Fed aftentur med blues- og gospeltoget

Peter Astrup

Peter Astrup

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Fredag den 2. juni 2017 var der inviteret til ”Blues & Gospel Night” på Train i Aarhus, og det var et flot og varieret program, Peter Astrup Blues Productions havde lagt for aftenen. Tre navne af høj, international klasse blev der budt på: Fra de hjemlige græsgange Big Creek Slim, ”Årets Danske Bluesnavn 2015”, og fra USA såvel Ruthie Foster Trio som Rick Estrin & the Nightcats.

Intens delta blues

Big Creek Slim, alias Marc Rune, lagde ud med en solokoncert af circa tre kvarters varighed – “jeg regner med, der kommer nogen og siger, når jeg skal slutte,” som han sagde. Det blev en opvisning i intens, down-home delta blues ved en af landets bedste eksponenter for genren.

Big Creek Slim gav en sjælden solo-optræden

Big Creek Slim gav en sjælden solo-optræden

Alene på scenen, kun akkompagneret af sin ramponerede guitar med de karakteristisk flagrende strenge (han klipper åbenbart bare ikke enderne af, når instrumentet er opstrenget) lod Big Creek Slim sin imponerende stemme dundre ud over den uforståeligt langt fra fyldte koncertsal. Marc Rune er muligvis landets bedste bluessanger; det er simpelthen ærefrygtindgydende, når hans afgrundsdybe røst forkynder the blues for tilhørerne.

Lyden på Train var forbilledlig under Big Creek Slims sæt, men alligevel må vi tilstå, at den dybe stemme kombineret med Marc Runes tommetykke Ikast-dialekt gjorde det uhyre vanskeligt for Bluesnews.dk’s fynske udsendinge at dechifrere hans introduktioner til numrene. Selv det jyske hjemmepublikum kunne indimellem godt have brugt undertekster!

“I don’t think that’s right!”

Big Creek Slim

Big Creek Slim

Det var dog muligt at identificere sange af blandt andre Tommy Johnson (”Bye bye blues”), John Lee Hooker (”Hobo blues”) og Robert Johnson (”Traveling riverside blues”). Disse blev blandet med sange fra Big Creek Slims eget repertoire, såsom åbningsnummeret ”Bottle shaped woman” og en sang om Bailey’s Pub, Marc Runes gamle stamværtshus i Ikast, der nu til hans fortrydelse er revet ned til fordel for boligbyggeri – ”and I don’t think that’s right!” som han sagde.

Der er sagt meget om Big Creek Slims vokal, men også hans instrumentale præstation tiltrækker sig større og større opmærksomhed. Som en anden Robert Johnson agerer han sit eget orkester via sit udtryksfulde, versatile guitarspil, og særligt med hensyn til fingerspillet synes han at være inde i en rivende udvikling.

Også hans slide-spil var forbilledligt denne aften og afveksledes på fornemste vis med perkussive, Son House-kanaliserende plekter-fri akkorder, og resultatet er et musikalsk udtryk, der aldrig bliver kedeligt.

Smilende charme

Hvis Big Creek Slim imponerede med sin rustikke intensitet og rå kraft, lagde Ruthie Foster øjeblikkeligt salen for sine fødder med sin smilende charme og veloplagthed. Hun optrådte med en særdeles habil trio bestående af Larry Fulcher på bas og kor, Samantha Banks på trommer, kor og diverse percussion og Ruthie Foster selv på vokal og guitar.

Ruthie Foster Trio

Ruthie Foster Trio

Hun havde med det samme publikum med sig, da hun lagde ud med den funky gospel blues ”Devotion”. Herefter fulgte Sister Rosetta Tharpes ”Up above my head”, og så var stilen lagt: Der skulle være gospel-fest med rundhåndede doser af blues, soul, folk og reggae.

Stilen opsummeredes ganske godt i sangen ”Singing the blues”: ”You know, I can pop a little up with reggae … I’ve been in and out of soul, even rock and roll, but a little Bobby Blue Bland never gets old, and I realize I gotta hear me some blues.” Blues og gospel er udgangspunktet, som Ruthie Foster hele tiden vender tilbage til.

Trallen og spiseskeer

Samantha Banks på trommer og percussion

Samantha Banks på trommer og percussion

Det demonstrerede hun så med ”Small town blues”, hvor folk for alvor begyndte at danse, og en dødcharmerende version af Mississippi John Hurts ”Richland woman blues”, hvor Samantha Banks til publikums store jubel spillede skeer, og en storsmilende Ruthie Foster trallede af hjertens lyst.

