Koncertanmeldelse: Blues Heaven, Frederikshavn (del 1)

Tekst og foto: Jakob Wandam

Der er efterhånden gået tyve år, siden der første gang blev afholdt bluesfestival i Frederikshavn. Jeremy Spencer, Sherman Robinson og Magic Slim var hovednavnene på Frederikshavn Bluesfestival 2006, og siden har bluesmusikken spillet hvert år i det nordjyske. Kun i corona-året 2020 måtte man aflyse – til gengæld var der hele to festivaler i 2013.

Blues Heaven 2026 var altså en jubilæumsudgave, og traditionen tro var der hentet stærke bluesnavne ind fra både Europa og USA. Og der var da også publikummer fra nær og fjern – særligt mærkede man, at nordmændene var talstærkt tilbage, efter at de sidste år var blevet holdt stangen af stormen Amy, som dengang holdt færgerne i de norske havne.

Arena Nord

Siden 2017 har festivalen holdt til i Arena Nord, som overtog værtskabet fra Det Musiske Hus, samtidig med at festivalen skiftede navn fra Frederikshavn Bluesfestival til Blues Heaven. Igen i år var koncerterne fordelt mellem to scener, den store Arena Stage og den lidt mindre Blues Hall.

Konferencier Paul Benjamin sørgede for, at tidsplanen blev holdt, og med 10-15 minutter mellem koncerterne (samt en halv times pause fra 18.30 til 19) var der god tid til at sive fra den ene hal til den anden.

I foyeren kunne man købe mad og drikke, festivalmerchandise samt cd’er og lp’er af de optrædende. DJ Roan Madsen holdt musikken kørende mellem koncerterne, og Blues Heavens lys- og lydfolk gjorde igen et forbilledligt stykke arbejde, der kun enkelte gange kunne dadles. Så alt i alt var det, vanen tro, en særdeles velafviklet festival med herlig stemning.

Satellitkoncerter

Det hele forløb fredag og lørdag den 2.-3. oktober, men der blev tyvstartet i det regionale spillested Maskinhallen allerede torsdag den 1. oktober. Der er igennem årene blevet holdt satellitkoncerter i byen i forbindelse med festivalen, og denne gang blev der altså varmet op torsdag aften med Johnny Rawls & the Özdemirs og John Németh & the Blue Dreamers.

Det er to navne, som begge bekender sig soul bluesen, men der viste sig at være større forskel på dem end forventet – hvilket bestemt ikke var af det onde.

Den traditionelle del

Johnny Rawls stod for den traditionelle del. Den 75-årige amerikaner havde sit faste europæiske tourband med sig, og man mærkede, at her var en af genrens mestre, som kunne sit håndværk og vidste præcis, hvor han havde sine musikere.

Familieorkestret The Özdemirs er veteranen Erkan Özdemir på bas, sønnerne Kenan og Levent Özdemir på henholdsvis guitar og trommer samt den relativt nye mand Elias Vollmer på klaver og orgel.

At dømme ud fra Johnny Rawls’ smil og kropssprog var han svært godt tilfreds med den unge berlinske tangentspiller, som da også gjorde det fremragende. I det hele var det en fornøjelse at se en frontmand, der i den grad anerkendte sine medmusikere.

Ingen vårhare

Rawls, der selv ud over vokalen hørtes på rytmeguitar, gør naturligvis også klogt i at omgive sig med unge musikere, for han er ingen vårhare og bevæger sig adstadigt på scenen. Men det betød altså ikke, at der ikke var liv i orkesterlederen, som optrådte veloplagt med masser af charme, coolness og en gruset, men uhyre sjælfuld vokal.

Hans simrende soulsange blev serveret med velspillet varme af sanger og et tight og veloplagt band, og de supplerede Rawls’ egne numre med klassikere som ”Too weak to fight”, ”Turn on your love light”, ”Pouring water on a drowning man” og “(Your love keeps lifting me) higher and higher” fra henholdsvis Clarence Carters, Bobby ”Blue” Blands, James Carrs og Jackie Wilsons repertoirer.

