Klassisk blues uden regler

Tekst: Peter Widmer
Fotos: Frank Nielsen (hvor ikke andet er nævnt) 

Ole Bech er sanger, sangskriver, guitarist og frontfigur i det små fire år gamle aahusianske bluesband The Pocket Players. Foruden Ole Bech består orkesteret af andre garvede, særdeles velanskrevne musikere, nemlig Palle Hjorth på tangenter og brødrene Henrik og Søren Poulsen på henholdsvis bas og trommer.

The Pocket Players beskriver i deres seneste pressemeddelelse blandt andet deres musik som: ”Blues i særklasse, anderledes blues og blues med holdninger,” og som det vil fremgå af nedenstående, er dén beskrivelse ikke helt ved siden af.

Bluesnews.dk fangede Ole Bech i Bygningen, Vejle, lørdag den 17. december 2016, hvor The Pocket Players spillede den næstsidste koncert på deres ”release tour” i forbindelse med udgivelsen af deres andet album, Throw your dog a bone, der udkom den 25. november 2016.

Jeres første album, der blev udgivet i 2013, hedder Acid blue horizon. Hvorfor lige dén titel?

– Det, vi ville, med den titel, var at beskrive vores musik. Vi kalder vores musik for ”klassisk blues uden regler,” men så er der også tilført et lille stænk syrerock – sådan lidt i retning af The Animals og The Doors.

Jeres andet album skulle have været udgivet sidst i 2014, og i dén forbindelse skrev I i en pressemeddelelse for ca. to år siden, at:

”The Pocket Players er nu klar med deres andet fuldlængdeudspil, der kort og godt hedder The Pocket Players. Cd’en blev indspillet i sommeren 2014 … ”

 Men – der kom jo ikke nogen ny cd fra jeres side i 2014! Hvad var det lige, der skete dér?

– Det, der skete med den cd, var, at vi havde besluttet at vi ville lave vore egne sange. Jeg havde nogle skitser til nogle numre derhjemme. Vi havde aldrig prøvet at lave dét der før, så det var meget på forsøgsbasis. Vi gjorde det, at vi lånte Poul Krebs’ fantastiske sted ovre på Samsø, der hedder Dansebjerg, og så var vi dér i tre dage i sommeren 2014.

– Jeg havde så nogle skitser med, som jeg havde spillet ind i Pro Tools, hvor jeg bare sad med en guitar og larmede. Der var ingen sange, der var færdige, men der var sådan nogle antydninger, og så gik vi i gang med det. Så sad vi kollektivt og hørte det igennem, og der var reaktioner fra ”Den er sgu fed, den dér,” til ”Den dér duer ikke. Den gider vi sgu ikke.”

– Så tog vi noget af det, vi syntes, kunne bruges. Noget andet var, at vi også lavede nogle sange, hvor jeg ikke havde nogen skitse. Der er f.eks. to numre, hvor Palle havde en idé, og dem har vi så indspillet helt uden tekst på. De der ting, hvor jeg havde skitser, der er der nogle gange kommet nogle B- og nogle C-stykker på, som jeg egentlig ikke havde lavet. Så hvis vi havde haft nogle færdige sange, havde vi været meget længere i processen.

– Jeg skulle jo så hjem og skrive nogle sange til det her. Jeg havde faktisk ikke prøvet sådan noget før, undtaget det nummer, ”Nothing but the blues”, som jeg skrev til vores debut-cd.

– Vi havde bare nogle akkorder, der lød godt, men der var ikke nogen reel melodi på dem. Så jeg skulle hjem og lave melodien på de dér B-stykker, vi havde fået ind på båndoptageren, og faktisk også skrive sangen, altså skrive teksten. Så det tog rigtig lang tid, og det var noget af en proces, men det var superfedt.

Travlt

Så det tog jer altså to år at få lavet den cd, der så ikke kom til at hedde The Pocket Players, men Throw your dog a bone?

Ole Bech griner og siger:

– Nej det gjorde det nu ikke. I hvert fald ikke selve musikken, men vi har alle travlt i det her orkester, og nogle af gutterne har ekstremt travlt, som for eksempel Palle. Vi havde også ét nummer, vi skulle have indspillet. Vi har nemlig et dogme om, at vi skal have mindst ti sange ned på en cd.

