Christian Rohde bobler på Dansktoppen

Christian Rohde

Tekst: Jakob Wandam

Sanger, sangskriver, radiovært og booker med mere Christian Rohde har ofte snuset til bluesmusikken. Som vært på RadioJazz har han interviewet flere danske bluesmusikere. Hans 2019-album Weekend med Polyhymnia (læs anmeldelse her) kunne kreditere bluesfolk som Kenn Lending, Esben Duus og Michael Sunding blandt de medvirkende musikere, og pladens releaseparty blev holdt på Mojo Blues Bar i København (læs her).

Christian Rohde med Kenn Lending Blues Band
Foto: Jakob Wandam

Og så har Christian Rohde gennem mange år været musikansvarlig for koncerterne ved Nyhavns Mindeanker på Copenhagen Jazz Festival, hvor blandt andre Kenn Lending Blues Band, Krølle Erik, Hans Knudsen, Chris Copen, Esben Just, Michelle Birkballe og Tobacco har spillet. Christian Rohde har også selv stået på scenen ved flere af disse lejligheder og optrådte for eksempel sammen med Kenn Lending Blues Band i 2018 (læs her).

Christian Rohde orienterer sig dog især og med stolthed mod den lette underholdningsmusik, og i de seneste måneder har han flere gange været i spil i forbindelse med DR Dansktoppen. P.t. er det sangen ”Tralalala-Line”, der bobler på Dansktoppen og dermed har mulighed for at blive stemt ind på top 10. Det er lytterne, der via sms-stemmer bestemmer, hvilke sange der får æren af en plads på Dansktoppen.

Hans Knudsens klaver

”Tralalala-Line” er skrevet af Christian Rohde selv, den er produceret af Peter Brander, og bluesfans vil bemærke Hans Knudsens karakteristiske boogie-klaver. Tidligere har Christian Rohde også haft sangen ”Boogie-man” som bobler på DR Dansktoppen, og her er Hans Knudsens bluesy piano endnu mere i fokus. Rohde synger nummeret sammen med Jannie Høgh og Gert Rostock.

Hans Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Den boogie- og rock & roll-orienterede stil dyrkede Christian Rohde også på forårssinglen “Bøge boogie”, der blev udgivet som et duo-nummer med Peter Brander.

“Bøge boogie” udkom som digital single den 15. maj 2025, ”Tralala-Line” fulgte den 15. oktober 2025, og ”Boogie-man” blev udsendt den 25. november 2025. Alle tre forventes at kunne findes på et kommende album, som er planlagt til udgivelse i 2026.