Tekst: Jakob Wandam
Den amerikanske mundharpespiller og sanger Mark Hummel var i august i Danmark, hvor han spillede på Den Blå Festival i Aalborg. Her fik Mark Hummel også chancen for at hilse på nogle af vores hjemlige musikere, blandt andre Ikast-bluesmanden Marc Rune alias Big Creek Slim.
Big Creek Slim gjorde et vist indtryk på amerikaneren, i hver fald hvis man skal dømme ud fra det seneste afsnit af podcasten Mark Hummel’s harmonica party. Her får Mark Hummel og Big Creek Slim over en god halv time en samtale om forskellige guitarstemninger, om de gamle country blues-mestre, der har inspireret Big Creek Slim, og om Big Creeks rejser i Brasilien og samarbejdet med Rodrigo Mantovani med mere.
Big Creek Slim har også guitaren med og giver et par prøver på sin kunnen.
Anerkendte
Mark Hummel er en af de mest anerkendte nulevende mundharpespillere inden for bluesgenren. Han har været udøvende musiker siden 1970’erne og har spillet med mange af de største navne inden for West Coast- og Chicago blues. Som bandleder har Mark Hummel udgivet plader siden begyndelsen af 1980’erne.
I 2021 lancerede han podcasten Mark Hummel’s harmonica party, hvor han dels fortæller om sine egne erfaringer og diskuterer forskellige bluesmusikalske emner, dels er vært for en lang række gæster.
Gæster i Mark Hummel’s harmonica party har for eksempel været Junior Watson, Kid Andersen, Curtis Salgado, R.J. Mischo, Anson Funderburgh, Elvin Bishop og Charlie Musselwhite. Sidste år fik Mark Hummel besøg af danskfødte Oskar Levitin Hansen, der som Lee Oskar fik stor succes i USA med gruppen War og som producent af mundharper. Du kan lytte til alle afsnit af podcasten her, hvorfra det også er muligt at downloade de forskellige afsnit.
I Aalborg
Mark Hummel’s harmonica party er også at finde på forskellige streamingtjenester, og det nyeste afsnit, som altså er optaget i Aalborg sammen med Big Creek Slim, kan for eksempel høres på Spotify her.
Vil man også have billedsiden med, kan man se afsnittet på YouTube eller blot her nedenfor.