Big O & the Blue Quarters får Blueskartellets ærespris

Big O & the Blue Quarters
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Peter Widmer

Det var tydeligvis med stor glæde og stor benovelse, at den unge østjyske blueskvintet Big O & the Blue Quarters modtog Blueskartellets ærespris under Blues Alive Festival 2019.

Big O & the Blue Quarters spillede på festivalen, der blev afholdt den 28. september, sent på eftermiddagen (læs her). Omtrent halvvejs inde i deres sæt blev orkesteret afbrudt af konferencier Jesper Bjarnesen, der lige ville præsentere formanden for Blueskartellet, Carsten Mellson, der tog over, efter at Jesper Bjarnesen havde forladt scenen.

Carsten Mellson sagde:

”Hej alle sammen – mit navn er Carsten Mellson, og jeg er formand for Blueskartellet. Hvert år i forbindelse med festivalen har vi uddelt Blueskartellets ærespris.”

Filips Møllers skulptur

Smuk skulptur

”Prisen består af en smuk skulptur formgivet af Filip Møller og udtrykker bluesmusikken som moder til al rytmisk musik – fra jazz til rock.”

”Æresprisen gives til en eller flere, som har sat et ekstraordinært aftryk i det danske bluesmiljø. Prisen i år går til nogen, som er vokset op i det horsensianske bluesmiljø og har spillet utallige jobs i det ganske land med stor succes.”

”En ny generation har taget bluesen til sig og givet den fornyet energi. Det er derfor med ekstraordinær stor glæde, at Blueskartellets ærespris i år går til: Big O & the Blue Quarters.”

Big O & the Blue Quarters
Foto: Frank Nielsen

Fornemt selskab

Med Blueskartellets ærespris under bæltet er Big O & the Blue Quarters kommet i fornemt selskab, for tidligere modtagere af æresprisen er blandt andre Thorbjørn Risager, Uffe Steen og Troels Jensen.