Således skriver Johnny Rawls sig selv ind i en stærk tradition, men han har begavelsen til at begå sig i det fine selskab, og hans egne sange, som ”Midnight train”, ”Red Cadillac” og balladen ”Call me”, stod sig fint i konteksten.

Sigtede for lavt

Rawls ved, at en sætliste skal indeholde sange i varierende tempi, men de indlagte rock & roll-sange fungerede som det eneste ikke rigtig i Maskinhallen. Trods stærke soloindsatser fra Kenan Özdemir og Elias Vollmer var Johnny Rawls’ egen ”Love machine” ikke vellykket, og et medley af genrestandarder som ”Johnny B. Goode”, ”Blue suede shoes” og ”Whole lotta shakin’ goin’ on” sigtede simpelthen for lavt.

Bevares, publikum syntes begejstret, og man forstår bevæggrunden for at spille numrene, men det føltes alligevel lovlig uinspireret.

I det store hele gav Johnny Rawls & the Özdemirs dog en endog rigtig god koncert, og alle måtte op at stå til de afsluttende ”Can I get it” og ”Lucy”.

Eventyrlysten

Hvor Johnny Rawls dyrkede traditionerne, blev disse udfordret af en eventyrlysten John Németh og hans suverænt spillende Blue Dreamers, der bestod af Derek Brasell Jr. på bas, Andrew McNeill på trommer og Yates McKendree på guitar.

Németh er ellers ikke bange for at være traditionel, hvilket han blandt andet har bevist med sit Memphis blues-foretagende Love Light Orchestra, men her tog han bluesen i mange og nye retninger. Han virkede tændt, om end man indimellem fik fornemmelsen af, at publikum ikke helt var med på hans lidt skæve, underspillede humor.

Det hjalp måske heller ikke på samhørigheden, at Németh i længere tid morede sig over, hvad han troede, var spillestedets navn: ”The Toilet” – han havde overfortolket neonskiltet over døren til toiletterne!

Festmåltid

Men det blev der nu rettet op på, og var det ikke alle, der helt indså, hvilket musikalsk festmåltid, der blev serveret for dem, ja, så var det ikke John Németh & the Blue Dreamers’ skyld.

John Németh er en fantastisk sanger med en utrolig smooth og flot soulstemme. Den fik vi konstant prøver på, men Németh var ikke bange for at gå i den modsatte retning og synge gennem mundharpemikrofonen som på den fedt skramlede, hill country blues-agtige ”Fountain of a man”.

Derek Brasell Jr.’s eminente basspil var essentielt for den funk, der stod som en central ingrediens i meget af musikken. Bassen drev den langsomt bluesy ”Work for love” fremad, Yates McKendrees guitarsolo var tilbagelænet, og Németh lyse vokal svævede over det hele.

Brasell var superfunky på den energiske ”Elbows on the wheel”, der også bød på en trommesolo af Andrew McNeill og vilde ekko-effekter på John Némeths mundharpe. Hele bandet viste klassen med nogle meget vanskelige, men millimeterpræcise temposkift i for eksempel ”S.T.O.N.E.D”, der bevægede sig fra tyk funk til reggae og gospel. Og der var også gospel i bandets arrangement af ”The last time”.

Traditionelle

”She flipped the switch” havde latin-beat, og “Feelin’ freaky” inkorporerede mellemøstlige toner. Men John Németh & the Blue Dreamers legede også med mere traditionelle blueselementer: “Come and take it” var en hilsen til John Lee Hookers “Boom boom”, “Country boy” var Némeths egen delta blues-sang, og “Please accept my love” var en hyldest til ophavsmanden B.B. King.

Her lød John Németh faktisk meget som B.B. i det høje register, og Yates McKendree fik lejlighed til at give sin version af Kings solospil.

Med sin vokale og instrumentale ekvilibrisme, et fantastisk spillende band og forbilledligt showmanship gav John Németh en opvisning af en koncert i Maskinhallen og viste samtidig, at der stadig er masser af udviklingspotentiale i genren, hvis man tør opsøge det.

Og så var Blues Heaven 2026 endda ikke officielt begyndt endnu! Festen fortsatte i Arena Nord om fredagen – med både Rawls og Németh på programmet – og det kan du læse mere om i del 2.