Ruthie Fosters vokal var ualmindelig stærk, ubesværet og kontrolleret. Det kom ikke mindst til udtryk på de mange gospelsange, herunder en medrivende ”Joy comes back”, ”The ghetto” – en slags hyldest til Mavis Staples og The Staple Singers – og den fine ”People grinnin’ in your face”, som blev ledsaget af en fortælling om kirkesøndage i det landlige Texas.

June Carters ”Ring of fire” – et kæmpehit for Johnny Cash – blev leveret i en lækker soul-pop-version med et dovent beat, og gospelnummeret ”Woke up this mornin’” blev pakket ind i caribiske rytmer.

Et privilegium

Ruthie Foster

Ruthie Foster

Country-sangeren Chris Stapleton, som en den helt store stjerne på dén scene lige nu, havde leveret ”What are you listening to?”, og det var en alsidig blanding af country, Curtis Mayfield-akkorder og Larry Fulchers jazzede basspil.

Det hele blev afleveret med Ruthie Fosters imponerende gospel-vokal og en spilleglæde, en smilende charme og et overskud, der gjorde, at man som publikum følte sig privilegeret ved at være en del af festen. Da hun sluttede af med udslåede dreadlocks på reggae-nummeret ”Real love”, efterlod hun alle med et stort smil på læben.

Californisk blues

Tredje og sidste navn på plakaten denne aften var det californiske West Coast-, Chicago blues-, retro-rock- og jump blues-navn Rick Estrin & the Nightcats, der er en videreførelse af legendariske Little Charlie & the Nightcats. Samme band blev grundlagt af Rick Estrin og guitaristen Little Charlie Baty i 1976.

Rick Estrin & the Nightcats

Rick Estrin & the Nightcats

Rick Estrin & the Nightcats består af den flere gange prisbelønnede frontfigur, indpiskeren og publikums-kommunikatøren, sangeren, sangskriveren og mundharpemanden Rick Estrin, organisten og bassisten Lorenzo Farrell, den solide trommeslager Alex Pettersen og den på flere planer store guitarist, nordmanden Christoffer “Kid” Andersen.

Chris "Kid" Andersen på guitar

Chris “Kid” Andersen på guitar

Sidstnævnte, der er en fabelagtig musiker og en mere end almindeligt velvoksen mand, man nødigt ville møde i en smal gyde en mørk nat, har spillet med Rick Estrin siden 2008, hvor Little Charlie Baty valgte at lægge turnélivet bag sig og gå på pension. Herefter blev Little Charlie & the Nightcats til Rick Estrin & the Nightcats.

Mange mente, at Little Charlie Baty var umulig at erstatte, men Kid Andersen gjorde hurtigt alle skeptikere til skamme med sit formidable guitarspil, som han også brillerede med denne aften, da Rick Estrin & the Nightcats endelig kom i gang.

Orgel- og lydproblemer

Der gik nemlig lang, lang tid, før Rick Estrin & the Nightcats var klar til at spille, for der var problemer med at få gang i Lorenzo Farrells orgel. Ingen vidste tilsyneladende lige, hvordan man fik liv i instrumentet, og aftenens arrangør Peter Astrup måtte op scenen med sin mobiltelefon.

Lorenzo Farrell på orgel

Lorenzo Farrell på orgel

Peter Astrup står i øvrigt også bag den yderst velrenommerede festival Blues Heaven, der i år løber af stablen den 3.-4. november i Frederikshavn.

På sin mobiltelefon fandt han angiveligt en video, der viste, hvordan man skulle få vækket det slumrende orgel, og Peter Astrup og en klynge sammenstilede ”natkatte” fik langt om længe orgelet til at vågne og sige, som det skulle.

Imidlertid var det dog ikke kun orgelet, der vakte problemer, for også lyden skabte sig. Hvor lydbilledet var ganske glimrende under Big Creek Slims og Ruthie Foster Trios sæt, var lyden mudret under hele det ellers fine sæt, Rick Estrin & the Nightcats stod for.

