Koncertanmeldelse: Blues Alive Festival, Håndværkerforeningen, Horsens

Carsten Mellson

Tekst: Peter Widmer
Foto: Frank Nielsen

“Vi skal ikke tjene penge på dét her,” sagde Carsten Mellson, formand for Blueskartellet i Horsens, der står bag Blues Alive festivalen, til Bluesnews.dk.

”Det vigtigste er, at folk er glade for de orkestre, vi præsenterer, og det er mit klare indtryk, at samtlige kunstnere er blevet rigtig godt modtaget af publkum,” konkluderede Carsten Mellson, da den så godt som udsolgte anden udgave af Blues Alive Festival 2019 var ved at være ovre.

Konferencier Jesper Bjarnesen

Med et fint og varieret program bestående af både danske og udenlandske navne som skotske King King, danske Big O & the Blue Quarters og Blues Caravan 2019 med blandt andet finsk, amerikansk og serbisk islæt, var der lagt op til nogle gode oplevelser i blues-, rock- og roots-musikkens tegn.

Festivalen løb af stablen lørdag den 28. september 2019 med start klokken 13.30 og med det sidste navn på banen klokken 23.30. Der var syv navne på plakaten, og festivalen blev som sidste år afviklet i Håndværkerforeningens bygning, Allégade 16a i Horsens, dels på Café Scene, dels på Stor Scene (læs mere om festivalens fysiske rammer og om de enkelte musiknavne med mere her).

Sympatisk

Marcus Praestgaard

Klokken 12.30 præsenterede Jesper Bjarnesen, der var festivalens konferencier, det engelske bluesband Crossfire, der skulle vise sig at være et absolut sympatisk bekendtskab med fin kontakt til publikum.

Bandet kunne høres på Café Scene og består af en glimrende rytmegruppe bestående af to ældre, garvede musikere samt to yngre folk, nemlig den vidtspændende vokalist Alice Armstrong og den fine guitarist Marcus Praestgaard. Et velsammenspillet orkester bestående af musikere fra to forskellige generationer.

Crossfire spillede sig gennem tolv numre, hvoraf halvdelen var egenkompositioner, og der var både funky toner som i åbningsnummeret ”Simple love”, swingende udladninger som i ”Video games” og mere afdæmpede lydlandskaber som i ”Love you more than you’ll ever know”.

Alice Armstrong

Alice Armstrong demonstrerede overvældende vokalkraft, rytmegruppens arbejde sad lige i skabet, og Marcus Praestgaard viste jazz-påvirkninger i sine forrygende løb og fine akkordspil, og så forstod han at spille på pauserne. Bortset fra et par mindre spændende numre var repertoiret ganske tilfredsstillende, og Crossfire har et stort potentiale at bygge videre på, så denne kvartet bør man holde øje med.

Sløj

Samantha Antoinette Smith og Kasper “Lefty” Vegeberg

På Café Scene kunne man med start kl. 15 opleve den britiske sangerinde Samantha Antoinette Smith med dansk backing. Denne konstellation har efterhånden spillet et pænt antal jobs og fremstår som et velsammentømret foretagende.

Sædvanligvis er Samantha Antoinette Smith et veritabelt energibundt på en scene, men denne dag var hun, som hun fortalte Bluesnews.dk før koncerten, noget sløj. Dette prægede en del af hendes optræden, men hun svang sig nogenlunde op på sædvanlig omdrejningshøjde, og publikum tog godt imod sangerinden og hendes danske musikere, der diverterede med velsmagende blå toner.

Samantha Antoinette Smith

Man fik femten numre, blandt andet en utraditionel, fin udgave af ”Hound dog”, en næsten munter udgave af ”Everyday I have the blues” og sågar instrumentalmusik i en velturneret udgave af ”Hideaway”.

Der var fine guitarsoli ved både Carsten Mellson og Kasper ”Lefty” Vegeberg, pianotryllerier fra Troels Jensen og stabilt spil fra rytmegruppen. Desuden var den fine publikumskontakt, som Samantha Antoinette Smith er kendt for, intakt, og hun fik endda publikum til at synge med flere gange, såvel som flere par kom ud på dansegulvet. Samantha Antoinette Smith & co. var en positiv oplevelse.

Seje østjyder

Søren Schack, Oscar Martin Eriksen, Frederik Tygesen

Klokken 16.30 blev Stor Scene indviet af de seje østjyder Big O & the Blue Quarters. Kvintetten spiller forrygende jump blues med Chicago- og West Coast blues som grundlag. Det gør de fremragende, og dette orkester bliver bare bedre og bedre.

