Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen
To jyder og en københavner i skikkelse af dagens kapelmester, sangeren, sangskriveren og guitaristen Kent Thomsen, orgelspilleren Rasmus Stenholm samt vokalisten og percussionisten med mere Sahra da Silva var på samme scene for første og sidste gang søndag eftermiddag den 7. november 2021 klokken 15-17.
Det var de hos Bluesforeningen Crossroads, i kælderen i Bygningen i det centrale Vejle. Crossroads havde givet Kent Thomsen carte blanche til at samle nogle musikere til en koncert, der ville finde sted denne ene gang for aldrig at blive gentaget. Det var altså en unik musikbegivenhed, det 81 mennesker store publikum fik at høre denne eftermiddag under navnet Kent Thomsen & Friends.
81 publikummer var mange, og det pæne fremmøde må skyldes, at en del folk åbenbart kender deres besøgelsestid, og dét er jo kun aldeles positivt. Kent Thomsen er en legende i dansk bluesmusik, og Rasmus Stenholm har gennem flere år slået sit navn godt fast som en eminent organist, der sværger til det 200 kg tunge Hammond B3-orgel med Leslie og hele svineriet.
Og godt for dét, for Hammond B3-orglet tilføjer noget helt specielt i form af musikalske godbidder til ethvert ensemble, hvilket selvsagt også skete denne eftermiddag. Sahra da Silva er et yderst originalt, fremadstormende livstykke af en sangerinde, der mestrer diverse genrer så som blues, ryhthm & blues, soul og jazz og er som sine medmusikere hos Crossroads en sand fornøjelse at opleve på en scene (læs mere om dagens tre musikere her).
To sæt
Denne eftermiddag bød på to sæt af cirka 45 minutters varighed, og kortene var blevet blandet godt på forhånd, hvor diverse forslag til dagens numre var røget frem og tilbage mellem de tre musikere, der i øvrigt som antydet aldrig havde spillet sammen før den 7. november 2021.
En kende over klokken 15.00 gik formanden for Bluesforeningen Crossroads Peter Buhl på scenen, bød velkommen til publikum og præsenterede eftermiddagens tre musikere. Kort derefter kom Kent Thomsen og Rasmus Stenholm på scenen. Kent Thomsen placerede sig på en stol med sine to guitarer inden for rækkevidde.
Han greb den ene af dem, mens Rasmus Stenholm, der havde sat sig til rette ved sit orgel, gjorde sig klar til de to herrers fælles koncertstartnummer, der altså blev et introduktionsnummer til den følgende reelle koncert. Samme viste sig at være et instrumentalnummer i form af en aldeles duvende udgave af Booker T. & the M.G.’s-klassikeren ”Green onions” blandet med nogle sekvenser fra Sonny Boy Williamson II’s velkendte nummer ”Help me”.
Både Rasmus Stenholm og Kent Thomsen brillerede med soloarbejde, såvel som de leverede aldeles fede og seje gensidige akkompagnementer af hinanden. Så var bunden lagt, lyden var aldeles glimrende, og efter bifaldende klapsalver præsenterede Kent Thomsen koncertens første ”rigtige” nummer.
Plekterløst
”Det handler om hash, så er det sagt,” proklamerede Kent Thomsen, der så satte i med en fremragende version af Muddy Waters-nummeret ”Champagne and reefer”. Kent Thomsen hørtes her på rå vokal og på overfed spade, som han trakterede med plekterløst spil i bedste fingerpicking stil, og der blev flået fint i strengene, mens Rasmus Stenholm præsterede et passende, diskret akkompagnement.
Kent Thomsen spillede i det hele taget plekterløst under denne koncert, og lad det være sagt allerede her: Dén mand kan vride de mest fantastiske toner ud af enhver guitar, både når han spiller solo og/eller leadguitar, og når han slår akkorder an. Dette blev man også vidne til denne eftermiddag, hvor man ofte måtte vride sig i benovelse.
Og så blev Sahra da Silva præsenteret af Kent Thomsen med følgende bevingede ord: ”Weltklasse, meine Damen und Herren – Sahra da Silva!” Ind på de skrå brædder trådte så den yderst scenevante sangerinde, hvis gestik fra første færd understregede teksterne til de sange, hun sang, på bedste vis.
Desuden viste hun, at hun er i besiddelse af en afvæbnende humoristisk sans. Sahra da Silva præsenterede indledningsvis det første nummer, hun sang. Det var hendes eget nummer ”Bluesman” fra debutalbummet #blueswoman, der udkom sidste år (læs anmeldelse her).
