Traditionen tro blev Copenhagen Blues Festival i går aftes skudt i gang med den store prisaften. Her blev priserne “Året Bluesnavn 2014” og “DMA Blues Årets Danske Bluesudgivelse” uddelt.
“Årets Bluesnavn” gik til pianisten og sangeren Hans Knudsen.
Årets prismodtager er født i 1950 i København. Han er uddannet biologilærer, men er autodidakt som musiker.
I starten af karrieren spillede han med traditionelle New Orleans jazzbands, men hans særlige interesse for den piano-baserede boogie woogie, blues, jump og rhythm’n’blues, især New Orleans stilen med f.eks. Professor Longhair og Fats Domino, medførte at Hans Knudsen skiftede hovedinstrument til pianoet i løbet af 1970’erne.
Som en yderst kompetent og bredt stilmæssigt funderet pianist – og meget vellidt blandt sine kolleger, kan Hans Knudsen fylde kalenderen med invitationer som gæstesolist eller sideman i mange forskellige blues- og jazzsammenhænge, og han er på alle måder en særdeles aktiv og populær bluespianist og spillemand.
Pris komitéens begrundelse:
Prisen gives for din mangeårige indsats på den danske og internationale bluesscene.
Som pianist, sanger og orkesterleder spiller du en betydelig rolle som formidler og fortolker af boogie woogie, blues, jump og jazz. Du er en efterspurgt sideman og gæstepianist, både live og i studiet, og dit karakteristiske pianospil kan høres på mange plader, inkl. en række markante udgivelser i eget navn. Med stort talent, personligt engagement i din musik og i dit publikum, er du en eksemplarisk repræsentant for dansk blues.
Igen i år blev det Thorbjørn Risager & Black Tornado der løb af med Årets bluesudgivelse for udgivelsen “Too Many Roads”. Det var andet år i træk de modtager prisen. Blandt de nominerede var Blues Jamboree: Ride Train Ride, Grab a Root an’ Growl (Straight Shooter/Gateway), Delta Blues Band: Stonewashed (Longlife Records), Ole Frimer Band: Blålys (Longlife Records), Paul Banks: Blackberry Wine (Stunt Records) og naturligvis Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Too Many Roads (RUF Records).
Et stort tillykke til begge prismodtagere!
Pingback: Koncertanmeldelse: Hans Knudsen & Ronni Boysen, Hans Tausens Kirke, Odense – Bluesnews.dk