Bluesnews.dk har haft fornøjelsen af at opleve bandet mange gange, men sjældent har man hørt Big O & the Blue Quarters spille så fremragende, som de gjorde det denne eftermiddag.

Jais Kurečko Eriksen

Der var bjergtagende soli og mageløst sam- og modspil ved de to guitarister Frederik Tygesen og Søren Schack, godt backet af Jais Kurečko Eriksen på bas og Mathias Rindom på trommer, suppleret med den gode indpisker, vokalist og mundharpemand Oscar Martin Eriksen i front.

Bandet spillede sig gennem et par håndfulde numre, dels hjemmebryggede, dels et par veldrejede covers, og ca. midt i deres sæt blev de afbrudt af konferencier Jesper Bjarnesen, der fluks gav plads til Carsten Mellson, som overrakte Big O & the Blue Quarters Blueskartellets ærespris til stor glæde for orkesteret og til stor begejstring fra et veloplagt publikum.

Blueskaravanen

Ally Venable, Ina Forsman, Roger Inniss, Katarina Pejak

På Stor Scene kunne man være vidne til en koncert med Ruf Records’ Blues Caravan 2019, der i år består af tre unge musikere, nemlig den amerikanske vokalist og guitarist Ally Venable, den finske sangerinde Ina Forsman og den serbiske tangentspiller Katarina Pejak, backet af den engelske bassist Roger Inniss og den amerikanske trommeslager Elijah Owings. Sidstnævnte spiller til daglig i Ally Venable Band.

Kvintetten gør det i diverse afarter af blues med mere, og det gør de udmærket med hver af de tre kvinders særpræg. Bluesnews.dk hørte disse musikere i Odense nøjagtigt ti dage før deres Blues Alive-koncert, der ikke afveg meget fra den, Bluesnews.dk overværede.

Katarina Pejak

Reelt var den eneste forskel, at hvor Katarina Pejak den 10. september var placeret i scenens venstre side og blandt andet spillede flygel, var hun ved Blues Alive-koncerten anbragt til højre på scenen, hvor hun spillede orgel og el-klaver. Ally Venable stod til højre på scenen i Odense, men til venstre i Horsens.

Koncerternes struktur var den samme, hvilket også gjaldt repertoiret, og det skal noteres, at Blues Alive-publikummet var begejstret for Blues Caravan 2019. Da der ikke er grund til at opfinde den dybe tallerken mere end én gang, henviser vi hermed til vores anmeldelse af Odense-koncerten, som man kan læse her.

Live-debut

Nicklas Kure, Sahra da Silva, Richard Farrell, Laust “Krudtmejer” Nielsen, Peter Nande

Mange havde set frem til koncerten med danske The Cornbread Project, der fik deres live-debut på Café Scene klokken 20.15. Med deres hidtidige udgivelser har de begejstret store dele af bluesverdenen, men flere har også rynket på næsen af deres futuristiske blues.

Imidlertid kørte de to bagmænd bag projektet, bassisten og produceren Laust ”Krudtmejer” Nielsen og mundharpemanden, vokalisten med mere Peter Nande samt deres glimrende medmusikere den klart hjem foran et aldeles begejstret publikum.

Richard Farrell

Medmusikerne denne aften var den herboende sanger og guitarist Richard Farrell – kendt fra Danish Music Award-vindende Trainman Blues – sangerinden Sahra da Silva, der også behandlede diverse percussion-instrumenter, guitaristen Nicklas Kure og trommeslageren Marco Diallo. Hertil kom diverse former for elektronik og præindspillede lyde, og alt gik op i en højere enhed, så det var en sand fornøjelse.

Repertioret bestod af primært af numre fra det Danish Music Award-nominerede album Catawampus. Blandt andet hørte man en fremragende udgave af ”Hobo blues”, indspillet med Big Creek Slim på vokal, men her med Richard Farrell på sang, hvilket tilføjede nummeret en ny, anderledes dimension. Dertil kom for eksempel en sej version af ”Rollin’ & tumblin’” tilføjet nye krøller og med uforlignelige Sahra da Silva på vokal.

Sahra da Silva

Tilmed var der nye numre som den jazzede ”Kiss me now”, blandt andet med en af flere overfede guitarsoli ved Nicklas Kure, samt den ligeledes vellykkede ”The can’t hardlies”. Koncerten blev afrundet med en fornem, vuggende version af bluesklassikeren ”Catfish blues” som ekstranummer, og denne koncert kommer for mange til at stå som festivalens bedste og mest interessante.