Dette resulterede blandt andet i, at det var mere end almindeligt svært at opfatte Rick Estrins annoncering af flere af orkesterets forskellige numre. Desuden gik den mudrede lyd gevaldig groft ud over Rick Estrins yderst fine sangtekster, der med deres karakteristiske ironi, vid, bid og humor fortjente langt bedre, end lydomstændighederne frembød, og dét var synd.

Endvidere virkede det gennem bandets første par numre, som om der ikke rigtigt var ordentlig samling på musikertropperne. Det hakkede og haltede med andre ord en del.

Party band

Rick Estrin

Rick Estrin på mundharpe og vokal

Efterhånden kom der dog styr på det hele – altså undtagen den desværre mudrede lyd – og Rick Estrin & the Nightcats gav den gas som det glimrende, ekvilibristiske blues-party band, de er.

Rick Estrin ligner en tegneseriefigur med en ironisk ræv bag øret. Det gjorde han også denne aften, hvor han var iført et lidt for stort, næsten sølvfarvet jakkesæt af satin-agtigt stof.

Og da en kvinde blandt publikum insisterede på at kommunikere med Rick Estrin, hoppede sidstnævnte krageagtigt hen til scenekanten og tog med dødsforagt mod damens ord, udråb og tilråb, som han behændigt fik pareret.

Jo, der var god kommunikation mellem orkesterlederen og publikum, hvoraf de fleste havde de store smil fremme under hele ”natkattenes” cirka en time lange sæt.

Plads

Som noget virkelig positivt fik alle musikere god plads. Rick Estrin selv brillerede flere gange med imponerende Chicago style-mundharpesoli, og Kid Andersen trykkede den af i flere omgange.

Kid Andersen

Kid Andersen

For eksempel spillede Kid Andersen lejlighedsvis med guitaren på ryggen, såvel som han også spillede med tænderne. Et fedt show! Og så er der lige Kid Andersens guitartoner: De er både fede, runde, bidende og smukke, og han behersker sit instrument langt, langt bedre end de fleste.

Dette demonstrerede Kid Andersen kontinuerligt, men især brillerede han i aftenens eneste instrumentalnummer, Lonnie Macks “Wham”, hvor han virkelig var i centrum og kom helt op på de høje nagler.

Det samme var han i ”Calling all fools” fra Rick Estrin & the Nightcats-albummet One wrong turn fra 2012, og her demonstrerede han sine fornemme fingerspilsfærdigheder. En sand fornøjelse.

Alex Pettersen på trommer

Alex Pettersen på trommer

Den solide, lydhøre trommeslager Alex Pettersen laver lige, hvad han skal plus det løse, og pacer fint orkesteret fremad.

Lorenzo Farrells orgel gav orkesterets lydbillede en fin dimension, og desuden fungerede han fint som bassist med sin ”orgelbas.”

Kontra- og elbas, som Lorenzo Farrell også behersker, kom dog ikke frem denne aften, men ”orgelbassen” var også tilstrækkeligt til, at man var dækket ind med de dybe, understøttende toner.

Klassikere

Risk Estrin & the Nightcats har et kæmpe repertoire, der ikke blot omfatter deres tre cd-udgivelser, men også det store bagkatalog, som Little Charlie & the Nightcats producerede.

Showmanden Rick Estrin på håndfri mundharpe!

Showmanden Rick Estrin på håndfri mundharpe!

Og klassikere blev publikum da heller ikke snydt for. Eksempelvis fik man den herlige ”Dump that chump,” fra Little Charlie & the Nightcats-albummet The big break (1989), hvor publikum blev opfordret til at synge med – og gjorde det!

Her demonstrerede Rick Estrin atter sine fine evner alt ud i sangforedrag – og i publikumsstyring, så ikke et øje var tørt.

"Tak for i aften!"

“Tak for i aften!”

Fra samme album fik man også ”Don’t do it”, hvor Kid Andersen virkelig var i centrum, og Rick Estrin & the Nightcats sluttede af med det fine nummer ”You can’t come back” fra deres forrygende album Twisted fra 2009.

Sidst, men ikke mindst, fremkom Rick Estrin med en lille takketale til Peter Astrup og en tak til publikum. Han sagde:

”Vi vil gerne sige tak til Peter Astrup, fordi han hentede os til Danmark igen. Det er alt for længe siden, vi har været her. Vi har haft en virkelig fed aften, og det håber vi, at I også har haft. Mange tak for i aften.”

Og herfra kan vi kun sige: Selv tak for en fed aften, Rick Estrin & the Nightcats!