– Mens vi var på Dansebjerg, fik vi kun banket ni numre ind, så der var lige et sidste, vi skulle have lavet. Jeg sagde så, at jeg ville lave et nummer, hvor jeg bare sad og spillede dobro og sang, men bare det at få det nummer færdigt og holde møde og holde møde igen og få alle numre færdigindspillet og pudset af, tog lang tid af få på plads.

– Desuden skulle vi også have møde med Thomas Alstrup fra Jonah Blacksmith, der har mixet pladen i Sejling Studio, men det var svært for os at finde en dag, hvor alle kunne, så det tog evigheder.

Kollektiv proces

– Ok – det tog faktisk alt i alt to år plus det løse at få det hele på plads, siger Ole Bech og storsmiler.

– Det, vi havde indspillet på Samsø, var sådan nogle grund-tracks. Alle instrumenter på de ni sange, vi lavede på Samsø, var færdigindspillede, som vi ville have det. Men sangen var ”cue-sang”, så vi skulle hjem i mit studie i Viby, hvor vi så skulle have indspillet al sangen.

– Desuden skulle jeg lige have skrevet alle teksterne færdig, før vi kunne komme i gang. Det tog mig vel et halvt år, så det var nok omkring 2015, at vi begyndte at lave vokal på det, vi havde indspillet. Men det har været en fantastisk og meget lærerig proces.

Throw your dog a bone er helt hjemmestrikket, dvs. alle numre er skrevet af The Pocket Players. Du står for teksterne, mens I har været flere inde over med hensyn til det instrumentale.

 – Ja, det har vi. Når The Pocket Players laver musik, er det en meget kollektiv proces. Det kan godt ske, at jeg har en skitse eller har lavet et eller andet nummer, men der kommer altid mange indspark fra de andre, og det synes jeg jo er superfedt, for tingene bliver bedre af det i forhold til det, jeg har tænkt, synes jeg. De andre er jo nogle gode folk, og de har alle nogle supergode idéer alle tre. Men alle teksterne står jeg for.

Yndlingsnummer

Nævn tre numre på jeres nye cd, som du er specielt glad for, og begrund dine valg.

– Et af de numre, jeg er allergladest for, er det sidste nummer – ”Jonah” – hvor jeg kun spiller dobro, og hvor der lige er lidt kor på. Det er faktisk gået hen og er blevet mit yndlingsnummer. Det er et af de numre, der virker allerstærkest, når vi spiller live.

– Det virker altid stærkt, når man har spillet med fuldt band på i mange omgange, når man spiller et nummer, hvor der bare er en guitar og en, der synger. Det bliver lidt tættere på. Og så er jeg også rigtig glad for teksten. Den ligger mig meget på sinde, fordi det er en opsang til Danmark – og den vestlige civilisation – sådan som vi fører os frem.

Og hvilke andre to numre er du specielt glad for?

 – Jeg kan rigtig godt lide titelnummeret, ”Throw your dog a bone”, som jeg synes, er helt fantastisk, fordi det er en blues, der ”shaker lidt hand” med Bob Dylan. Noget af den er helt traditionelt bluesagtig, tenderende lidt til rockabilly måske, og så er der nogle fraser i den, som er meget Bob Dylan-agtige.

– Men Bob Dylan er også en stor inspirationskilde for mig, og han spiller jo faktisk også utroligt meget blues. Man opfatter ham jo ikke som blues-kunstner overhovedet, men der er virkelig meget af det, han laver, der er blues.

– Når vi spiller live, spiller vi et Bob Dylan-nummer, der hedder ”Watching the river flow”. Egentlig er nummeret en ret almindelig shuffle, men så alligevel, fordi det er Bob Dylan, spiller han sjældent en helt straight 12-takters shuffle med de sædvanlige tre akkorder. Der bliver nødt til at komme nogle skæve, overraskende molakkorder ind hist og pist, og det synes jeg bare er så pisseinspirerende.

– Både det der med at have fat i det helt urgamle, hvor han vedgår sig at kende bluesrødderne, men så i hans B-stykke må han lige ud og lave noget, der er lidt anderledes. Det synes jeg går igen i på ”Throw your dog a bone”, selv om det er et helt andet nummer og ikke har den samme feeling overhovedet; der kommer også et B-stykke, hvor jeg lige siger: ”Hej, Bob Dylan.”

