Blues-karavane med tre guitar-temperamenter

Bernard Allison, Mario Dawson, Vanja Sky, Roger Iness, Mike Zito

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Blues Caravan er navnet på tyske Ruf Records’ årligt tilbagevendende turnékoncept, hvor tre af selskabets kunstnere sendes rundt i Europa for at spille sammen og hver for sig. ”Karavanen” har eksisteret siden 2005 og har været udstillingsvindue for blandt andre Ana Popovic, Ainsley Lister og Joanne Shaw Taylor samt nu afdøde Candye Kane og Deborah Coleman.

Bernard Allison, Vanja Sky, Mike Zito

Mange af kunstnerne har været de unge, kvindelige guitarister, som Thomas Rufs pladeselskab har en forkærlighed for, og i den kategori falder da også det ene medlem af 2018’s triade. Kroatiske Vanja Sky debuterede i år på Ruf med albummet Bad penny, produceret af Mike Zito og indspillet i Jim Gaines’ Bessie Blues Studios i Stantonville, Tennessee.

Ringen sluttet

Her optog Bernard Allison samtidig sin 2018-cd Let it go, og både Allison og Zito medvirker da også på Bad penny. Ligeledes kan Bernard Allison høres på Mike Zitos nyeste plade, First class life, og dermed må ringen siges at være sluttet. Det er således ganske passende, at de to erfarne blues-herrer har gjort Vanja Sky selskab på Blues Caravan-turnéen.

Roger Iness

Karavanen har også fundet vej til Danmark, hvor den i år har tre koncerter på turnéplanen. Den første var på Dexter i Odense onsdag den 19. september.

Her lagde trioen ud med bulder og brag på fællesnummeret ”Low down and dirty”, som også er at finde i denne trioversion på Skys Bad penny. Det var en glimrende, veloplagt boogie-blues, hvor de tre delte leadvokaler og guitarsoloer ligeligt imellem sig, og Bernard Allison spillede en lækker slide-guitar.

De blev bakket op af en glimrende rytmesektion i form af Roger Iness på seksstrenget elbas og Mario ”Foots” Dawson på trommer.

Fødselsdag

Vanja Sky

Herefter overlod Allison og Zito scenen til den unge Vanja Sky, som i øvrigt kunne fejre fødselsdag. Hun fortsatte med det sumpede delta blues/rock-nummer ”Crossroads of life”, hvor hun kunne høres på slide. Det var et muskuløst og tungt nummer, lige som marchtromme-slagene fra Mario Dawsons respektindgydende overarme.

Vanja Sky gjorde et sympatisk indtryk med sin uprætentiøse guitarstil. Den kunne måske nok virke spagfærdig i forhold til Zitos og især Bernard Allisons (Sky lå også lidt lavt i mikset), men hvor var det befriende at se en ung guitarist, der hvilede så meget i sig selv, at hun ikke følte behov for at stille sig an og lire guitarkaskader af. Hun gjorde det, der skulle til for at servere hendes sange, økonomisk og disciplineret.

En sang om sex

Til gengæld pakkede hun ikke tingene ind, som da hun efter den funky ”All night” nærmeste henkastet sagde: ”A song about sex.”

Vanja Sky og Mike Zito

På den langsomme og stemningsfulde ”Married man” fik hun selskab på scenen af Mike Zito, der leverede en flot, flot solo med ekkovædet slide.

Vanja Sky sluttede af med en hårdtslående gang bluesrock i form af ”Bad penny”, der i sin lyd nok havde en Hendrix-agtig råhed, men som sangskrivningsstrukturelt kunne minde om Bob Dylans rablende narrativer – en spændende, original og velfungerende kontrast.

Elegantier

Mike Zito

Hvis Vanja Sky var den tilbageholdende, økonomiske guitarist, var Mike Zito elegantieren. Den 47-årige amerikaner har finpudset sin stil gennem de sidste ti år med syv album på først Eclecto Groove og siden Ruf (og inden da et par stykker på eget selskab). Han er en prisvindende sangskriver, og han spiller med en skarp tone og et udtryksfuldt tonesprog.

Nogen puristisk tilgang til bluesen har Mike Zito aldrig haft. Ved siden af solokarrieren var han i 2012-2014 medlem af den soul- og funk-orienterede bluesrock-supergruppe Royal Southern Brotherhood, og på sine egne plader har han flirtet kraftigt med både soul og americana.

Hans åbningsnummer på Dexter, titelnummeret fra First class life, var således egentlig en country-sang, men Zitos bidende, aggressive guitarsoloer fra scenekanten gav den alligevel et bluespræg.

