Vejle blev en stor bluesoplevelse rigere

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

Lørdag den 9. december 2017 kl. 20 gik Big Creek Slim Band på scenen hos bluesforeningen Crossroads i Vejle.

Foran sig havde aftenens musikere 80 betalende publikummer, nogle gratister og en god håndfuld Crossroads-folk, der alle fik fuld valuta for pengene gennem Big Creek Slim Bands lidt over to timer lange koncert.

Musikerholdet bestod af Marc Rune – alias Big Creek Slim – på sang og lettere ramponeret halvakustisk guitar, Peter Nande på mundharpe og vokal, Asmus Jensen på trommer, Henrik Poulsen på bas og Danmarks ”Mr. Blues” Troels Jensen på flygel og sang.

Med andre ord var det et stærkt hold, der indtog scenen i Bygningen i midten af Vejle, hvor Crossroads afholder koncerter.

Ingen præsentation

”Vi går i gang med at spille. Så kan vi altid snakke bagefter,” proklamerede Marc Rune før aftenens første nummer.

Der blev således startet lige på og hårdt, og karakteristisk for Marc Rune var der ingen præsentation af denne komposition, hvor Peter Nande brillerede med fine mundharpetoner, Troels Jensen med fine flygeltriller og Marc Rune med en fed guitarsolo, leveret på et instrument med tilsyneladende nyskiftede, strittende strenge.

Guitaren var holdt oppe af en snor som guitarrem, hvilket fik Big Creek Slims far Heinrich Rune, som Bluesnews.dk havde som sidemand under hele koncerten, til at udbryde:

”Nu ved jeg, hvad Marc skal have i julegave! En ny guitarrem.”

Stemme og guitarspil

Og så er der lige Marc Runes dybt sorte, kraftfulde stemme.

Først og fremmest lyder Marc Rune som sig selv, men skal man sammenligne med andres vokaler, kan man måske forestille sig et mix af Howlin’ Wolf og Don van Vliet alias Captain Beefheart.

Så har man nogenlunde et sonisk billede af, hvordan Marc Runes røst fremstår med sin imponerende kraft og vidtspændende modulation.

Marc Runes guitarspil bliver foretaget uden brug af plekter. Her er der nemlig tale om flesh to strings, og dét klæder musikken fortrinligt.

Desuden giver Marc Runes valgte spilleteknik et utal af muligheder, der trækker tråde tilbage til de gamle delta blues-mestres udtryk, helt i pagt med det musikalske ståsted, Marc Rune kommer fra.

Og Marc Rune demonstrerede, at han er vokset som guitarist, hvilket absolut ikke skal lægges ham til last.

Ingen sætliste

Aftenens vuggende andet nummer blev heller ikke præsenteret, men det lød i mistænkelig grad som Muddy Waters-kompositionen ”Everything’s gonna be alright”.

Her blev publikum blandt andet trakteret med en inciterende guitarsolo, suppleret af Peter Nandes uimodståelige mundharpetoner.

Som Big Creek Slim kun sjældent præsenterer de enkelte numre, bruger han heller ingen sætliste, og ikke to Big Creek Slim-koncerter er ens. Det er således bare om at hænge på med intuition, opmærksomhed og agtpågivenhed for de musikere, han omgiver sig med.

Dette var også tilfældet denne aften, og man må tage hatten af for hele musikerholdet, der aldrig vaklede en tomme i geledderne.

Svært at forstå

Når Marc Rune endelig præsenterer et nummer, hvilket trods alt skete et par gange i aftenens løb, skal man virkelig spidse ører, for det er som regel vanskeligt at fatte, hvad han siger.

Pudsigt nok følte selv Marc Runes far sig foranlediget til at sige om Marc Runes verbale ytringer:

”Det er svært at forstå, hvad han siger,” og når selv Marc Runes egen far siger dette, må andre da se sig temmelig prisgivet.

Godt nok er Marc Rune fra Ikast, men man kunne ønske sig en noget tydeligere diktion, især når endelig et nummer bliver præsenteret.

På den anden side er det også et ret så charmerende træk med manglende klarhed i mælet. Man skal nok bare vænne sig til det, men undertekster ville dog være en fordel.

I hjørnet

Før tredje nummer på den manglende sætliste lykkedes det at opfange, at Big Creek Slim sagde:

”Nu skal vi ha’ et nummer med Troels. Han skal ikke bare sidde og fede sig ovre i hjørnet.”

Det gjorde Troels Jensen så heller ikke, men leverede en fin vokalpræstation og et swingende tangentarbejde i samspil med Marc Runes guitar.

Herefter sagde Big Creek Slim skælmsk: ”Nu tager vi et Freddie King-nummer. Jeg er ikke sikker, men hvis KODA spørger, er det mig, der har lavet det.”

Om det var et Freddie King nummer eller om det måske var Tampa Reds ”Don’t you lie to me”, må stå hen i det uvisse, men det swingede som bare pokker.

