Jimmy Burns med dansk producer

Jimmy Burns

Tekst: Jakob Wandam

Den 76-årige soul blues-sanger og –guitarist Jimmy Burns fra Chicago har været i studiet med den danske producer og bassist Laust ”Krudtmejer” Nielsen.

Det vil i januar-februar 2020 udmønte sig i et nyt album, hvorfra den første single blev sluppet i august. Det drejede sig om noget så uforudsigeligt som en sang af det engelsk-amerikanske arena rock-band Foreigner.

Du kan se musikvideoen til Jimmy Burns’ version af ”Cold as ice” herunder.

Chicago

Laust “Krudtmejer” Nielsen
Foto: Frank Nielsen

Laust Nielsen har været i Chicago og indspillet Jimmy Burns i de lokale Joyride Studios. Med sig har han også haft Morten Lunn fra Fried Okra, der spiller guitar på albummet.

Laust ”Krudtmejer” Nielsens virke som producer og musiker har allerede kastet en del hæder af sig. Som medlem af Trainman Blues vandt han i 2018 en Danish Music Award (DMA) for Årets Danske Bluesudgivelse for albummet Trainman Blues (læs anmeldelse her). Samme år vandt bandet Danish Blues Challenge (læs her), og i 2019 blev Laust Nielsen atter DMA-nomineret.

Denne gang var Laust ”Krudtmejer” Nielsen selv i spil til Årets Blues Livepris, lige som han atter var nomineret til Årets Danske Bluesudgivelse sammen med The Cornbread Project for albummet Catawampus (læs anmeldelse her).

Endvidere har Laust Nielsen produceret færøske Uni Debess’ seneste album, Regards to the roots, vol. 2 (læs anmeldelse her).

Doo-wop

Jimmy Burns er født i Dublin, Mississippi, i 1943, men har boet det meste af sit liv i Chicago. Her flyttede han til som 12-årig, og snart blev han medlem af og indspillede et par numre med doo-wop-gruppen The Medallionaires.

Som solist debuterede han på plade i 1964, men spillede ikke meget op igennem 1970’erne og 80’erne. I 1990’erne blev han imidlertid hentet frem i rampelyset igen af Delmark Records, der udgav hans ”comeback-album” Leaving here walking i 1996. Pladen blev nomineret til to W.C. Handy Awards (dét, der nu hedder Blues Music Awards).

Flere udgivelser på Delmark kom til i de efterfølgende år. Den kommende plade er dog hans første siden It ain’t right fra 2015.

Albummet skal som sagt udkomme i begyndelsen af 2020, men single nr. 2 blev tilgængelig i sidste uge. Denne gang er der tale om en version af Howlin’ Wolf-klassikeren ”Killing floor” – se videoen herunder.

Danmarksturné

Hvis man kan lide, hvad man hører, er der flere gode nyheder. Jimmy Burns kommer nemlig til Danmark til november 2020 og spiller en række koncerter. Foreløbig er der bekræftet syv koncertdatoer som led i Jimmy Burns’ Danmarksturné:

  • 20-nov. Underværket, Randers
  • 21-nov. Café Slotsbio, Hillerød
  • 25-nov. Mojo, København
  • 26-nov. Lygten Station, København
  • 27-nov. Kulturministeriet, Ebeltoft
  • 28-nov. Rampelys, Silkeborg
  • 29-nov. Bygningen, Vejle

Thomas Crawfurd, Morten Lunn, Laust Nielsen
Foto: Frank Nielsen

Jimmy Burns vil optræde med et dansk band bestående af Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas samt de to Fried Okra-folk Morten Lunn på guitar og Thomas Crawfurd på trommer.

Der kan stadig nå at komme flere koncerter i Danmark til, lige som datoer i det øvrige Europa er en mulighed.