Tekst: Peter Widmer
Allerede den 27. juli 2021 publicerede Bluesnews.dk et par ord om ovenævnte koncert i en foromtale af efterårsprogrammet 2021 hos den vejlensiske bluesforening Crossroads (læs mere her). På daværende tidspunkt var line-up til den pågældende koncert ikke kendt. Den eneste musiker, der var sikker, var Kent Thomsen.
Bluesnews.dk skrev følgende sidst i juli i år, som angivet ovenfor:
”Den 7. november er der igen koncert med ”Kent Thomsen & Friends”, hvor den fabelagtige guitarist, sanger og sangskriver Kent Thomsen samler gode og hyperkompetente musikalske venner og bekendte til en unik koncert, der aldrig vil blive gentaget (læs for eksempel her).”
”Faktisk er det totalt ligegyldigt, hvem Kent Thomsen sætter på plakaten, for supergodt bliver det med garanti. Så trods det, at line-up er ukendt i skrivende stund, kan man roligt sætte kryds i kalenderen ved 7/11/2021 og gøre sig klar til en enestående aften i de blå toners tegn med Kent Thomsen & Friends.”
”Bluesnews.dk vender tilbage til denne koncert, så snart line-up er kendt.”
Intimkoncert
Det er line-up så nu, og samme bliver: Sahra da Silva som solist på vokal, Rasmus Stenholm på orgel og kapelmester Kent Thomsen på guitar. Det er tre interessante musikpersonligheder, der under Kent Thomsens kyndige ledelse tropper op for i fællesskab at give publikum en unik musikoplevelse.
Deres koncert bliver nemlig en engangsforestilling og vil aldrig blive gentaget. Til gengæld får man her en helt unik lejlighed til at opleve de tre kunstnere helt tæt på – sammen og hver for sig – med hver deres bidrag til deres fælles musikalske produkt, som et langt stykke hen ad vejen vil blive skabt på stedet.
Hvis man vil vide, hvad repertoiret bliver, holder kapelmesteren Kent Thomsen kortene tæt ind til kroppen. Imidlertid er der en overvejende sandsynlighed for, at grundelementerne kommer til at bestå af masser af blå toner i alle mulige herlige afskygninger, for de tre musikere stiller tilsammen med masser af erfaring.
Således har de gennem lange, og længere, musikerliv bevæget sig omkring i mange forskellige genrer og har således hver for sig opbygget et imponerende og indgående kendskab til både Chicago blues, andre subgenrer af blues, soul, rhythm & blues, jazz, eksperimenterende rock, verdensmusik og sågar også gedigen popmusik.
Forrygende
Det er tre garvede musikere, der her mødes, hvoraf det kvindelige element, sangerinden Sahra da Silva, er den yngste. Trods dette har hun gennem flere år været på en lang musikalsk rejse, der blandt andet har bragt hende omkring i genrer som soul, blues og jazz. Blandt andet har hun indspillet med Mike Andersen og The Cornbread Project.
Endvidere har hun stået på scene med den internationalt anerkendte danske jazz-saxofonist Simon Spang-Hanssen og hans store ensemble Café Central. Desuden kom hendes førte reelle blues-cd på gaden i sommeren 2020 (læs anmeldelse her).
På en scene er Sahra da Silva en forrygende oplevelse, om det så er med hendes eget band eller som en del af andre projekter (læs for eksempel her og her. Hendes musikalske meritter kan man for eksempel orientere sig yderligere om her. Læs endvidere mere om Sahra da Silva her).
Tangentmand
Rasmus Stenholm er en tangentmand af de store, og så sværger han til det tunge og vægtige Hammond B3-orgel. Imidlertid spiller han også klaviaturinstrumenter. Dét gør han så godt, at han i årevis har været en yderst efterspurgt musikerskikkelse på den diverterede danske musikscene.
Han har i dén forbindelse været så godt som hele musikkompasset rundt og har endvidere en lille håndfuld glimrende, mangeartede cd’er bag sig i eget navn. Rasmus Stenholm har desuden haft sin egen bluesjazz-trio, der foruden Rasmus Stenholm selv bestod af ingen ringere end superguitaristen Uffe Steen og den mere end habile og alsidige trommemand Morten Ærø.
Rasmus Stenholm har ydermere spillet med en hob af andre prominente musiknavne inden for diverse genrer. Således har han turneret med det sejlivede, fremtrædende og DMA-nominerede blues- og rootsrock-band Trouble Cats. I efteråret 2020 blev Rasmus Stenholm fast medlem af det DMA-vindende blues- og soul-orkester Grarup Allstars.
På det seneste har Rasmus Stenholm blandt andet kunnet opleves med guitaristerne Perry Stenbäck og Uffe Steen med flere (læs her. Læs mere om Rasmus Stenholm her).
Kapelmester
Kapelmesteren ved koncerten hos Bluesforeningen Crossroads søndag den 7. november med start klokken 15 er ingen ringere end legendariske Kent Thomsen. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Kent Thomsen har været på banen i flere årtier og blev overvældet af de blå toner næsten allerede fra barnsben af, mens han tullede omkring på Varde-egnen.
Da han først i 1970’erne fik en guitar mellem hænderne, var hans musikalske skæbne beseglet. Det var dét instrument, han ville udforske og blive rigtig god på, selv om han havde forsøgt sig på både mundharpe og klaver. Og rigtig god på guitaren blev han. Faktisk blev han så god, at han i Chicago spillede med flere fremtrædende bluesfolk.
Og professionel musiker blev Kent Thomsen. Blandt andet spillede han med selveste Peter Belli i en årrække, men han dannede også sine egne orkestre, så som Kent Thomsen & the Rich Ones og senere Kent Thomsen & de Dyre Drenge. Sidstnævnte udsendte en ren perle af en dansksproget blues-cd, Så’n er dét, i 2012.
Gennem årene musicerede han i det aarhusianske natteliv også med mundharpemanden og vokalisten Henrik Hansen (Trouble Cats, Mojo Hands med mere) og bassisten Niels Nello Mogensen i den skattede halv-akustiske bluestrio Thomsen-Nello-Hansen, der i 2013 fik en glimrende oldschool Chicago blues-cd på gaden med titlen Three chords and the truth (læs for eksempel her).
Energi
På det seneste har Kent Thomsens energi været centreret om bandet Kent T. & the Delta Grinders, der gav en forrygende debutkoncert i efteråret 2020 (læs her).
Søndag den 7. november i år vil Kent Thomsens musikalske energier være fuldt koncentreret om og fokuseret på eftermiddagens projekt Kent Thomsen & Friends, og der er ingen tvivl om, at alle tre musikere vil sætte alle sejl til for at give publikum alt, hvad den kan trække i de blå toners tegn med et godt stænk af soul. Det bliver en spektakulær koncert.
(Læs mere om Kent Thomsen her. Læs også mere om koncerten med Kent Thomsen & Friends søndag den 7. november klokken 15, om billetkøb med mere på hjemmesiden for Bluesforeningen Crossroads i Vejle her).