The Beefeaters genopstår

The Beefeaters anno 2018: Torben Guldager Rasmussen, Morten Kjerumgaard Reumert, Rune René Hansen, Frederik Schnoor
Foto: Søren Schnoor

Tekst: Jakob Wandam

Den 3. november 2018 på Halmtorvet 9 i København indledes en koncertrække med den danske bluesrock-gruppe The Beefeaters.

Bandet blev dannet i 1964, og efter nogle år med skiftende besætninger indspillede gruppen, der nu havde den navnkundige bluessanger og –guitarist Peter Thorup i front, debutalbummet Beefeaters i 1967.

Ud over Thorup bestod The Beefeaters på dette tidspunkt af Morten Kjerumgaard Reumert på orgel, Flemming ”Keith” Volkersen på bas og Erling ”Mozart” Madsen på trommer. Sidstnævnte blev erstattet af Max Nhuthzhi, inden The Beefeaters i 1969 udsendte album nummer to, Meet you there. Her medvirkede ingen ringere end Alexis Korner, en af hovedkræfterne bag det britiske blues-boom.

Povl Dissing

The Beefeaters arbejdede også sammen med Povl Dissing og var blandt andet backinggruppe på dennes skelsættende plade Dissing (bedre kendt under den uofficielle titel Nøgne øjne), der ligeledes udkom i 1969.

Gruppen krediteres for at have spillet en stor rolle i indførelsen og udbredelsen af rhythm & blues i Danmark, og da navne som Cream og Jimi Hendrix gjorde bluesrocken psykedelisk, fulgte The Beefeaters trop. Bandet blev nu anset for et af de førende og mest betydningsfulde navne på 1960’ernes hjemlige syrerock-scene.

Men kort efter udgivelsen af Meet you there forlod Peter Thorup The Beefeaters og Danmark til fordel for en karriere i Alexis Korners band i England. The Beefeaters fortsatte i nogle år, blandt andet med Ole Fick som frontfigur, men bandet blev opløst i 1971.

Genopstår

Nu genopstår The Beefeaters imidlertid med Morten Kjerumgaard Reumert som det eneste tilbageværende medlem fra gruppens guldalder (Peter Thorup gik bort i 2007). Med sig har han to medlemmer af Freddy and the Phantoms, sanger og guitarist Frederik Schnoor og trommeslager Rune René Hansen, samt Torben Guldager Rasmussen fra Wrong Side of Vegas på bas.

The Beefeaters anno 2018 vil spille et antal koncerter med udgangspunkt i musikken fra de to studiealbum. Den første koncert finder som sagt sted den 3. november på Halmtorvet 9 i København, og den 9. november optræder The Beefeaters i Huset i Hasserisgade i Aalborg.

Disse og yderligere koncerter vil kunne ses i Bluesnews.dk’s koncertkalender, efterhånden som de annonceres.