Rock

Zander Greenshields, Alan Nimmo, Johnny Dyke

Med femten minutters forsinkelse gik skotske King King i gang med deres koncert på Stor Scene kl. 21.25. Kvartetten, der har den karismatiske guitarist og sanger Alan Nimmo som frontfigur, bliver normalt betegnet som et bluesrock-orkester. Imidlertid var den musik, de fire musikere leverede denne aften, rock, men de blå toner fornægter sig dog ikke i Glasgow-kvartettens musik.

Man fik et varieret sæt spillet af et velfungerende band med tæft for gode melodier og gode hooks. Desuden var der fine vokalharmonier samt stærkt vokalarabejde ved Alan Nimmo. Endvidere var kontakten til publikum god, og publikum både klappede, sang med og dansede, så ikke et øje var tørt.

Alan Nimmo

Der blev lagt ud med det pågående åbningsnummer ”(She don’t) gimme no lovin’” fra King Kings seneste album Exlie & grace fra 2017, men ellers fik man numre fra hele bandets produktion, som ”Stranger to love” fra 2015-albummet Reaching for the light, der ubesværet vekslede mellem blidt og hårdt, og den smukke ”Coming home” fra albummet Stranger in the shadows fra 2013.

Der var ofte smæk for skillingen i Alan Nimmos guitartoner, og han blev godt suppleret af keyboard, bas og trommer, så der ikke var nogen tvivl om, at King King er en enhed med en sanger og guitarist i kilt. King King begik en fremragende, energisk fremført rockkoncert, der sluttede kl. 23.07, og som i høj grad begejstrede et modtageligt publikum.

Afslappende

Det påhvilede Jesper Bjarnesen, der bortset fra konferencierrollen også er musiker med mange år på bagen, at afslutte festivalens musikalske løjer på Café Scene klokken 23.30.

Jesper Bjarnesen

Det var forståeligt nok tyndet noget ud i publikum, da Jesper Bjarnesen gik i gang med sin guitar og vokal. Der var dog stadig mange, der droslede ned efter King King-koncerten. Dette var der også rig lejlighed til, for baren var åben, og man kunne købe natmad i form af pølser med brød.

Desuden leverede Jesper Bjarnesen et afslappet – og afslappende – roots-orienteret sæt, der blandt andet bestod af blå toner fremført af en tydeligvis scenevant musiker. Jesper Bjarnesen krydrede sine numre med små anekdoter, og hans humoristiske sans fornægtede sig ikke. Man var med andre ord i godt selskab med denne troubadur.

Da Jesper Bjarnesens sæt var færdigt, var der stadig en del folk tilbage i caféen, hvor også King King og Sahra da Silva fik sig en drink eller to efter dagens musikalske udfoldelser. Blues Alive Festival 2019 sluttede således på udmærket vis og må også i år siges at have været et succesrigt arrangement.

Problematisk

Samantha Antoinette Smith m. band i Caféen

Imidlertid var lyden – både i Store Sal og i Caféen – problematisk. I Caféen rungede det ofte en del, og for eksempel druknede Troels Jensens keyboard-arbejde flere gange under Samantha Antoinette Smith & co.-koncerten, hvilket var yderst beklageligt.

Bedre var det ikke i Store Sal, hvor der endda var ophængt lydforbedrende tekstiler i loftet i modsætning til sidste år.

King King i Store Sal

Lydmand Steen Andersen udtalte til Bluesnews.dk om Store Sal: ”Det er et meget vanskeligt rum” (at lave god lyd i). Desuden sagde Steen Andersen: ”Bluesmusikken kalder jo på mindre, lukkede rum,” hvilket Store Sal jo ikke ligefrem falder ind under.

Hånværkerforeningen er ellers et bluesfestival-venligt hus, men der bør arbejdes kraftigt på at skabe bedre lydforhold, så det for eksempel ikke udelukkende er de publikummer, der vælger at placere sig i midten af Store Sal, eller måske endnu tættere på scenen samme sted, der får sig en nogenlunde acceptabel lydoplevelse.

Lydfolkene gjorde skam alt, hvad de kunne for at gøre lyden optimal – både i Store Sal og i Caféen – men de var oppe mod forhold, der var svære at tackle. Så er det vanskeligt at lave god lyd, men forhåbentlig finder man en løsning, så lydforholdene bliver mere ideelle på næste års Blues Alive Festival.