Slavehandel

Og det tredje nummer?

– Det er et nummer, som hedder ”St. Croix blues,” som jeg også rigtig godt kan lide. Jeg skrev nummeret, da jeg var på St. Croix. Jeg boede på en sukkerrørsplantage, hvor der var nogle huse, som tidligere slaver havde beboet.

– Jeg blev så indkvarteret i et af de huse, og når jeg så sad der om aftenen og hørte cikaderne synge og fik et glas rom, kunne man godt nogle gange komme til at tænke meget over den fortid, der havde været, og som danskerne havde hænderne dybt nede i.

– Vi havde i hvert fald 200 år derude, hvor vi stod for slavehandel. Vi havde en meget lukrativ trekantshandel, og der er mange, der siger, at den velstand, der kom i København på den tid, flotte bygninger med mere, skyldtes Danmarks engagement i slavehandel og slavehold.

– Nu er det snart 100-års jubilæum for salget af De Vestindiske Øer, og jeg har hørt folk på øerne sige, at de gerne vil have, at den danske regering siger undskyld. Og det pikerer mig ad helvede til, at man fra officielt hold har en så arrogant holdning, at man siger, at det dér har man ikke noget med at gøre, at det er fortid.

– Selv kongehuset har sagt, at ”Det er ikke vores bord.” Det kan man naturligvis godt sige, men hvis det betyder noget for folk på De Vestindiske Øer, kan jeg simpelthen ikke forstå, at man ikke siger undskyld.

Den indre grænsebom

I skriver i jeres nyeste pressemeddelelse: ”Den instrumentale ballade ”Brand new start” er om at føle sig fremmed i sit eget land.” Men nummeret indeholder da en smule tekst, så helt instrumental er ”Brand new start” ikke.

 – Vi tænkte på, mens vi var på Dansebjerg, om det skulle være et rent instrumentalnummer, men jeg gik alligevel og lavede en tekst. Faktisk skrev jeg tre vers til ”Brand new start”, så den kunne godt have været med sang hele vejen igennem. Men så i den kollektive proces blev vi enige om at skære ned til bare ét vers, så der er ikke så meget sang, så det gør noget. Men det er godt, for så virker det måske lidt federe, når teksten lige pludselig kommer.

Du skriver blandt andet: ”People here have changed. Things been rearranged.” Hvad ligger der i disse linjer?

– Det er min kommentar til et Danmark, hvor jeg føler, at den indre grænsebom er gået ned med et ordentlige klask. ”Brand new start” er lidt af en blues, der drejer sig om, at Danmark har ændret sig, og i vores objektiv er det ikke i en god retning.

Pladderhumanistisk

Du har meget på hjerte – set gennem dine tekster. Føler du dig blandt andet fremmed i dit eget land og hvorfor?

– Ja, det synes jeg, at jeg gør. Danmark har jo været et land, der i lang tid var præget af en solidarisk holdning, og der er meget i den danske kultur, der handler om fællesskab. Når nu de borgerlige politikere laver forskellige kanoner, så synes jeg ikke lige, at dén del af fællesskabet er så fremtrædende. Fordi det er ligesom om, at højskolebevægelsen, som jo tidligere har været noget, man har kunnet enes om – både fra højre og venstre side af Folketinget – faktisk var noget rigtig godt, ikke bliver set så positivt på mere.

– Jeg har en følelse af, at mange på højrefløjen ikke synes, at det dér er så fedt mere, fordi de ikke stiller spørgsmålstegn ved nogle ting. Man bruger tit en retorik, som siger, at sådan noget, det er pladderhumanistisk. Det er for eksempel noget af det, jeg tænker med, at det her land, det kender jeg ikke. Danmark har i mange år været præget af en humanistisk indstilling – at vi hjælper dem, der er fattige, vel vidende, at vi er et meget rigt land.

– Men der synes jeg, at man har fået en lidt kedelig holdning. Jeg synes sgu egentlig, at det er ret flot at være humanist; at have den indstilling, at jeg gerne vil hjælpe, hvor jeg kan, og jeg vil gerne hjælpe folk, der er i nød. Det er ligesom om, at det bliver lagt for had, gjort for nar og bliver gjort til pladderhumanisme og sådan noget dér. Hvor tåbelig kan man være?!