Fraseringer
”Det drejer sig ikke om at have masser af penge. Det drejer sig om, hvorvidt man kan spille en blues-sang eller ej,” sagde Sahra da Silva og satte i med ”Bluesman”. Allerede her kom hun godt omkring med sin overbevisende, fine stemme, sine glimrende fraseringer og sit varierede sangforedrag.
Rasmus Stenholm fremturede på sit orgel med baspedalerne i sving, og Kent Thomsen bidrog med en fornem slide-guitarsolo. Tilmed havde Sahra da Silva hele koncerten igennem gang i diverse rasledyr. Under ”Bluesman” var det en tamburin, hun brugte som percussion-instrument, og det med god effekt. Og så hørte man desuden Kent Thomsen på kor.
Endnu en Sahra da Silva-sang fulgte, nemlig ”I wanna love you”, som både hun og den faste guitarist i hendes eget band – Alain Apaloo – er krediteret for. Kompositionen er et smukt, halvdæmpet nummer, der er farvet af et lille stænk soul. Her viste Sahra da Silva sans for klar, sødmefyldt vokal.
Dertil fik man et indfølt og intenst sangforedrag og indtrængende vokal, hvor hendes stemme fik frit løb. Hertil kom et lettere, tilsigtet abrupt orgel- og guitar-akkompagnement med god effekt, og så havde Kent Thomsen fed lyd på guitaren.
Entertainer
At Sahra da Silva også er en fin entertainer, der er god til at inddrage publikum, viste hun i forbindelse med det følgende nummer, der var ”Do I move you”, som er skrevet af Nina Simone. Nummeret blev skudt afsted med et tykt og effektfuldt guitararbejde ved Kent Thomsen.
Desuden opfordrede Sahra da Silva med glimt i øjet publikum til at synge med på kommando, og dét gjorde en veloplagt flok koncertgængere. Samme blev diverteret med diskrete, vokalunderstøttende orgeltoner ved Rasmus Stenholm og en fornem lille vellydende orgelsolo, der sad lige, hvor den skulle.
Sahra da Silva demonstrerede et fornemt vokalarbejde i Nina Simone-kompositionen, og det samme gjaldt i det følgende nummer, ”Do right woman, do right man”. Dette kom på gaden for første gang i 1967 i R&B- og soul-dronningen Aretha Franklins version på hendes album I never loved a man the way I love you.
Indledningsvis understregede Sahra da Silva, at der nu var et soul-nummer på bedding, og at ”what goes around comes around,” som oplæg til Aretha Franklins kønspolitiske sang, der blev sunget og spillet med bravur af eftermiddagens trio. Atter bemærkede man Sahra da Silvas tekstindholdsunderstregende gestik, fine kontakt til publikum og kapable brug af percussion.
Storswingende
Syvende og sidste nummer i trioens første sæt var Ike & Tina Turners ”I idolize you” fra duoens debutalbum fra 1961, The soul of Ike and Tina Turner. Nummeret var i eftermiddagens udgave aldeles storswingende, og Kent Thomsen spillede en forrygende, bister solo.
Desuden gik hans guitarspil fornemt i spand med Rasmus Stenholms orgelarbejde både her og i hele eftermiddagens første sæt i det hele taget. Sahra da Silva havde i dette sidste nummer atter godt fat i et percussion-instrument, og vokalt skete der sandelig ting og sager.
Sahra da Silva transformerede sig nemlig nærmest til en sprudlende udgave af Tina Turner, men dog med sin helt egen identitet og integritet, sine fraseringer og sin stemmepragt intakt. Intakt og formidabelt var også Kent Thomsens både single- og rytmeguitarspil hele første sæt igennem, hvor begge dele sad lige i skabet, og dette blev videreført i andet sæt.
Vokalt set kom Sahra da Silva virkelig godt op at ringe, men i første sæt fik hun dog ikke vist hele sin stemmes register. Der var et gear mere at lege med. Imidlertid var der masser af smil og grin på scenen hele første sæt igennem. Der var godt tag i publikum, og Sahra da Silva og Kent Thomsen demonstrerede deres tæft for selvironi – også senere på eftermiddagen.
Dette kom blandt andet til udtryk i en befriende dellesnak i eftermiddagens andet sæt med glimt i øjet og veludfoldet humoristisk sans, og det er overvejende sandsynligt, at mangen en delle blev rystet af grin blandt publikum i denne forbindelse. Første sæt sluttede klokken 15.46, og så var det tid til en musikerpause.
Lifligt
Andet sæt begyndte som det første med kun Kent Thomsen og Rasmus Stenholm på scenen. De lagde ud med et lifligt Rasmus Stenholm-arrangement af den traditionelle ”House of the rising sun”, der naturligt nok havde organisten i solistrollen, mens Kent Thomsen spillede rytmeguitar. Rasmus Stenholms til tider Thomas Koppel-agtige toner drev nummeret frem med stadig stigende intensitet, inden han lod tempo og lydniveau dale i en jazzet afslutning.
