Aarhus Bluesforening holder fødselsdag

Tekst: Peter Widmer

Den 15. oktober 2018 fylder Aarhus Bluesforening 10 år, og dét bliver fejret med flere jubilæumskoncerter i oktober og november måned.

Det hele begyndte i 2008 med en Facebook-gruppe, der hed ”Mere blues i Aarhus . ”Mere blues i Aarhus” blev oprettet i juni måned af blues-elskeren Inger Boysen, som var af den opfattelse, at der var alt for lidt blues i ”Smilets By.”

Ole Frimer
Foto: Peter Widmer

Bluesscenen i Aarhus var der ganske rigtigt ikke meget tilbage af i starten af indeværende årtusinde, hvorimod den stortrivedes i sen-1980’erne og i 1990’erne.

Dengang var der masser af bluesjams på musikværtshuset Fatter Eskil i Skolegade 25, sædvanligvis med Ole Frimer som jam-vært, og mangen en i dag prominent bluesmusiker trådte sine musikalske barnesko dér.

Navne som Mike Andersen, Ronni Boysen og Franck White kom blandt andet under Ole Frimers blues-vinger, og i dag er disse og andre Aarhus-bluesmusikere prominente navne på både den hjemlige og den internationale bluesscene.

I sandet

Imidlertid løb de ugentlige bluesjams på Fatter Eskil efterhånden ud i sandet, og snart var der ikke nogen reel aarhusiansk bluesscene tilbage.

Inger Boysens Facebook-gruppe “Mere blues i Aarhus” fik derimod hurtigt stor tilslutning med 77 medlemmer, hvoraf flere var musikere. Der var åbenbart flere end Inger Boysen, som syntes, at der mildest talt var for lidt bluesmusik på de aarhusianske koncertscener.

Mike Andersen
Foto: Frank Nielsen

Blandt ovennævnte musikere fandt man Mike Andersen, og tirsdag den 23. september 2008 var der via ”Mere blues i Aarhus” atter bluesjam på Fatter Eskil efter flere års fravær, og dét med succes.

Mike Andersen var jam-vært fra kl. 21 – men allerede kl. 20 var der mange, der holdt møde på Fatter Eskil, blandt andet flere musikere, for at snakke om, hvad der skulle gøres for at få mere blues på banen i Aarhus.

På mødet foreslog Mike Andersen at afholde en støttekoncert for mere blues i Aarhus, hvor han gerne selv ville stille op. Desuden var der 12 andre musikere til stede. Alle ville gerne deltage i en eventuel støttekoncert.

Positivt

Som indikeret forløb mødet positivt, og der var efterfølgende stiftende generalforsamling til dannelse af en forening for mere blues i Aarhus.

Den stiftende generalforsamling, som Inger Boysen indkaldte til, løb af stablen onsdag den 15. oktober 2008, og resultatet af denne blev, at foreningen fik et navn, nemlig Aarhus Bluesforening, der altså pr. 15. oktober 2008 var en realitet.

I en pressemeddelelse dateret den 30. oktober 2008 skrev formanden Lars Brask fra Aarhus Bluesforening følgende: “Der er pr. 15. oktober 2008 oprettet en ny forening til udbredelse af større forståelse for og kendskab til blues i Aarhus. Foreningens navn er Aarhus Bluesforening”.

Om foreningens formål hed det i samme pressemeddelelse: “Det er foreningens formål at åbne ører for de mange facetter og progressive muligheder, der ligger gemt under fænomenet blues.”

Den nykonstituerede bestyrelse bestod af: Formand Lars Brask, kasserer Jannie Boysen, referent Mette Fossing, bestyrelsesmedlem Kristoffer Jørgensen og bestyrelsesmedlem Max Wolff.

Støttekoncerten

Aarhus Bluesforenings første arrangement var en koncert med amerikanske The Campbell Brothers, der fandt sted mandag den 10. november 2008 kl. 20, Vestergade 58. Koncerten var kommet i stand via et samarbejde med Aarhus Blues Club, og der var absolut pæn opbakning.

Endnu større opbakning fra både musikere og publikum fik støttekoncerten til fordel for den nystiftede Aarhus Bluesforening.

Max Wolff
Foto: Peter Widmer

Bluesmusikeren Max Wolff var booker og koordinator i forbindelse med støttekoncerten, og han gjorde et enormt stort og slidsomt arbejde for at få alt til at gå op i en højere enhed, hvilket lykkedes til fulde.

Med deltagelse af fjorten prominente bluesmusikernavne på plakaten, der alle spillede gratis, og med 345 betalende publikummer inde, blev støttekoncerten nemlig en bragende succes. Støttekoncerten foregik den 30. januar 2009 i Vestergade 58.

Til at kæde det hele sammen havde Aarhus Bluesforening indforskrevet den aahusianske blues- og jazzmusiker, forfatter med mere Jørgen Nielsen samt den skattede blues- og roots-elsker, journalist Kurt Baagø.