Louisiana

Louisiana blev også rundet via et Lightnin’ Slim nummer, såvel som Bo Diddley-toner også blev slået an.

Og det vuggede og rykkede, ikke mindst – hele aftenen igennem – på grund af Henrik Poulsens levende, præcise, varierede og svuppende basspil.

Desuden var det en fornøjelse at opleve en bassist, der som Henrik Poulsen – ofte med lukkede øjne – lever sig totalt ind i musikken, idet han holder sammen på det hele.

Selvsagt blev han godt suppleret af Asmus Jensen, der koncerten igennem spillede præcis det, han skulle, og lagde en solid bund.

Boogie-woogie

Troels Jensen kom atter i fokus med titelnummeret fra hans glimrende lp I’m your boogie woogie man fra 1990. Her var som venteligt både fine vokal- og tangentindsatser, bidende svar-toner fra Marc Runes guitar og godt vokalarbejde fra samme side.

”Så har vi lige ét nummer mere; vi kan ikke flere, så det er et godt tidspunkt at holde pause på,” sagde Marc Rune med glimt i øjet, og så trykkede bandet den af med en forrygende udgave af Lightnin’ Hopkins-nummeret ”Better watch yourself”.

Efter et givende lidt over en time langt første sæt var det således tid til en behørig musikerpause, og tid for et eksalteret publikum til at tørre sveden af panden.

Bundløs

Big Creek Slim, der har seks fortrinlige cd’er bag sig, er i besiddelse af en bundløs viden og kunnen alt ud i bluesmusikkens verden, og ofte hiver han flere numre frem, der selv af yderst erfarne bluesmusikerkollegaer ikke er hørt før.

Men da andet sæt blev sparket i gang kl. ca. 21.40, var det med den velkendte Elmore James-sang ”Dust my broom”, for ”Vi har fået en ”request,” og dét tager vi alvorligt,” som Marc Rune sagde det.

Derefter kom Troels Jensen atter i ilden med en fornem version af Blind Willie Johnsons ”Motherless children,” med imponerende tangenttryllerier og fine vokalpræstationer. Hertil kom blandt andet Peter Nandes godt understøttende, dæmpede mundharpespil.

Samme nummer findes i øvrigt på Troels Jensen & Miriam Mandipiras spritnye cd Careless love.

Blues-hit

Næste komposition var ”verdens første blues hit,” som Marc Rune udtrykte det, nemlig Scrapper Blackwell og Leroy Carrs ”How long, how long blues”.

Her var Troels Jensens flygeltoner og vokal atter i centrum, såvel som man bemærkede Big Creek slims guitarsolo og Peter Nandes mundharpe-ditto.

I øvrigt kan man notere sig, at når Big Creek Slim spiller andres numre, er det ikke direkte kopiversioner, man får, for han tager dem til sig og giver dem sit helt eget præg – alene eller sammen med sine medmusikere.

Publikum blev også trakteret med Big Creek Slims langsomme og intense autobiografiske ”Atlanta blues” – ”om at sidde i Atlanta, først i lufthavnen, så i spjældet og så i lufthavnen igen, og om, hvor rådne de (amerikanerne) er.”

Op i gear

Derefter kom tingene op i gear med ”et Louisiana-nummer,” nemlig Slim Harpos ”Got love if you want it”, der blev leveret i en møgbeskidt, skramlet udgave med herligt vokalforedrag og solidt guitararbejde ved Big Creek Slim.

Fra Louisiana kom man til Texas med Lightnin’ Hopkins-kompositionen ”Blues in the bottle”, der blev fulgt af Little Walters ”Who told you”, naturligt nok med Peter Nandes pirrende mundharpetoner i front.

Næste nummer var Tommy Johnsons ”Big fat mama blues”, der blev afleveret i en fuldfed uptempo-version med bidende guitartoner og flot arbejde fra Troels Jensen ved tangenterne.

To numre senere blev denne velbesøgte koncert rundet af med Jimmy Reeds ”Baby what you want me to do”, men så var klokken også blevet 22.55.

Julesjov

Det med rette henrykte publikum ville dog have mere, og så spillede Big Creek Slim Band, der var kommet godt omkring i bluesuniverset, sandelig et par strofer af ”Glade jul”. Dette var naturligvis kun for sjov, men meget passende her op til den tilstundende højtid.

Et reelt ekstranummer skulle folk dog have, og med et ægte bluesnummer afsluttede musikerne deres fine, autoritative koncert i form af Sonny Boy Williamson II’s klassiker ”Take it easy baby”, og ikke et øje var tørt.

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Big Creek Slim Band, er det om at være på pletten, næste gang chancen for at opleve denne helt unikke blueskunstner og hans særdeles kompetente medmusikere byder sig.

Skuffet kan man umuligt blive, kun en stor bluesoplevelse rigere.