Bror Gunnar Janssons gotiske blues

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Torsdag den 2. august havde Farvergården i Odense besøg af det svenske enmandsband Bror Gunnar Jansson. Anledningen var Jam Days Festival, og Jansson spillede på festivalens 2. dag.

Bror Gunnar Jansson dyrker en helt speciel blueslyd, som nok kan dele vandene. Hans æstetik kan minde om vores egen Jarno Varsteds; han søger det hårde, metallisk støjende, industrielt beskidte, men hvor Varsted primært betjener sig af mundharpe og guitar, kunne man i Farvergården opleve Bror Gunnar Jansson på guitar og fodbetjente trommer.

Intenst

Denne instrumentering gav flere af hans sange et intenst hill country blues-præg og en insisterende, næsten anmassende lyd. Samtidig var al vokal forvrænget, hvilket gjorde teksterne aldeles udechifrerbare (hvorfor vi heller ikke skal forsøge at gengive sangtitlerne).

Bror Gunnar Jansson sang ofte med himmelvendte øjne og virkede i det hele taget distanceret. Han talte meget lidt mellem numrene, men det var i allerhøjeste grad et vidnesbyrd om sangenes og konceptets styrke, at man alligevel blev draget af hans performance, og det ville være helt forkert at påstå, at han ikke var nærværende. Blot sugede musikkens David Lynch-atmosfære al koncentration fra både kunstner og publikum til sig, og hen imod slutningen af koncerten sneg der sig da også næsten et smil frem på Janssons læber.

Den garage-rå lyd var gennemgående, og det samme var den dystre, vemodige stemning. ”Gotisk blues” kunne man måske kalde stilen. Ikke desto mindre var der inden for disse rammer god variation mellem sangenes udtryk. Snart var det hill country blues i stadigt stigende tempo, snart bygget på hårde blues- eller rockguitar-riffs.

Guitarskift

Et guitarskift indvarslede en mere lystonet lyd og singer/songwriter-præg, hvorefter Janssons bottleneck-spil hentede os tilbage til hill country bluesen. Mere uptempo blues og sågar næsten rhythm & blues kunne Jansson også levere, inden han rundede af med langsomt bottleneck-spil og som ekstranummer et old-school bluesnummer.

Bror Gunnar Jansson er den type bluesmusiker, som kan afskrække de mere konservative fans af genren med sit take på bluesens konventioner. På Jam Days-scenen tog publikum dog godt imod hans særegne lyd, og faktisk blev koncerten en rigtig god oplevelse, som efterlod et stærkt indtryk.

Bror Gunnar Jansson er tilbage i Danmark den 24. september, hvor han spiller til “Blue Monday” på Godset i Kolding. På programmet er desuden Big O & the Blue Quarters.