Tekst: Jakob Wandam
Blueskartellet i Horsens er allerede godt i gang med forårets program. Lørdag den 2. februar lagde de ud med Hook Herrera & the Helping Hand Band, og næste koncert på programmet foregår fredag den 22. februar.
Her er veteranerne i Ole Frimer Band klar til at underholde på KulisseLageret. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Ole Frimer er et velbeskrevet blad i den store danske bluesbog. Siden han pladedebuterede i 1990, har han modtaget en række priser: I 2001 vandt han med bandet Blue Junction, som de første danskere nogensinde, den amerikanske Real Blues-pris i kategorien ”Best Live European Blues Recording”, og i 2004 prisen for ”Best Foreign Blues Act”.
I 2008 modtog han, igen med Blue Junction, en Danish Music Award for ”Årets Danske Bluesalbum”, og i 2011 fik Ole Frimer overrakt Blueskartellets Ærespris, sponsoreret af BankNordik, for sit mangeårige virke på de danske og udenlandske musikscener.
Ole Frimer har spillet med orkestrene Frimer Band og Blue Junction, og siden 2010 har han stået i spidsen for Ole Frimer Band. Her er han bakket op af de erfarne folk Jesper Bylling på bas og Claus Daugaard på trommer.
Ny i Ole Frimer Band er orgel- og keyboardmanden Niels Ole Thorning, som erstatter den travle Palle Hjorth. Niels Ole Thorning har tidligere spillet med blandt andre Allan Olsen, Johnny Madsen og Peter Belli, og i bluessammenhæng med f.eks. Mike Andersen, Mojo Hands og Theessink, Nalle & Møller.
Seneste studieplade fra Ole Frimer Bands side er den dansksprogede Blålys fra 2014, som blev fulgt op året efter af Live at Blues Baltica (læs anmeldelse her) med optagelser fra den tyske festival i Eutin.
Bluesjam
Søndag den 3. marts er der bluesjam på KulisseLageret med den irske singer/songwriter og guitarist Richard Farrell som vært.
Richard Farrell har skabt sig et navn i Danmark med Trainman Blues, der sidste år vandt såvel Danish Music Award’en for ”Årets Danske Bluesudgivelse” (læs her) som Danish Blues Challenge (læs her). Senere i marts rejser Richard Farrell derfor til Azorerne for at repræsentere Danmark ved European Blues Challenge, men inden da er han altså jamvært i Horsens.
Også her er han sekunderet af Laust ”Krudtmejer” Nielsen, som er den anden stifter af Trainman Blues, hvor han fungerer som bassist, sangskriver og producer.
Laust Nielsen har masser af erfaring som jamvært fra Mojo Blues Bar i København, hvor han jævnligt afholder bluesjams sammen med Marco Diallo.
Publikum opfordres til at medbringe instrumenter til KulisseLageret og jamme med. Entréen er 50 kroner, men adgang er gratis for deltagende musikere.
Mundharpevirtuos
Den amerikanske mundharpevirtuos og sanger R.J. Mischo er på plakaten den 15. marts på KulisseLageret. Her stiller R.J. Mischo op sammen med den finske Tomi Leino Trio.
Robert Joseph Mischo er født i 1960 i Chilton i staten Wisconsin, men har siden 1996 resideret i Californien, hvor han har været en del af West Coast blues-scenen sammen med andre mundharpestjerner som Mark Hummel, Rod Piazza og Kim Wilson. Han brød igennem i 1995 med sit andet album, Gonna rock tonight, og han har udsendt i alt 12 plader, senest Everything I need fra 2014.
Herhjemme har R.J. Mischo turneret med Ronni Boysen, og han har ved siden af solokarrieren spillet med blandt andre Pinetop Perkins, Jimmy Thackery og Junior Watson.
Tomi Leino Trio er et højt respekteret band i deres hjemlige Finland, og her i Danmark har vi også gode erfaringer med guitaristen Tomi Leino, bassisten Jaska Prepula og trommeslageren Mikko Peltola. De har turneret gentagne gange med Big Creek Slim, og Mikko Peltola har faktisk slået sig ned i Aalborg.
Akustisk og spontant
Den 13. april byder Blueskartellet på Blues Jamboree i Håndværkerforeningen. Blues Jamboree er Peter Nandes løst sammensatte gruppe af danske blues-, roots- og gospelfolk, som spiller akustisk og spontant.
Blues Jamboree spiller uden fast sætliste, lige som bandsammensætningen varierer fra koncert til koncert. I Håndværkerforeningen medvirker Paul Banks og Richard Farrell på sang og guitar, Peter Nande på sang og mundharpe, Olav Poulsen på slide-guitar og Thyge van Dassen fra trioen Twang på violin og rap.
Blues Jamboree har udsendt to live-cd’er, Grab a root an’ growl og Ride train ride. Begge udkom i 2014 og blev taget rigtig godt imod, og fra disse indspilninger går Paul Banks, Peter Nande og Olav Poulsen igen i Horsens.
Ved koncerten i Håndværkerforeningen er der desuden mulighed for at tilkøbe mad. Menuen er ikke lagt endnu, men vil fremgå af Blueskartellets hjemmeside.
Erfarne
Forårets sidste koncert hos Blueskartellet er med det særdeles erfarne Delta Blues Band og finder sted på KulisseLageret fredag den 3. maj.
I spidsen for Delta Blues Band står sanger, pianist og guitarist Troels Jensen, som om nogen mestrer både delta bluesen og kunsten at underholde et publikum. Troels Jensen modtog som den allerførste hæderen Årets Danske Bluesnavn, hvilket skete i 2002.
Både med Delta Blues Band, Delta Cross Band, som solist og i talrige andre konstellationer har Troels Jensen holdt bluesfanen højt. Han turnerer jævnligt med Miriam Mandipira og spiller med Big Creek Slim Band, og han har indspillet plader sammen med blandt andre H.P. Lange, Kenny Brown og Blues Jamboree.
Med i Delta Blues Band er guitaristen Thomas Puggaard-Müller, som har været en del af bandet siden begyndelsen i 1968. Desuden ser man prøvede kræfter som mundharpemanden Jørgen Lang, bassist Knut Henriksen og trommelager Asmus Jensen.
Læs mere om forårets koncerter på Blueskartellets hjemmeside, hvor du også kan købe billetter i forsalg, læse om medlemskab m.m.