et usynligt tæppe

Søren Bøje og Poul Ewald

Efter en times spisepause, hvor publikum enten kunne forsyne sig ved en forudbetalt (og glimrende) buffet eller gå på opdagelse i det omkringliggende street food-marked, kunne konferencier Poul Ewald byde velkommen tilbage og præsentere … sig selv! Bøje&Ewald var nemlig næste punkt på programmet med deres ”Blues til tiden”.

Bluesnews.dk havde tidligere oplevet Bøje&Ewald i rent duo-format (læs her), men det var første gang, denne anmelder så guitarist Søren Bøje og sanger og mundharpespiller Poul Ewald bakket op af Rasmus Boje-Nielsen på bas og Michael Friis på trommer. Ved første øjekast lignede det, at der var sænket et usynligt tæppe ned imellem Bøje&Ewald og deres rytmesektion, for den stoiske Rasmus Boje-Nielsen virkede nærmest forstenet i kontrasten med Poul Ewalds sprælske figur, og til at begynde med var der ikke megen interaktion mellem den forreste og den bageste del af scenen.

Bøje&Ewald

Men efterhånden som koncerten skred frem, blev bidraget fra Boje-Nielsen og Friis mere tydeligt, ikke mindst i de udstrakte, instrumentale passager. Og det var netop hér, Bøje&Ewald stod allerstærkest.

Duoen var sådan set ganske habil i en stereotypisk blues som Ewalds ”iPhone blues” eller den næsten tegneserieagtige ”Se mit liv”, og Poul Ewald kunne med sin virtuose mundharpe-wailing boltre sig i sådanne fra nu af og til juleaften. Men Bøje&Ewald havde ambitioner til mere. Deres hang til jazzet improvisation kom til udtryk i deres arrangement af Nat Adderleys ”Work song”, som var en tour de force for Ewalds ekvilibristiske mundharpespil og også indeholdt en smagfuld guitarsolo med lige dele jazzede fraseringer og blues-feeling.

De bedste kvaliteter

Søren Bøje

Ligeledes udstillede den virkelig flotte ”Mo’ better blues” (oprindelig indspillet af Branford Marsalis og Terence Blanchard) de bedste kvaliteter hos Søren Bøje og Poul Ewald. Bøje spillede den fine, subtile guitarintro, som så blev understøttet af Ewalds mundharpe. Det udviklede sig til stadig mere ekstravagante fraseringer, mens Bøje spillede smukke, Clapton’ske linjer.

Men endnu bedre var Bøje&Ewalds egne kompositioner. Den støvede, Morricone-agtige ”Blues for Robert” var et højdepunkt med Michael Friis’ hårde whiskers-slag på gulvtammen, Poul Ewalds syrede mundharpetricks og legen med reverb og Søren Bøjes guitar-hvirvler.

Søren Bøje, Michael Friis, Rasmus Boje-Nielsen, Poul Ewald

Poul Ewalds dybt personlige ”Jeg tager til Jylland baby” foldede sig ud over svært stemningsfuldt, jazzet spil af rytmesektionen. Søren Bøjes fine, underspillede guitarsolo blev ledsaget af publikumsklap, og Poul Ewalds hvirvlende, kaotiske mundharpespil understregede tekstens desperation – meget stærkt!

Som tilhører svømmede man helt hen i disse lange passager, og koncerten med Bøje&Ewald endte med at blive en stor og bevægende oplevelse.

Afløser

Ole Frimer Band

Bøje&Ewald er en relativt ny konstellation. Det kan man ikke sige om Ole Frimer Band, som var næste band på programmet, og Frimers kvartet spillede da også med en ubesværethed, som bare var et niveau over alt andet denne dag. Dette til trods for, at orkestret havde måttet indkalde en afløser i ellevte time, da den faste organist Niels Ole Thorning var kommet til skade med sin fod.

Vikaren var Kristian Fogh (kendt fra blandt andet Mike Andersen Band og Loveless Blue Jazz Quintet), og han gled ganske selvfølgeligt ind ved siden af Claus Daugaard (trommer), Jesper Bylling (bas) og Ole Frimer (guitar og vokal). Fogh leverede blandt andet en højspændt orgelsolo på ”If you only could forgive me” og sprudlende elklaver på ”Got a mind to travel”, men i det hele taget fungerede samspillet med Frimers mesterlige band forbilledligt.

Kristian Fogh

De lagde ud med Ole Frimer på akustisk guitar på Tom Waits’ ”Temptation”, spillet til et dovent latin-beat med en cubansk-lydende klaversolo af Fogh og en superstilig guitar-ditto med Clapton-tone fra kapelmesteren. Clapton-påvirkningen var i det hele taget hørbar i både Frimers tone og smagfuldt melodiske spil, men man hørte også nuancer af Jeff Beck, for eksempel i det funk-jazzede guitarspil på ”I can’t keep from crying sometimes”.

