Vurdering: Store koncerter skal undgås i mindst et år

Kåre Mølbak
Foto: European Centre for Disease Prevention and Control

Tekst: Jakob Wandam

Det er en nedslående prognose, der fremgår af søndagens Berlingske i et interview med direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, og som er gengivet i flere andre medier.

Her vurderer Kåre Mølbak, at det ”blandt andet [er] store koncerter, teaterforestillinger, kram, håndtryk og tæt kontakt til andre, som skal undgås i lang tid fremover.” Og med lang tid mener Kåre Mølbak altså mindst et år.

Vurderingen hænger sammen med, at myndigheder og fagfolk forventer, at der kan gå et år til halvandet, inden en effektiv vaccine mod coronavirus er fundet. Før det sker, anses det ikke som ansvarligt at genoptage et socialt liv, som vi kendte det før coronakrisen.

Indtil da må man finde andre måder at afholde kulturbegivenheder på. De sociale medier er allerede skueplads for en rivende udvikling i, hvordan livemusik kan præsenteres, men fremtidige tiltag kan også være musikbegivenheder med færre deltagende og større afstand.