Perfekt Heartland-koncert af Van Morrison

Tekst: Jakob Wandam

Heartland Festival, der i år fandt sted den 31. maj-2. juni, havde optimale vilkår. Ikke blot dannede området omkring Egeskov Slot på Fyn som altid en smuk ramme for Heartland, solen skinnede også fra en skyfri himmel og bragte temperaturen op over de 30 grader.

I et alsidigt program, der bød på navne som C.V. Jørgensen, The The, Rag’n’Bone Man, Patti Smith og Slowdive, havde Bluesnews.dk’s blik fæstnet sig ved Van Morrison. Den nordirske legende, hvis musik altid er vanskelig at rubricere, for så vidt at han blander soul, rock, folk, blues, jazz, gospel, country m.m., har i den seneste tid udsendt plader med stærkt bluespræg (læs mere her), og derfor var Bluesnews.dk troppet op uden for Kværndrup fredag den 1. juni med skribent og fotograf.

Humørsyg

Van Morrison er notorisk humørsyg, og hans pendulerende sindstilstand siges at gøre forskellen på mesterlige koncertoplevelser og fåmælte, kortvarige sæt. Det var derfor et dårligt varsel, da Bluesnews.dk’s fotograf kort inden koncerten blev forvist fra fotograven, idet hr. Morrisons people halvanden time tidligere havde meddelt, at hr. Morrison ikke ønskede fotografer foran scenen overhovedet. Heartlands egne fotografer kunne allernådigst få lov til at tage et par skud.

Stjernen selv ankom på bagsædet af en sort Mercedes, der kørte ham helt frem til trappen op mod scenen, og så kunne Van Morrison ellers gøre sin entre formummet bag solbriller, hat og saxofon.

Nu kom så det spændende øjeblik, hvor man skulle finde ud af, om han var rasende eller i godt humør. Det var dog lettere sagt end gjort, for Van Morrison er ikke den type performer, der springer rundt på scenen eller fylder publikum med anekdoter. Faktisk stod Van Morrison ret op og ned det meste af tiden og talte overhovedet ikke til publikum, før koncerten var ved at være slut.

Vitalitet

Sådan kan han imidlertid være uanset humør, så skulle man bedømme ham ud fra musikkens vitalitet – og det skal man – var han i topform denne fredag på Heartland.

Med sit seksmands backingband lagde Van Morrison ud med Eddie ”Cleanhead” Vinsons jump blues ”Hold it right there”, som Morrison har indspillet sammen Joey DeFrancesco på det netop udgivne album You’re driving me crazy.

På Heartland optrådte Van Morrison sammen med musical director Paul Moran på keyboard, Hammondorgel, trompet og kornet, Teena Lyle på vibrafon, percussion, kor m.m., Dana Masters på vokal, Mez Klough på trommer, Paul Moore på el- og kontrabas og Dave Keary på guitar.

Det tyve numre lange sæt bestod primært af et par numre fra de nyeste to plader (Versatile (2017) og You’re driving me crazy (2018)) og ellers perler fra bagkataloget. De blev leveret af et ualmindelig tight spillende band, som fandt den helt rigtige balance mellem elegant jazzfrasering, swingende blues-feeling, melodisk soul og himmelske gospeltoner.

Ulastelig timing

Lyden på festivalpladsen var fremragende, og musikerne spillede med ulastelig timing. Instrumentalsoloerne var koncise og smagfulde, hvad enten det var fuldfede lækkerier fra Paul Morans Hammondorgel, krystalklare trompet- eller kornettoner, drilske vibrafonstykker af Teena Lyle eller Dave Kearys subtilt swingende rhythm & blues-guitarpræstationer.

Midt i det hele stod Van Morrison med en perfekt vokal, hvis styrke og timing ikke virkede spor formindsket af en 72 år gammel fødselsattest og en lang karriere i musikkens tjeneste. Han sang med sin karakteristiske varme glød, en lille snert af keltisk folkemusik og masser af swing.

Han blev sekunderet af en smukt syngende Dana Masters, som ikke blot var korsangerinde, men også på flere numre delte leadvokalen med Morrison eller harmoniserede over bandlederens sanglinjer.

Bagkataloget

Som en anden Bob Dylan holder Morrison liv i bagkataloget ved at omarrangere sangene og fremhæve forskellige af deres bestanddele. P.t. er det især swing-elementet i musikken, der forstærkes, og således blev publikum trakteret med friske, spændstige versioner af gamle travere som ”Crazy love”, ”Have I told you lately?” og ”Brown eyed girl” – sidstnævnte med støtte fra et ivrigt syngende festivalpublikum.

Van Morrison selv diverterede med glimrende altsaxofonspil, ofte i smukt samspil med Moran på trompet eller kornet. Især på nummeret ”Magic time” (oprindeligt fra albummet med samme titel (2005) og også indspillet på You’re driving me crazy) var Morrisons solo aggressiv og ukonventionel, en spejling af hans scattende, improvisatoriske sangstil.

Indimellem greb Van Morrison i stedet til mundharpen, og det var ikke overraskende i koncertens mest bluesprægede forløb. Blandt andet blev det til et fremragende medley af ”Baby, please don’t go”, ”Don’t start crying now”, ”I’m movin’ on” og ”Got my mojo working”. Dét tog virkelig kegler!

Særlig plads

På ”Vanlose stairway”, der altid vil have en særlig plads i danske lytteres hjerter, satte Van Morrison sig til klaveret. Også her var hans sammenspil med Paul Moran – nu på orgel – forbilledligt, og Morrison blev så grebet af sangens gospelstemning, at man kunne se ham sjældent animeret, stående over klaverbænken, mens han hamrede i tangenterne.

Alle bandmedlemmer fik deres øjeblikke i spotlyset. De fleste soloer gik meget naturligt til orgel, guitar og blæsere, mens f.eks. Mez Klough bag trommerne og Paul Moore på bassen holdt en lavere profil. Men den opmærksomme lytter bemærkede deres lydhøre og elegante spil, og de fik da også hver især soloindslag hen imod koncertens slutning på ”Brown eyed girl” og ”Moondance” – sidstnævnte også med et kortvarigt fokus på den glimrende slagtøjsspiller Teena Lyle.

Her takkede Van Morrison publikum – første gang, han overhovedet adresserede tilhørerne – og forlod scattende scenen, mens bandet spillede videre. Og selvfølgelig måtte han også frem igen og modtage folkets hyldest, denne gang bevæbnet med mundharpen, som straks satte i med Thems britiske bluesklassiker ”Gloria”.

Perfekt komponeret

Dermed afsluttedes et perfekt komponeret koncertsæt, der aldrig nogensinde blev kedeligt, og som fremhævede mange af de bedste kvaliteter i Van Morrisons musik. At det tilmed fandt sted på baggrund af en sommerdag, hvor Sydfyn viste sig fra sin smukkeste side, gjorde naturligvis ikke oplevelsen mindre.

Det er simpelthen umuligt at pege på noget ved denne koncert, der burde have været gjort anderledes.

Van Morrison forsvandt straks ud i Mercedes’en, der ventede med motoren kørende, men selv om han var hurtigt væk, vil han og hans fremragende band næppe blive glemt af Heartland-publikummet lige foreløbig.