Ny supergruppe debuterer i april

Kenn Lending og Henrik Hansen
Foto: Frank Nielsen

Som Bluesnews.dk skrev tilbage i januar, er der flere spændende nye blues-konstellationer, der ser dagens lys for tiden (læs her). En af dem er supergruppen Silver & Blue.

I årene 2017 og 2018 spillede den aarhusianske trio Thomsen-Nello-Hansen og Kenn Lending Blues Band mere end 20 dobbeltkoncerter, hvor højdepunktet var en finale med begge bands samtidig på scenen.

Dette overflødighedshorn af solister og sangere sammen var så stor en succes og samtidig så sjovt for de medvirkende, at da ideen med dobbeltkoncerterne havde udspillet sin rolle, lå det lige til højrebenet at fortsætte netop den del – i et helt nyt orkester!

Dynamik

Niels Nello Mogensen og Rasmus Stenholm
Foto: Frank Nielsen

Den dynamik, der opstår, når tre sangere er i samme band, er helt speciel. Der bliver hygget og drillet gensidigt respektfuldt, og inspirationen og det musikalske udtryk ender knivskarpt; ingen vil lade nogen noget tilbage at ønske.

Og når en sanger ”kun” synger ca. 1/3 af repertoiret, kan han vælge de allebedste fra listen og samtidig profilere sit udtryk i forhold til de to andre. Og det var netop, hvad der skete under dobbeltkoncerterne.

Og præcis hvad der sker i Silver & Blue.

Musikken er først og fremmest the blues, og bandet og de tre frontfigurer kommer hele vejen rundt i deres fortolkninger af både gamle klassikere og egne kompositioner.

Silver & Blue er:

Kenn Lending
Foto: Jakob Wandam

Kenn Lending (guitar, vokal): Et af Danmarks største bluesnavne de sidste 40 år. Grundlaget for Kenn Lendings karriere blev lagt i 1978, da han mødte den amerikanske bluespianist og -sanger Champion Jack Dupree. Sammen dannede de duo indtil Duprees død i 1992 og nåede at spille over 1.000 koncerter i 35 lande og stater i Europa, Afrika, Canada og USA.

Kenn Lending Blues Band kunne i 2015, med 10 pladeudgivelser i bagagen, fejre 35-års jubilæum, og Kenn har i tidens løb spillet med bl.a. Memphis Slim, Louisiana Red, Luther Allison, Aron Burton, Lillian Boutté, Bobby Rush og ikke mindst The Band, hvor Kenn Lending kan høres på deres album fra 1996 High on the hog.

Henrik Hansen
Foto: Frank Nielsen

Henrik Hansen (mundharpe, vokal): Henrik er Danmarks måske bedste blues-mundharpespiller og en inspirator for de fleste bluesharpe-folk her i landet. Her mødes bluespower og stor musikalsk smag.

Henrik Hansen er ud af Aarhus’ eksplosive bluesmiljø tilbage i slut-80’erne. Sammen med Kent Thomsen og Niels Nello Mogensen og især Trouble Cats var Henrik og bandet en af de bærende kræfter dér.

Og Trouble Cats er stadig flyvende med 4 album i bagagen.

Henrik har spillet og indspillet med bl.a. Poul Krebs, Henning Stærk og Johnny Madsen.

Niels Nello Mogensen
Foto: Frank Nielsen

Niels Nello Mogensen (bas, vokal): Niels Nello Mogensen har musikalsk været hele vejen rundt. Han startede i 1980 i Danmarks første punk-band Lost Kids.

Sidst i 80’erne mødte Nello the blues og bl.a. Henrik Hansen i Aarhus’ smeltedigel, og de to spillede sammen med Kent Thomsen & the Rich Ones og senere som trio i T-N-H.

Niels Nello Mogensen kom derefter med hos Johnny Madsen i 1996, som han stadig spiller med. Han var med til at danne Grarup Allstars og spiller i dag også med Big Creek Slim og Peter Nande. Han har turnéret med bl.a. Blues Lights m. Barrelhouse Chuck fra Chicago og senest med amerikanerne Ron Hacker og Hook Herrera.

Rasmus Stenholm
Foto: Frank Nielsen

Rasmus Stenholm (orgel, klaver): Rasmus spiller også med i Kenn Lending Blues Band og var et must til dette band. Rasmus Stenholm er en superdygtig og virtuos musiker med tre solo-udgivelser på cv’et. Rasmus’ orgelspil beskrives af anmelderne som ”hæsblæsende og virilt og med stor styrke … Stenholm spiller så fuglene synger, man rives med … Det er groovy, fermt og svedigt swingende …”

Per Kolling
Foto: Frank Nielsen

Per Kolling (trommer): Råswingende trommerslager også med dybe rødder i det aarhusianske bluesmiljø, bl.a. sammen med Niels Nello Mogensen i Kent Thomsen og de Dyre Drenge og senest med amerikanske Ron Hacker. Mangeårig trommeslager med bl.a. Ester Brohus, Thera Hoeymanns, På Slaget 12 og senest med multitalentet Jacob Venndt. Pers fantastiske trommelyd medvirker desuden på en lang række cd’er i vidt forskellige genrer.

Silver & Blue debuterer fredag den 26. april 2019 på Café Ludvig Sorø. Dagen efter spiller de i Frederikshavn i Det Musiske Hus.