Trainman Blues lukkede og slukkede i Vollsmose Kulturhus

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Torsdag den 23. november blev den allersidste torsdagskoncert afholdt i Vollsmose Kulturhus i Odense, der lukker med årets udgang. Der blev dog sluttet af med manér, takket være bluesbandet Trainman Blues.

Trainman Blues er et nyt projekt, som er skabt af den herboende irske sanger, guitarist og sangskriver Richard Farrell og bassist, sangskriver og producer Laust ”Krudtmejer” Nielsen, der nok af mange kendes fra utallige koncerter på Mojo Blues Bar i København.

Guitaristen Ronni Boysen, der blev kåret som Årets Danske Bluesnavn i 2013, og Thomas Crawfurd, kendt som trommeslager i Fried Okra Band, runder kvartetten af.

Originalt

De fire stod på scenen i Odense-forstaden kl. 20, klar til at præsentere de 35-40 fremmødte publikummer for deres version af bluesmusikken. Og det skulle vise sig at være et ret originalt livtag med genren.

Musikken blev i høj grad båret af Richard Farrells eminente stemme. Han synger med en flot fylde og en imponerende spændvidde, der ubesværet bevæger sig fra mørke, operatiske toner til falset, fra det raspende over en kontrolleret vibrato til det nasale.

Hvis man kan forstille sig et sted mellem Adam Levine fra Maroon 5 og Hugh Laurie – skuespilleren, der udgav nogle fine New Orleans-bluesplader for et par år siden – er man ved at have placeret Richard Farrell.

Særlig stemning

Den første stemme, man hørte, var dog ikke Richard Farrells, men en knitrende optagelse af en talende røst som fra en gammel radio. Så satte Crawfurds let march-agtige trommer ind, og scenen var sat for singlen ”Out of dust” og den helt særlige stemning i Trainman Blues’ musik.

Bandet spillede en luftig, atmosfærisk blues, der kombinerede genrens traditionelle tonesprog med surf, latin, swing, gospel, garage, soul og solide doser af jazz.

Laust Nielsen styrede slagets gang med sit melodiske og præcise basspil, og Thomas Crawfurd viste sig som en uhyre elegant trommeslager, der satte sit klare præg på musikkens udtryk, men aldrig satte sig unødvendigt i centrum.

Manøvrerum

Det gav en masse manøvrerum for Farrells vokal og ikke mindst for Ronni Boysen, der dryssede sin guitar-magi ud over sangene.

Han spillede vanen tro med udsøgt bluesfornemmelse, timing og elegance – økonomisk og swingende på den dér old school-måde, der giver mindelser om bigbands, jump blues, T-Bone Walker og B.B. King.

Boysen kan sin blues, men hele tiden holdt han publikum på stikkerne med sin opfindsomhed og sine små jazzede krøller og finurligheder.

Velvalgte

Repertoiret i Vollsmose var en blanding af egne numre fra Trainman Blues’ kommende album (forventet udgivelse den 15. marts 2018) og velvalgte covernumre.

Af gruppens egne sange bød første sæt – ud over ”Out of dust” – på den latin-influerede ”Sit and practice”, den swingende ”With open hands”, den afdæmpede ”The wind will blow me home” samt den atmosfæriske ”Tree of life”.

Desuden gav Trainman Blues en jazzet, jumpy version af St. Louis Jimmys ”Going down slow”, Tom Waits’ ”Chocolate Jesus” med gospel-feel og Little Walters “Nobody but you” som swingende Chicago blues.

Chicago-orienteret

Andet sæt lagde ud med Trainman Blues’ egen “Wholesome treat”, som fik en helt speciel surf-lyd via Ronni Boysens brug af bottleneck og whammy bar.

Herpå fulgte en smukt melodisk fortolkning af guitar-evangelisten Rev. Gary Davis’ ”I heard the angels singing”, ifølge Richard Farrell inspireret af Eric Bibbs indspilning.

Efter den kommende single ”Skulls, crosses and bones” tog Trainman Blues fat på en mere Chicago-orienteret sektion af koncerten, begyndende med en herligt traditionel version af Muddy Waters’ ”Blow wind blow”.

Muddys konkurrent Howlin’ Wolf stod bag de næste to numre, ”Smokestack lightnin’” og ”300 pounds of joy”, og begge blev serveret med stærk Chicago-energi.

Eksplosivt

Især den førstnævnte nød godt af eksplosivt guitarspil fra Ronni Boysen, men også Richard Farrell viste – hér og flere andre gange – at han er en glimrende instrumentalist.

Sidste nummer på den ordinære sætliste var ”Hard times” – ikke Ray Charles’ klassiker, men en flot, soul’et blues med ekko-vokal af Farrell og en B.B. King-lignende guitarsolo fra Ronni Boysen.

Publikum i Vollsmose var i øvrigt gode til at klappe ad soloerne, og Trainman Blues nød i det hele taget god opbakning ved koncerten, der var præget af såvel fin lyd som god stemning på begge sider af scenekanten.

Stemmekraft

Således blev Trainman Blues da også afkrævet de obligatoriske ekstranumre, og det første af disse var Otis Rush’s ”I can’t quit you baby”, hvor Richard Farrell virkelig fik demonstreret kraften i sin stemme. Og så blev der rundet af med gruppens egen ”Walking blues” med særlig veloplagt trommespil af Thomas Crawfurd.

Trainman Blues fik lukket og slukket for musikken i Vollsmose Kulturhus med en fremragende optræden. Afskeden er måske nok vemodig for Odenses musikliv og brugerne af spillestedet – og der var adskillige stamgæster blandt publikum – men koncerten lovede i det mindste rigtig godt for Trainman Blues’ fremtid.

Her er et band med et helt særligt udtryk, der trækker på bluesens traditioner, men som alligevel ikke lyder som noget som helst andet.