Intens slide

Den stemningsfulde ”Old black graveyard”, en slags hyldest til Blind Willie Johnson, var en showcase for Mike Zitos intense slide-guitarspil, og Bobby Blands ”I wouldn’t treat a dog (the way you treat me)” demonstrerede Zitos fine, soulfulde vokal.

Mario Dawson, Bernard Allison, Mike Zito, Roger Iness

”Dying day” var en frisk jump blues/West Coast blues, som Mike Zito tilegnede Bernard Allison, og manden selv kom på scenen til Zitos sidste nummer, den funky ”Mama don’t like no wah wah”. Dén havde de to skrevet og indspillet sammen til First class life-albummet, og også her kunne man høre Allison på kor og lead- og rytmeguitar, inden han og Zito kastede sig ud i en guitarduel.

Godmodig stemning

Happy birthday, Vanja Sky!

Koncertens andet sæt blev indledt med fødselsdagssang og –kage til Vanja Sky, hvilket satte en tyk streg under den godmodige stemning på Dexter denne aften. Herefter kunne Bernard Allison indlede sit sæt, hvilket han gjorde i højt humør med en munter blues om mad!

Bernard Allison er født i Chicago i 1965. Som søn af legendariske Luther Allison har han Chicago blues i blodet og albumdebuterede i 1990 med The next generation. Han har udgivet en snes plader, mange af dem på Ruf Records, der netop blev stiftet tilbage i 1994 for at udgive faderens musik.

Bernard Allison

Allison junior vedkender sig gerne arven og brugte en pæn andel af sin tale- og spilletid på at hylde Luther Allison. Inden da fik vi dog hans version af ”Rocket ”88””, Jackie Brenston and his Delta Cats’ skelsættende single, der af mange regnes for den første rock & roll-udgivelse. Bernard Allison spillede den i en fremragende udgave med lange guitarsoloer og god brug af effektpedalerne.

Ekvilibristisk

I det hele taget var Bernard Allison klart den mest ekvilibristiske af aftenens tre guitarister. Med udgangspunkt i Chicago bluesen tog han publikum med på lange, legesyge guitarekskursioner, som blev krydret med Jimi Hendrix-inspireret funk og masser af wah-wah-pedal.

Bernard Allison

Det skete blandt andet i form af en langvarig hyldest til Luther Allison, Lonnie Brooks og Stevie Ray Vaughan, hvor showmanden Allison undervejs vandrede ud blandt publikum, sad i baren og skålede med koncertgæsterne og lod guitaren imitere talesprog.

Hendrix selv fik også en hilsen via en tordnende ”Voodoo child (Slight return)”, hvor Bernard Allison atter lod guitaren tale i lange instrumentalforløb. Han spillede flot, originalt og engagerende – men alligevel greb man til sidst sig selv i at spekulere over, om det nummer mon nogensinde ville ende.

Luther Allison-numre

Vanja Sky, Bernard Allison, Mike Zito

Det gjorde det dog, og Mike Zito blev kaldt tilbage på scenen for at ”duellere” med Allison på ”Bad news is coming”, den første sang i et mini-sæt af Luther Allison-numre, som skulle afslutte koncerten. Mike Zito tog sig af leadvokalen, mens guitararbejdet blev delt, så vi først fik en sjælfuld solo af Bernard Allison og dernæst en bidende bluesy ditto af Zito, inden de i samhørighed lod nummeret glide over i en parafrase af The Rolling Stones’ ”Miss you”.

Vanja Sky

Vanja Sky sluttede sig nu til løjerne og sang duet med Allison på den funky ”Life is a bitch”, inden koncerten blev rundet af med en maraton-udgave af ”Serious” med Bernard Allison i den vokale front. Flere gode soloer af Zito og Allison indledte et længere instrumentalt afslutningsforløb, hvor der blev leget med reggae-rytmer og meget andet, inden trioen – og den hårdt arbejdende rytmesektion – nærmest modstræbende lod nummeret slutte.

Bernard Allison, Vanja Sky, Mike Zito

Således endte en humørfyldt opvisning af tre vidt forskellige guitartemperamenter, som klædte hinanden godt, og som både sammen og hver for sig kunne levere varen. Deres personligheder matchede deres respektive spillestil; hvor Vanja Sky kunne virke en lille smule tilbageholdende (når hun altså ikke havde sunget om sex!), og Bernard Allison til gengæld meget amerikansk-svulstig med sine hyppige påmindelser om faderen, der så ned på os fra oven, var Mike Zitos afvæbnende humor og hvilen i sig selv det kit, der bandt det hele sammen.

Alt i alt var publikum på Dexter vidner til et fint sammensat hold og en veldisponeret og særdeles underholdende koncert.

Blues Caravan 2018 kan også opleves på Portalen i Greve den 27. september.