Koncertanmeldelse: Monster Mike Welch, Bygningen, Vejle

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Forårssæsonen blev afsluttet med manér hos Bluesforeningen Crossroads i Vejle søndag den 28. april. Her kunne Crossroads fejre sit 25-års jubilæum, og det skete dels med en reception i kulturhuset Bygningen, dels med en aldeles udsolgt koncert samme sted.

Det er heller ikke for meget sagt, at det var en af verdens bedste nulevende bluesguitarister, der stod for musikken. Amerikanske Monster Mike Welch har i næste måned chancen for at vinde sin tredje Blues Music Award, når The Blues Foundation deler priser ud i Memphis, Tennessee. Og han har gennem de sidste tredive år cementeret sin plads i forreste geled, når det gælder moderne elektrisk blues.

Fokuspunkt

Monster Mike Welch var sidste gang i Danmark i 2023, hvor han var featured gæst hos Danielle Nicole og hendes band på Blues Heaven Festival i Frederikshavn (læs her). I Bygningen var Welch det ubestridte fokuspunkt.

Han blev bakket op af et europæisk band bestående af Fabrice Bessouat på trommer (ham har vi tidligere set i Danmark sammen med blandt andre Welch, Kirk Fletcher og Alabama Mike), Damien Cornelis på orgel og klaver (tidligere set med for eksempel Fred Chapellier og Alabama Mike) og Erkan Özdemir på bas, en mangeårig ven af det danske bluesmiljø, som har optrådt i utallige sammenhænge.

De gjorde det rigtig glimrende; Fabrice Bessouat spillede med dejligt swing, og Erkan Özdemirs groovy basspil var en fornøjelse at både se og høre. Damien Cornelis blev tildelt flere soloer og løste opgaven solidt både på orgel og elklaver, men det var som nævnt Mike Welch, der løb med det meste af opmærksomheden. Han strøede simpelthen om sig med fede guitarsoloer, spillet med pågåenhed, ekvilibrisme, smagfuldhed, et ubesværet flow og en lækker tone.

Rigelige prøver

Monster Mike Welch er aktuel med albummet Nothing but time – netop det album, der som nævnt ovenfor har bibragt ham en Blues Music Award-nominering i kategorien Traditional Blues Album – og koncerten bød på rigelige prøver herfra. Faktisk spillede Monster Mike Welch og bandet hele tolv af pladens fjorten skæringer, inklusive de tre covernumre ”I me mine” (George Harrison), ”Ten years ago” (Buddy Guy) og ”Kind hearted woman blues” (Robert Johnson).

Mike Welch er dog selv en glimrende sangskriver, og resten af repertoiret var hans egne kompositioner. Han stampede først ”Walking to you baby” i gang, og allerede her fik vi de første to fremragende guitarsoloer.

Stilmæssigt blander Monster Mike Welch Chicago blues, West Coast blues og Texas blues til et energisk potpourri af moderne elektrisk blues med klar fornemmelse for musikkens rødder. Hvor åbningsnummeret var en aggressiv, Chicago-påvirket sag, var ”I ain’t sayin’” en mere adstadigt luntende shuffle, mens den livlige ”Offswitch blues” trak på Texas boogie med et let latin-swing i Fabrice Bessouats trommespil.

Sjælfulde

”I me mine” fremhævede de betydelige sjælfulde aspekter af Monster Mike Welchs vokal, og tillige bemærkede man Erkan Özdemirs fede, cremede baslinjer. Næsten-titelnummeret fra det aktuelle album, ”I’ve got nothing but time”, fulgte, inden en flænsende guitar-solopassage indledte ”Ten years ago”. Den udartede til en decideret guitaropvisning, som blev matchet af en passioneret vokalpræstation af Mike Welch. Suverænt!

Første sæt blev lukket med en swingende jump blues i form af ”Jump for joy”, hvor Erkan Özdemir spillede walking bass under Damien Cornelis’ orgelsolo. Og tiden var fløjet af sted i et sæt uden overflødigt fedt – der var simpelthen ingen svage øjeblikke, og Monster Mike Welch virkede veloplagt og oprigtigt begejstret for at være tilbage i Bygningen.

Afveget

I begyndelsen af anden sæt blev der for første gang afveget fra Nothing but time-albummet. Freddie Kings instrumentale ”The stumble” havde Monster Mike Welch spillet i Vejle ved en tidligere lejlighed (KingBee’s King Thing i 2012), og den fik vi nu igen. Herefter var det tilbage til Nothing but time-repertoiret med ”Hard to get along with” (med en sublim guitarsolo) og den dæmpede “Time to move”.

Her spillede Monster Mike Welch først ringlende, twangy leadguitar og derefter plukkende akkompagnement til Damien Cornelis’ orgelsolo, inden han selv tog over med en atmosfærefyldt guitarsolo. Alt blev opnået med enkle virkemidler; her var intet batteri af guitarer som hos en Joe Bonamassa, blot én guitar og én pedal.

Shuffle-bluesen ”Cryin’ hey!” – et nummer, der stammede tilbage fra 2005-albummet af samme navn – fulgte, og her markerede Damien Cornelis sig med en fin klaversolo. Endnu mere prominent var Cornelis på Texas boogie-nummeret ”Losing every battle”, hvor han leverede en fed orgelsolo.

Soul’et

Et soul’et instrumentalnummer, ”Afraid of my own tears”, rundede det regulære andet sæt af. Erkan Özdemir brillerede på bassen, og Monster Mike Welchs ene streng måtte opgive ævred under guitaristens solo.

Heldigvis var Vejles Bjarne Rask klar med en frisk guitar (så blev det alligevel nødvendigt!), og den kunne Monster Mike Welch benytte på en flot solofremførelse af Robert Johnsons ”Kind hearted woman blues”.

På dette ekstranummer luftede Welch endda sin falset, og det gjorde han rigtig udmærket. I det hele taget er Mike Welch en ferm vokalist med en klar diktion, en varm glød og en fin, subtil vibrato.

Bandet sluttede sig til på den allersidste ”Palm of her hand”, et rock’et og let surf-præget nummer fra det tidlige album Axe to grind (1997).

Med søndagens eftermiddagskoncert viste Monster Mike Welch sig endnu en gang som noget af det bedste, den traditionelle urbane blues har at byde på i dag: stilig, engageret, sympatisk og teknisk formidabel. Ham skal man unde sig selv at se og høre, hvis man får chancen.