Anmeldelse: Jarno Varsted: The sting

Af Jakob Wandam

The sting er Jarno Varsteds tredje soloalbum og er på alle måder en opfølger til New songs for harmonica, der udkom i 2017 (læs anmeldelse her). Ligesom på forgængeren udgør Jarno Varsteds vokal og mundharpe hele lydbilledet, og med undtagelse af afslutningsnummeret ”You’re killing me” af indie-rockbandet Pavement er alle numrene skrevet af Jarno Varsted selv. Jens Hein har ageret producer.

Udgangspunktet er umiskendeligt the blues, men Jarno Varsted lader numrene stikke af i retninger, som vil være vanskelige at kapere for den mere konservative blueslytter. Lyden er industriel og skramlet, og når Varsted lader mundharpen vrænge mere eller mindre dissonant over adskillige takter, går det lige i nervebanerne.

Et godt eksempel er den tvedelte ”Pleasure Hill”. Pt. I er instrumental og godt nok minimalistisk, men også ganske ufarlig med sit enkle bluesriff. I Pt. II folder Jarno Varsted sangen ud, dels med vokal, dels med rungende, udstrakte mundharpetoner og skrattende støj, der giver sangen en air af desperat længsel.

Som tidligere konstateret er det imponerende, hvad Jarno Varsted kan få ud af sine mundharper, når han bruge dem som både solo- og rytmeinstrumenter. The sting er måske knap så eksperimenterende som New songs for harmonica, men til gengæld oplever man Jarno Varsted i et lidt mere positivt hjørne end på forgængeren. Selv om stemningen stadig er af noir, og lyden i høj grad er både intens og støjende, virker The sting således tonemæssigt en anelse lysere end New songs … .

Ikke desto mindre er der tale om krævende musik. Med sine blot 23 minutters spilletid er The sting en koncentreret dosis, og mere end de ni korte numre kunne også nemt have udviklet sig en overdosis. Jarno Varsteds musik vil aldrig kunne fungere som baggrundsmusik på bodegaen; den inviterer til koncentreret lytning, hvilket så også belønner sig. The sting renser øregangene og blæser sindets spindelvæv bort.