Albert Collins’ ”I got a mind to travel” var jazzet, næsten bigband-agtig i sin lyd med virkelig fedt trommespil af Claus Daugaard og blev desuden krydret med en bassolo fra den tight swingende Jesper Bylling.

Dansksprogede

Ole Frimer

I lighed med Bøje&Ewald har Ole Frimer Band i studiet koncentreret sig om egne, dansksprogede tekster. Live veksles der mellem dansk og engelsk, og denne aften fik vi to danske sange: først den iørefaldende ”Single City” fra Blålys-albummet, flot leveret med Jesper Bylling på kor og en stærk solo af Frimer, og derefter ”Ved jo godt” fra det seneste studiealbum faerd. Her mødte Ole Frimers blues funk-rock til et reggae-beat og jazzet bas, og alt gik op i en højere enhed.

Gælden til Eric Clapton blev helt udtalt med en version af hans (og Robert Crays) ”Old love”, som i Ole Frimer Bands hænder blev noget mere hårdtslående end originalen. Det skyldtes ikke mindst det funky tromme- og basspil, som igen var på højt plan. Kristian Fogh spillede David Sancious-agtigt på keyboardet, og Ole Frimer selv kanaliserede atter Jeff Beck i sin guitarsolo.

Ole Frimer Band er i en klasse for sig, og de spillede elegant og disciplineret, men også originalt og med en mærkbar spilleglæde og nærvær. En sand fornøjelse!

Live-debut

Jais Kurečko Eriksen

Var Ole Frimer & co. blandt dagens mest rutinerede kræfter, var der til gengæld live-debut til The Manic Blues, som rundede aftenen i Bygningen af. Helt ukendte ansigter var der dog ikke tale om, for en af hovedkræfterne i The Manic Blues er bassisten og sangskriveren Jais Kurečko Eriksen.

Han var tidligere med i Blues Express og Big O & the Blue Quarters, og i dag slår han blandt andet sine folder i JB & the Hüggeli og som halvdelen af Eriksen & Big. Sidstnævnte duo udgøres af Jais Eriksen og guitaristen Martin ”Big” Skaastrup, og også han indgår i The Manic Blues.

De øvrige medlemmer af The Manic Blues er Henrik Bruhn (vokal og guitar) og Lars Møllenberg (trommer). Ved Blues-a-Rama var de desuden forstærket med organisten Rasmus Stenholm, der således var ”udlånt” fra Nello & the Helping Hand Blues Band.

Henrik Bruhn

The Manic Blues lagde en temmelig hård bluesrock-lyd for dagen allerede fra åbningsnummeret, den tungt mosende ”Drink to get by” og den ligeledes kværnende ”You”. Hele sættet bestod i øvrigt af bandets egne originale numre, hovedsageligt skrevet af Jais Eriksen og Martin Skaastrup.

De blev leveret med en Henrik Bruhn i front, som udmærkede sig ved en rigtig flot sangstemme, der mindede ikke så lidt om Mike Andersens. Var det lidt svært at fange Henrik Bruhns blik, som enten var sænket (mod en iPad med sangtekster) eller skjult under lukkede øjenlåg og/eller skyggen på hans kasket, tog man til gengæld ikke fejl af hans begejstring ved at synge. På ”Country man” blev det næsten til growl, og uanset sangens karakter præsterede Henrik Bruhn fornemt.

Kapable hænder

Martin “Big” Skaastrup

En guitarsolo eller to blev det også til fra Henrik Bruhns side, men ellers var disse lagt i Martin Skaastrups bestemt kapable hænder. Med et pågående anslag kombineret med en stram disciplin mindede hans spillestil om Monster Mike Welchs, og dét er en stor ros!

Stilmæssigt kom The Manic Blues omkring ZZ Top-agtig boogie i ”Ain’t going back no more” og “Going out rocking”, listig voodoo-blues i “Roll the dice again” og “I’ve got this feeling”, West Side Chicago blues-lyd i “Ain’t that good enough” og en decideret sjæler i “I can still feel”.

Der var rock i “Let me down easy” og ”Reckless girl”, og ”Last round of love” lød som en ikke så fjern slægtning til Peggy Lees ”Fever”.

Rasmus Stenholm, Martin Skaastrup, Henrik Bruhn

Her bidrog Rasmus Stenholm med en af adskillige smagfulde orgelsoloer, og også når spotlyset ikke var på ham, var Stenholm præsent med understøttende toner og stemningsskabende lydflader.

Alt i alt tegnede der sig et billede af et rigtig velspillende band, som i høj grad også var i stand til at få folk på dansegulvet. The Manic Blues kunne være godt tilfredse med denne debutkoncert.

Ingen fejlskud

Faktisk var der ingen fejlskud i sammensætningen af programmet ved det genopstandne Blues-a-Rama. Som lovet blev der udforsket mange forskellige regioner af blueslandskabet, og der var ingen af orkestrene, der skuffede – hverken de nye eller de mere erfarne.

Kan dette niveau holdes, kommer vi gerne igen næste år!