Sahra da Silva kom tilbage og introducerede nu Willie Dixons ”My babe”. Nummeret er også at finde på #blueswoman-albummet, men hvor da Silva dér har tilført sangen et caribisk rytme-element, blev den i Vejle leveret i en luskende, listig version, der lænede sig mere op ad Little Walters original. Kent Thomsens fede, spændstige guitarsolo og Rasmus Stenholms ditto på orglet blev afløst af publikums taktfaste klappen mod nummerets afslutning.
Var ”My babe” helt traditionel Chicago blues, blev grænserne prøvet mere af med den næste sang, som var Bob Dylans ”Make you feel my love” (indspillet på Dylans Time out of mind-album fra 1997, men faktisk først givet til Billy Joel og udsendt på dennes Greatest hits volume III tidligere samme år). Arrangementet var meget dæmpet; Rasmus Stenholm lagde bunden under Sahra da Silvas stemme med atmosfæriske lydflader, og Kent Thomsen supplerede med let strumming.
Så brød Thomsen ud i en diskret, vibrato-fyldt guitarsolo, Rasmus Stenholm tog elegant over, og Sahra da Silva sang nummeret hjem ledsaget Kent Thomsens blide guitar-licks. En fin og enkel, spartansk version.
Blandede bolsjer
Som nævnt var sætlisten en pose godt blandede bolsjer, og efter Dylan-balladen kastede trioen sig nu ud i ”Dark is the night (part I)”, udsendt af B.B. ”Blues Boy” King and his Orchestra, som der stod på 1956-singlen. Sangen var i typisk B.B. King-stil, jump- og swing-baseret blues, og selv om Sahra da Silva ikke havde et decideret orkester i ryggen – her som under hele koncerten var Rasmus Stenholm på overarbejde i rollerne som både solist og rytmesektion – var der masser af pondus i lyden samt såvel en skarp guitarintro som en herlig solo af Kent Thomsen.
Nu blev det så atter Kent Thomsens tur til at agere forsanger, nemlig i gospelnummeret ”Stand your test in judgement”. Sangen er en Kent Thomsen-koncertfavorit og findes også på Thomsen-Nello-Hansens album Three chords & the truth (2013), hvor den er tilskrevet Big Bill Broonzy, om end Broonzy ikke var bleg for at erkende, at den havde rødder tilbage i slavetiden.
Der var ingen slaver i Vejle denne eftermiddag, men derimod et publikum, som ganske frivilligt lod sig sætte i arbejde med at synge kor over for Kent Thomsens stærke, raspende stemme sammen med en sprælsk Sahra da Silva. Humøret var højt både på og foran scenen, og hvor det dog klædte en gospelsang med noget orgel!
Slow blues-balladen ”Married to the blues”, indspillet af blandt andre Shemekia Copeland, fulgte. Her slap Sahra da Silva momentvis vokal-orkanen løs, men først og fremmest var det et smukt nummer, der også bød på smagfuldt, melodisk solospil af Kent Thomsen.
Temposkift
Endnu et temposkift blev indvarslet af et brøl fra Sahra da Silva, som således annoncerede det ordinære sæts sidste nummer. Dorothy LaBostries ”Don’t mess with my man” – gjort kendt af Irma Thomas – kom lidt luntende fra start, men det var alligevel svært ikke at blive begejstret af dette livlige R&B-nummer.
Og publikum kvitterede da også med stående applaus til Kent Thomsen, Sahra da Silva og Rasmus Stenholm, som pligtskyldigt leverede det ønskede ekstranummer. Først måtte Sahra da Silva dog lige på det kraftigste opfordre tilhørerne til at opsøge sangerinden Big Maybelles indspilninger – en opfordring, som Bluesnews.dk kun kan sekundere – thi det var netop Big Maybelle, der sang ”One monkey don’t stop no show” på b-siden til sin mest kendte single, ”Whole lotta shakin’ goin’ on”.
”One monkey don’t stop no show” udnyttede fornemt Sahra da Silvas styrker som rhythm & blues-sangerinde. Hun gav den dels som listigt fortællende chanteuse, dels som brølende og bramfri blues-mama. Rasmus Stenholm supplerede med en brusende orgelsolo, og Kent Thomsen satte trumf på med den lækreste string-bending i sin guitarsolo.
Temmelig præcist klokken 17 kunne Kent Thomsen & Friends således efterlade gæsterne hos Bluesforeningen Crossroads berusede af fed musik og særdeles tilfredse med at have været vidner til – og deltagere i – denne enkelt- og enestående koncertbegivenhed.