Få uger efter udgivelsen af kvartetten Mandipira/Lauritsen/Gade/Frosts Flashes (læs anmeldelse her) er Hammondorgel-troldmanden Kjeld Lauritsen klar med sit næste pladeprojekt, Jukebox jazz. Også her har han fået selskab af guitaristen Per Gade, mens Espen Laub betjener trommerne.
Kjeld Lauritsen meritter på den danske jazz- og bluesscene er respektindgydende. Ud over Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost og nærværende trio spiller han for eksempel med sit Hammond Organ 7 og med Nello & the Helping Hand Blues Band. Bluesfans kan desuden have hørt Kjeld Lauritsen med Kenn Lending Blues Band, Smalltown Blues Band, Refer’s Blues Band m.fl. (læs mere om Kjeld Lauritsens indspilninger her).
Jazzguitaristen Per Gade kendes nok bedst fra DR Big Band, men har også et særdeles omfangsrigt cv, som blandt andet omfatter indspilninger med Jakob Elvstrøm, Organic3 og Billy Cobham. Espen Laub har for eksempel indspillet med Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble, Klüvers Big Band og Christina Dahl.
På Jukebox jazz kaster trioen sig ud i ”en hyldest til tidligere tiders danse- og jukebox-egnede singleplader,” som det hedder i pressemeddelelsen. I det øjemed har Kjeld Lauritsen indspillet og selv produceret en række instrumentale standarder i (i jazzsammenhæng) korte versioner, der kunne have gjort sig som singler i jukebox-æraen. Hertil kommer to af Kjeld Lauritsens egne kompositioner, ”Ny funk” og ”Groovy days ahead”.
Kjeld Lauritsen går til opgaven med en selvfølgelig coolness, som matches af hans to superkompetente medspillere. Der bliver simpelthen spillet så overlegent lækkert, at det en fryd.
Anerkendelsen af den styrke, der ligger i kompositioner som for eksempel Joseph Kosmas ”Autumn leaves” eller Harold Arlens ”Let’s fall in love”, er åbenlys, og melodierne får lov til at fremstå som de genkendelige hits, de er. Samtidig bliver der plads til, at både Per Gade og Kjeld Lauritsen selv kan folde temaerne ud, men det sker med det rette mål af selvdisciplin – det er dansemusik, ikke musik, hvor man skal stoppe op og måbe over den tekniske ekvilibrisme. Hertil hviler de tre erfarne musikere for meget i sig selv, og den indbyrdes forståelse og respekten for forlægget og det fælles produkt overstråler langt deres egoer.
Men musikken fungerer på flere planer, for selvfølgelig er Jukebox jazz også en lytteplade. Slipper man sin partner og sætter sig ned, er der masser af instrumentale lækkerier at gå om bord i.
Her er det faktisk Kjeld Lauritsens egne numre, der er mest vellykkede, ikke mindst hørt med blues-ører. ”Ny funk” er et stærkt nummer, hvor et fedt, funky groove etableres og udbygges af Lauritsen og Laub gennem de første godt to minutter, hvorefter de skruer op for kedlerne, og Per Gade sætter trumf på med en fed guitarsolo.
På den swingende ”Groovy days ahead” er der seje, bluesy ekskursioner af både Gade og Kjeld Lauritsen selv. Og så må man ikke undervurdere Espen Laub, hvis varierede og højspændte trommespil er rygraden i hele pladens energi, der gør, at den fremstår cool, men aldrig lad.
Jukebox jazz er en fornøjelig og stilig jazzplade. Den er overlegent fremført og lækkert produceret, og med musikken, ikke musikeren, i centrum.
Jukebox jazz udkommer på cd og vinyl samt på streamingtjenesterne i dag, onsdag den 8. september.