Programmet

Michelle Birkballe
Foto: Jakob Wandam

Programmet så således ud:

Kl. 20.00: Anja Fønss m. band
Kl. 20.30: Michelle Birkballe m. band
Kl. 21.00: Tim Lothar, solo
Kl. 21.20: Jesper Folke, solo
Kl. 21.40: H.P. Lange & Delta Connection
Kl. 22.10: Stenholm Band
Kl. 22.30: Birgitte Laugesen m. band
Kl. 23.00: Shades of Blue
Kl. 23.30: Franck White Duo
Kl. 23.50: Live Bleeding Fingers
Kl. 00.20: Don’t Mess
Kl. 00.50: Kent Thomsen m. band
Kl. 01.30: Mike Andersen m. band
Kl. 02.10: Jais Eriksen m. band.

Med denne aftens fornemme støttekoncert og dens pekuniære resultat blev Aarhus Bluesforening pænt fremtidssikret.

I hvert fald var der nu økonomisk basis for at gøre en endnu større indsats for at få “mere blues i Aarhus ” end hidtil, og så var det ellers op til de gode folk bag Aarhus Bluesforening – og en god portion frivillige hænder – at føre tingene ud i livet.

Det blev dén aften også klart, at der var et tydeligt behov for “mere blues i Aarhus,” og at der var publikum til bluesmusik i ”Smilets By.”

Arbejdsgrupper

Aarhus Bluesforening dannede ret hurtigt forskelige frivillige arbejdsgrupper til at tage sig af diverse vigtige opgaver så som PR, booking og den praktiske afvikling af foreningens koncerter.

Inger Boysen, der som nævnt var den, der indkaldte til Aarhus Bluesforenings stiftende generalforsamling, forklarer om sin rolle i Aarhus Bluesforening:

”Jeg ønskede ikke at være med i bestyrelsen fra starten, men ville være frivillig med idéer etc. Bestyrelsen kom dog skidt fra start, og i 2009 bad de mig om at træde ind i bestyrelsen.”

”Jeg blev desuden valgt som formand 27.10.09 og fungerede som sådan indtil den 26.09.11, hvor jeg forlod bestyrelsen på grund af samarbejdsvanskelighe-der.”

Aftaler

Som formand fik Inger Boysen lavet gode aftaler om afvikling af koncerter på flere spillesteder, så som Fatter Eskil, Gyngen og Atlas.

I dag er der aftaler om koncerter på Gyngen og på Vestergade 58, som nu hedder CasaV58.

I Aarhus Bluesforenings snart ti år lange levetid, hvor mange fine blueskoncerter har været afholdt, har følgende siddet på formandsposten:

15.10.08–27.10.09: Lars Brask
27.10.09–26.09.11: Inger Boysen
26.09.11–25.01.18: Max Wolff

Siden 25.01.18 har det været Mette Fossing, der har været rorgænger.

Jubilæumskoncerter

Som indikeret ovenfor bliver der i anledning af Aarhus Bluesforenings 10-års jubilæum afholdt en række jubilæumskoncerter.

Disse kommer til at foregå på forskellige datoer, og formand Mette Fossing skriver i dén anledning på vegne af Aarhus Bluesforening følgende til Bluesnews.dk:

Ron Hacker

”Da bestyrelsen er ret glad for festivitas og gerne vil give vore medlemmer og publikum generelt så meget som muligt fra godteposen, har vi valgt ikke bare at holde én fødselsdagskoncert, men at give folk en perlerække af koncerter i oktober og november.”

”Vi tyvstarter fødselsdagsfesten søndag den 7. oktober 2018 med Blues’n Brunch hos Casa Carola V58, hvor vi får besøg af Ron Hacker – der har Niels Nello Madsen med på bas og Esben Bach på trommer. (Brunch serveres fra 12-13.45 og koncerten forventes at starte kl. 14). Du kan købe billet her.”

Rootsaften

Nellie B.M. & Møller
Foto: Frank Nielsen

”Rootsaften har altid været en del af Bluesforeningens dna, så ingen fødselsdagsmåned uden en rootsaften, der foregår onsdag den 10. oktober. Kl. 21 får vi besøg af powerduoen Nellie B.M. & Møller, som har taget mange med storm. Koncerten foregår på Gyngen.”

”På foreningens fødselsdag mandag den 15. oktober kl. 20 holder vi fødselsdags-bluesjam i samarbejde med Cafe Smagløs, Klostertorvet 7, 8000 Aarhus C. Vi får besøg af Ole Frimer og Olav Poulsen, som kommer og skubber jamfesten i gang. Der vil være kage til de første 50 gæster. Fik jeg sagt at entreen er gratis?”

Lørdag den 3. november kl. 21 får vi besøg af et band som også har været gæster hos foreningen i de første år, nemlig Fried Okra. Koncerten foregår på Gyngen. Billet kan købes i forsalg her.”

Jubilæumsperioden

”Som afslutning på jubilæumsperioden kører vi en torsdag/fredag-koncert, nemlig torsdag den 15. november kl. 21 på Gyngen, når vi får besøg af Latvian Bluesband. Billet kan købes i forsalg her.”

Fredag den 16. november får vi æren at være værter for debutkoncerten med Morten Rune Band. (Bandet består af Morten Rune, Jais Eriksen, Rasmus Stenholm og Mathias Rindom). Koncerten foregår på Gyngen. Billet kan købes i forsalg her.”

”Bemærk at rabatten (50 kr. for ikke medlemmer og 60 kr. for medlemmer) for billet til begge jubilæumskoncerter udbetales kontant i døren,” slutter Mette Fossing.

Læs mere om Aarhus Bluesforening her.