Fristen nærmer sig for tilmelding til Danish Blues Challenge

Af Jakob Wandam

Danish Blues Challenge – bluesmusikkens svar på melodi grand prix – afvikles i regi af den nystiftede forening BluesDanmark (læs her).

Alle interesserede solister og bands kan ansøge om deltagelse, og fristen for ansøgning er den 15. februar 2019.

Herefter udvælger BluesDanmark 3-5 af de ansøgende bands eller solister til deltagelse i en showcase, der kommer til at foregå den 15. juni 2019 hos Bluesnight Randers. BluesDanmark har også mulighed for at udpege deltagere, hvis det skønnes nødvendigt.

Udvælgelsen

Ved udvælgelsen lægger BluesDanmark vægt på, ”at de deltagende bands signalerer blå toner, at bandet sætter sit eget præg på musikken, uanset om der præsenteres originalt materiale eller covermusik, og at musikken uanset alt andet skal have blueskarakter.”

Desuden skal der ifølge European Blues Challenge-reglerne være ”et instrumentalt talent hos de enkelte musikere individuelt og i samspil. Der bedømmes på den vokale formåen, og der bedømmes på bandets sceneoptræden, herunder kontakt med publikum.”

Vinderen af showcasen bliver Danmarks repræsentant ved European Blues Challenge, som afvikles i Zaandam, Holland den den 17.-18. april 2020.

Repræsentanten vælges af en jury, udpeget af BluesDanmark, som består af personer med interesse i og kendskab til blues. Af hensyn til uafhængigheden er juryens sammensætning fortrolig.

Møblomania Blues Award

Vinderne af Danish Blues Challenge 2018, Trainman Blues
Foto: Frank Nielsen

Vinderen af Danish Blues Challenge bliver desuden tildelt Møblomania Blues Award i form af en kunstgenstand og kr. 5.000.

Tidligere vindere tæller Trainman Blues, Fried Okra, The Cornfeds, Christian Bundgaard, Bound by Law og Big Creek Slim.

Detaljer om Danish Blues Challenge, herunder retningslinjer for tilmelding, kan ses på BluesDanmarks hjemmeside her.