Elegant moderne blues med Rick Vito Band i Vollsmose.

Rick Vito Band.Bluesnews.dk-1Af Peter Widmer

Vollsmose Kulturhus har skudt papegøjen ved at hente den Grammy-nominerede guitarist Rick Vito til Odense. Rick Vito og hans to medmusikere leverer en gang elegant, moderne højspændt blues i Vollsmose Kulturhus fredag den 13. maj 2016, kl. 20 – 22. Billetter i forsalg på Kulturhusets hjemmeside til 50 kr. Billetter i døren fra kl. 19:30 til 60 kr.

Rick Vito har været aktiv på den internationale musikscene siden 70’erne. Han har arbejdet som solo-guitarist, sangskriver, studiemusiker og som band-medlem hos John Mayall, Bonnie Raitt, Bob Seger, Jackson Browne med flere.

Han er nok mest kendt som lead-guitarist i legendariske Fleetwood Mac fra
1987 til 1991. I nyere tid som guitarist i The Mick Fleetwood Blues Band Featuring Rick Vito.

Og så er Rick Vito blandt andet en fremragende slide-guitarist og en yderst habil sanger.

Rick Vitos første solo-udspil, den glimrende ”King of Hearts”, udkom i 1992, og siden er det blevet til flere fuldlængdeudgivelser i eget navn.

Rick Vito kunne sidst opleves i Odense på den nu hedengangne festival Odense Internationale Bluesdage i 2002. Siden har han ikke givet koncert på Fyn, men nu kan Rick Vito altså opleves igen i det fynske, og denne gang er det i Vollsmose Kulturhus.

Der venter publikum en fremragende aften med masser af elegant, moderne højspændt blues med Rick Vito Band.

Med denne musikalske kapacitet på scenen sætter Vollsmose Kulturhus et flot punktum for forårets koncert-sæson.

Rick Vito Band er:

Rick Vito: Guitar & vokal, Marc Männel: Bas & Josef Kirschgen: Trommer.

Koncerten er støttet af Odense Musikudvalg og Statens Kunstfond.