Endnu mere Blues Heaven-musik i Frederikshavn

Tekst: Jakob Wandam

I den kommende weekend går det løs i Frederikshavn, når Danmarks største bluesfestival Blues Heaven sætter Arena Nord på den anden ende den 11.-12. november.

Allerede torsdag den 10. november indtager Blues Heaven-kunstnerne dog byen. Her bliver der vanen tro varmet op med de første koncerter i Blues Heavens ”juke joint”. Som vi tidligere har kunnet berette her på siden, er denne i år flyttet fra Freddys’ Bar til de mere rummelige rammer i Maskinhallen.

Her spiller Roy Rogers og Chris Cain torsdag aften, Carolyn Wonderland og Kai Strauss fredag eftermiddag og R.J. Mischo og Mike Wheeler lørdag over middag.

Tilløbsstykker

Men juke joint-koncerterne er tilløbsstykker, så derfor udvides konceptet nu. Og det betyder, at der alligevel kommer intimkoncerter med Blues Heaven-musikere på Freddy’s Bar. Det foregår lørdag fra klokken 12, og på scenen står Jose Ramirez og Alabama Mike.

Jose Ramirez

Guitaristen og sangeren Jose Ramirez er noget så usædvanligt som en bluesstjerne fra Costa Rica. Han er dog godt i gang med at skabe sig en international karriere, og tidligere på året udkom hans major label-debut på amerikanske Delmark Records.

Her medvirkede blandt andre top-sessionfolk fra Chicago-scenen som Bob Stroger, Willie Hayes og Roosevelt Purifoy, og albummets titelnummer er en af de sidste indspilninger med Jimmy Johnson, der døde i januar.

Stor stjerne

”Alabama” Mike Benjamin spiller også med de største. Han har tydeligvis en stor stjerne hos Bob Corritore og har sunget på mange af hans plader, og så fik Alabama Mike stor ros for sit arbejde med Andy T Band. Det samme gjorde sig gældende for hans Blues Music Award-nominerede indspilninger med The Hound Kings.

Også som solist har Alabama Mike været BMA-nomineret (i 2011), og han har fire velanmeldte soloplader på samvittigheden: Day to day (2009), Taylor made blues (2010), Upset the status quo (2016) og Hip you to my blues (2019) (læs mere om Jose Ramirez og Alabama Mike her).

Freddy’s Bar er beliggende i Havnegade 9B i det centrale Frederikshavn. Billetter til lørdagens koncerter koster kr. 275 og kan bestilles her, hvor man også finder billetter til selve Blues Heaven-festivalen samt til juke joint-koncerterne i Maskinhallen.

Det samlede program for koncerterne i Arena Nord, i Maskinhallen og på Freddy’s Bar (med forbehold for ændringer) kan ses nedenfor.

Læs mere om Blues Heaven 2022 her, her, her og her.