Blues fra de nordiske øer (og halvøer)

Lørdag den 30. marts er der mulighed for at høre ”Modersmålsblues” i regi af B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association.

Det foregår på Rampelys klokken 21, og dørene åbnes klokken 20.

Kræfterne bag Modersmålsblues er fire kunstnere fra de nordiske lande, som netop er kendt for at spille blues på deres hjemlige sprog: Kent Thomsen, Terji Krossteig Messell, Uni Debess og Olav Gudnason.

Et velbeskrevet navn

Kent Thomsen
Foto: Frank Nielsen

Kent Thomsen (DK) er et velbeskrevet navn på den danske bluesscene. Tidligere mangeårig frontmand og sangskriver i bandet Kent Thomsen & de Dyre Drenge og senere medlem af trioen Thomsen-Nello-Hansen.

Musikken er lånt i Amerika – sangene kommer fra hjertet af.

Ind-under-huden-blues uden lydpotte, som vor mor troede, hun lavede den. Krydret, rygende varm og lige til at sluge. Traditionel blues med danske tekster, serveret med incitament og appel. Musikalsk inspireret af alle de store: Robert Johnson, Muddy Waters og Howlin’ Wolf m.fl., men altså sunget på dansk. Hør om fiskeren, fodermesteren og de gule ærter og andre skrøner fra Kent Thomsens blues-univers. Kort sagt: intens blues med bid og vid.

Eksotisk

Den herboende Terji Krossteig Messell (FO) er født og opvokset i Torshavn på Færøerne og leverer noget så eksotisk og sjældent som blues sunget på færøsk.

Uni Debess og Terji Krossteig Messell
Foto: Jakob Wandam

Terji er en glimrende entertainer, guitarist og sanger. Tilmed er han i besiddelse af en lun og afvæbnende form for humor, der kan få selv det mest stivnakkede publikum til at overgive sig.

Med andre ord kan Terji Krossteig Messell sine ting, og det skal ikke afskrække nogen, at han synger på færøsk.  Det gør nemlig ikke spor, at man ikke fatter en bjælde af, hvad Terji synger, for den færøske sprogtone passer nemlig forrygende godt til blues. Enhver koncert med Terji Krossteig Messell er en oplevelse i sig selv, og som han selv siger det om den form for blues, han excellerer i:

“Det er ikke Chicago blues! Det er ikke Texas blues! Det er ikke Piedmont blues, ej heller country blues! Det er Nordatlanterhavsblues!”

Olav Gudnason
Foto: Jakob Wandam

”Mr. Blues”

Uni Debess (FO) er ikke så kendt et navn i Danmark, men hjemme på øerne er Uni et household name – deres helt egen “Mr. Blues”, som har turneret øerne tynde med sin blues.

Olav Gudnason (IS) er en habil kontrabassist og har været aktiv på danske musikscene i årevis inden for bl.a. jazz, folk og bluegrass.

Billet til koncerten den 30. marts kan erhverves formedelst kr. 150 i døren eller kr. 120 i forsalg. Sidstnævnte foregår her.