– Dét synes jeg bare er en meget, meget kedelig holdning. Og det piller ved noget af det Danmark, som jeg godt kunne lide. Og så synes jeg også, at fagbevægelsen, andelsbevægelsen og alle de ting, som har med fællesskab at gøre, har det svært for tiden. De mister tilskud. Det er en kedelig udvikling, synes jeg.

Karismatisk

I en gammel pressemeddelelse fra The Pocket Players er du beskrevet som ”karismatisk”. Hvad er det, der gør dig karismatisk?

– Det, der gør mig karismatisk er, at jeg har meget energi. Når jeg spiller, bliver jeg meget tit tændt af sådan en vild energi, og jeg har hørt nogen beskrive, at jeg har svært ved at være i min egen krop. Det kan jeg godt li’, dét dér, griner Ole Bech, og fortsætter:

– Og jeg kan også godt se, når jeg bliver præsenteret for billeder eller videoer af mig på en scene, at så giver jeg den meget gas. Det har jeg gjort, siden jeg var tyve år gammel og spillede live de første gange, men jeg skal lige sige, at dengang var det meget, meget vildere, end det er i dag.

– Jeg kan huske første gang, jeg så mig selv på video, da var jeg simpelthen så glad, fordi jeg lige var kommet med i et Aarhus-orkester, der hed Bacchus. Jeg gav den fuldstændig gas og sprang rundt over det hele.

– Et af mine helt store idoler har altid været den irske bluesguitarist Rory Gallagher. Jeg synes, han havde den dér fede stil. Han kom ind bare i skovmands-skjorte – der er nogen, der har kaldt ham ”Wizard of the Checkered Shirt” – og så spillede han.

– Det, det handlede om, var ren blues- og rock-energi, og han sprang også rundt som en sindssyg på scenen, og det synes jeg bare var så mega-fedt. Og så med en ramponeret, gennemhærget Stratocaster-guitar. Jeg har aldrig set så fed en guitar! Den bevogtes jo som et klenodie nu, og den er super, superfed.

Med indlevelse

– Men det dér meget energiske udtryk har jeg altid godt kunnet lide. Det vil jeg gerne have med også. Nogle gange spiller jeg også nogle ballader, hvor jeg synes, at jeg formår at ramme ét eller andet, når jeg synger. For eksempel i stille numre som ”Jonah” eller det gamle Blind Faith-nummer ”Can’t find my way home,”, som vi også spiller.

– Når vi laver de dér stille numre, kan jeg godt lide at synge ud i rummet, og det er lige før, jeg får en religiøs oplevelse ud af det. Jeg kan i hvert fald godt få lidt tendenser til ståpels – eller kuldegysninger. Nu er der ét eller andet, og så føler jeg, at jeg kan mærke, at hold kæft, nu hører de kraftedeme efter, og så har vi måske et specielt øjeblik her. Og sådan nogle ting synes jeg, er rigtig fede.

– Jeg synes også, at jeg spiller meget energisk og med indlevelse, og så kan jeg også godt lide nogle gange at tænde helt vildt af! Det er sådan et livsbekræftende udtryk, som jeg rigtig, rigtig godt kan lide.

Hvem er Ole Bech – med tre ord?

– Med tre ord?! Jamen så er jeg en skidegod sanger, og så er jeg en rigtig dygtig slide-guitarist, og så er jeg et varmt og humanistisk menneske med en god portion humor.

Flygtningekrisen

På Throw your dog a bone beskæftiger I jer med flere aktuelle emner.

 – Ja, der er for eksempel sådan et nummer som ”The blinds”, der er det nummer, som handler om flygtningekrisen og om, hvordan der blev lukket af, da der kom alle de folk op gennem Europa. Det er sådan en mol-blues, og det er Palle, der har lavet musikken til dén, mens jeg har skrevet teksten, hvor der blandt andet står:

”But you can’t open up your door.
Feel insecure
Go away – leave us alone
We can’t share
We got to take care of our own.”

– Vi er jo godt med velstandsmæssigt, men at vi ikke vil tage kvoteflygtninge mere, synes jeg hænger godt sammen med – som jeg snakkede om før – et Danmark, som jeg ikke kender længere. Hvor er humanismen?

