Husk at nominere kandidater til DMA Blues senest den 14. maj!

Tekst: Jakob Wandam

Så er det ved at være lige oppe over, hvis du skal være med til at finde modtagerne af Blues Liveprisen og Årets Hoochie Coochie Man/Woman ved dette års Danish Music Awards Blues. Deadline for indstillinger er torsdag den 14. maj klokken 12.

Der har grundet en fejl været lukket for indstillinger på JazzDanmarks hjemmeside (her), men det er der nu rådet bod på. Det er altså stadig muligt at indstille sine kandidater, og det er det frem til og med torsdag.

Enhver kan indstille bands eller solister

Som vi tidligere har fortalt (læs her), kan enhver med tilknytning til det danske bluesmiljø indstille bands eller solister til Blues Liveprisen 2020. Danish Music Awards Blues uddeles af JazzDanmark og ROSA – Dansk Rock Samråd, og for Blues Liveprisen er kriterierne som følger:

”Liveprisen gives til en gruppe eller artist, som har præsteret en spændende og nyskabende musikalsk optræden på livescenen, har været særlig synlig i det danske bluesmiljø inden for det sidste års tid, og gjort dette med høj kunstnerisk kvalitet, integritet og et stærkt personligt udtryk. ”

Indstillingen skal begrundes skriftligt (med maks. 500 tegn) og foregår via en formular, som findes her.

Ildsjælspris

Også ildsjælsprisen Årets Hoochie Coochie Man eller Årets Hoochie Coochie Woman 2020 er åben for indstillinger. Om denne hædersbevisning skriver JazzDanmark:

”Der er masser af ildsjæle i det danske bluesmiljø, der gør en kæmpe forskel weekend efter weekend. Koncertarrangører, frivillige, lydmænd, lysfolk, fans, journalister, DJs – you name it! Vi hædrer igen i år en person, som har gjort noget særligt for det danske bluesmiljø i det forgangne år.”

Også her kan man indsende en skriftlig begrundelse, og formularen hertil kan findes her.

Bluesudgivelser

Står man bag en bluesudgivelse, som man ønsker, skal i betragtning til prisen for Årets Danske Bluesudgivelse 2020, kan man også stadig nå at oploade album og cover hos ROSA her (opstår der problemer, skal man kontakte MC Hansen på mchansen@rosa.org).

For at komme i betragtning skal musikken være udgivet mellem 1. maj 2019 og 30. april 2020. Desuden skal udgivelsen leve op til følgende kriterier:

  • kapelmester skal være dansk, hvilket vil sige født eller fast bosiddende i Danmark
  • hovedsolist skal være dansk, hvilket vil sige født eller fast bosiddende i Danmark eller have væsentligt tilknytningsforhold til Danmark
  • udgivelsen skal være af minimum 30 minutters varighed og offentligt anskaffelig
  • både fysiske udgivelser og online-albums kan indstilles
  • musikken må ikke have været udgivet før

ROSA, JazzDanmark og Turbinen i Randers arbejder p.t. på at finde en dato, hvor dette års prisuddeling kan finde sted. Den oprindelige augustdato har nemlig måttet droppes på grund af coronakrisen. Bluesnews.dk følger naturligvis op på detaljer om afviklingen af DMA Blues, når de bliver tilgængelige.