Af Jakob Wandam
Finland er måske ikke nogen stormagt, når det gælder blues, men ikke desto mindre er den finske Tomi Leino Trio et særdeles efterspurgt liveband i store dele af Europa. Også i Danmark har de sat eftertrykkelige spor, både i eget navn og som backingband for kunstnere som Big Creek Slim (de spiller på hans live-album Just don’t understand (2019) (læs anmeldelse her)), Johnny Burgin og R.J. Misco.
Tomi Leino Trio har da også et betragteligt dansk islæt i form af trommeslageren Mikko Peltola, som i de senere år har haft base i Aalborg og spiller i mange danske sammenhænge, blandt andet med Blues Explosion. De to øvrige medlemmer af Tomi Leino Trio er bassisten Jaska Prepula og naturligvis Tomi Leino, der synger og spiller guitar, mundharpe og klaver.
Play that thing! er trioens tredje album, og Tomi Leino Trio viser sig endnu en gang som et særdeles velspillende band med styr på traditionerne. Det minimalistiske trioformat giver bandet en direkte, no-nonsense lyd af urban sammenspilsblues a la Chicago og Texas. Der er en snert af rock & roll på samme måde, som man hørte det hos nogle af 1950’ernes mest populære bluesmen som for eksempel Jimmy Reed, der også har skrevet åbningsnummeret ”I’m a love you”.
Og det er netop denne lyd af oldschool efterkrigsblues, som Tomi Leino Trio dyrker og i den grad mestrer. Tomi Leino har selv skrevet seks af albummets ti numre (fire af dem i samarbejde med Sami Parkkinen), og de fletter sig på smukkeste vis sammen med pladens covers af Reed, Lonesome Sundown (”Leave my money alone”), Jerry ”Boogie” McCain (”That’s what they want”) og Steve Cropper & Booker T. Jones (”Knucklehead”, oprindelig indspillet af Bar-Kays).
Tomi Leino Trio foregiver således på ingen måde at være fornyere at bluesgenren, men Play that thing! er heller ingen historietime. Der er i hvert fald absolut intet støvet over deres energiske trioblues, som tværtimod er frisk og nærværende. Jaska Prepula og Mikko Peltolas super-tight spillende rytmesektion sætter Leino i scene med en spændstig umiddelbarhed, der gør albummet til en virkelig fornøjelse.
Tomi Leino kvitterer med koncist guitarspil, blottet for overflødigt fedt, men stadig med en opfindsomhed, der matcher hans pågående stil. Det hele er perfekt doseret; ingen soloer udarter til ligegyldigt lir, og ingen numre varer længere, end de behøver.
Leinos dybe stemme kan minde om Omar Dykes’ uden dog at besidde hverken Dykes’ pondus eller de mere grusede kvaliteter. Snarere gør vokalen – og i øvrigt også Tomi Leinos mundharpespil – hvad den skal. Der er intet at udsætte på sangpræstationen, men den tager heller ikke meget fokus.
Men Play that thing! er også i høj grad et ensemble-produkt, hvor det er bandet og sammenspillet, man nyder, snarere end de enkelte bidrag. Dét gør man så også, og det er den slags album, der slutter, før man ved af det – hvorefter man gerne hører det én gang til.
Nok er pladen stilmæssigt et blast from the past, men Tomi Leino Trio forstår at gøre bluesen aktuel, ikke gennem modernisering, men ved at spille den levende, målrettet og uden omsvøb.
Play that thing! udkom på cd den 25. marts 2022.