– ”Hvad fanden skal vi med det gamle lort?” synes holdningen at være.

Hvem i jeres band fandt på at blande syrerock og blues?

– Det var nok Palle og mig. Rent faktisk mødtes vi på et tidspunkt i 2013, og vi vidste, at vi ville lave et band sammen. Jeg har et orkester, der hedder Soulmates, hvor Palle også er med. Vi har spillet sammen i flere år, og vi kan rigtig godt lide at spille med hinanden. Vi blev så enige om, at vi ville lave et orkester sammen, og det kunne være to ting:

– Enten skulle det være et syreorkester, og hvis vi havde klappet til dér, tror jeg, at vi var kommet inden Spids Nøgenhat med at lave sådan noget gammelt syre-musik, fordi det har vi begge to en kæmpestor kærlighed til. Der er jo rigtig mange gode gamle danske ting, som Savage Rose, Ache med flere. Smukke ting, der stadigvæk lever.

Udsyret tonevalg

– Sådan noget er vi helt vilde med, og vi snakkede om at lave sådan et band, men det, jeg havde allermest lyst til, og det, der er allertættest på min sorte sjæl, var at lave et bluesband. Og så aftalte vi at gøre dét.

– Men selvom vi spiller blues, og den første cd udelukkende bestod af bluessange, kan vi ikke lade være med at trække lidt på vores referencer til noget gammelt syrerock, som jeg jo faktisk rigtig godt kan lide, for der er meget vildskab i dén musik.

– Og så har syrerock et rigtig godt, udsyret tonevalg, som jeg synes klæder bluesmusikken rigtig godt, fordi blues skal være skæv, før det er godt, så jeg synes, at der er nogle rigtig gode referencer at trække på i syrerocken.

– Og Palle spiller jo tit på Hammondorgel gennem Leslie , men når han spiller i The Pocket Players, spiller han gennem min gamle, fuldstændigt ramponerede Vox-forstærker fra 1962. Det giver sådan et andet udtryk. Så kan man nogle gange høre noget, der giver mindelser til The Animals og til Ray Manzarek fra The Doors.

Hatten af

Har I andre inspirationskilder – fra det store udland?

– Ja. Vi spiller blandt andet et nummer, der hedder ”One way out,” og det er sådan en hatten af til Allman Brothers Band, som jeg jo synes, er et sindssygt fedt orkester. Jeg kan enormt godt lide deres måde at spille blues på, og den måde vi spiller deres numre på, kan jeg godt høre noget Allman Brothers-inspiration i.

– Vi spiller meget sjældent deres numre sådan 12-takters-agtigt, og nu holder vi os til tre akkorder. For eksempel har vi ikke arrangeret ”One way out” som The Allman Brothers Band, og spiller det slet ikke som de gør. Vi spiller det langt mere rundt i akkorderne og modulerer rigtig meget i det nummer. Det er sådan vores egen måde at lave det på.

I har angiveligt selv stablet jeres nuværende lille ”release tour” – med seks jobs – på benene. Hvorfor ikke gennem en manager eller en agent?

– Det har vi slet ikke overvejet, og jeg er heller ikke sikker på, at vi gør det, for jeg tror, vi er det rigtige sted. Vi vil meget gerne lave nogle længere turnéer ud i fremtiden. Vi planlægger at lave få, udsøgte raids i løbet af 2017, og så en længere tour i 2018, og den må gerne være længere end dem, vi har lavet hidtil. Det har hidtil drejet sig om en uge eller fjorten dage, men næste gang vil vi gerne lave en længere tur.

Eget materiale

– Jeg synes at kunne mærke, at vi er vokset, når vi nu er ude og spille det her. Jeg synes, vi er blevet bedre, som tiden er gået, og jeg synes, at det har været en kæmpestor tilfredsstillelse at prøve at lave sine egne tekster.

– Jeg har spillet i tonsvis af år, men har altid bare været tilfreds med at spille kopimateriale. Jazzmusikere, for eksempel, kan tage, lad os sige et Cole Porter-nummer, som de så laver version nr. 5.859 af, og det har de det helt fint med. De behøver ikke nødvendigvis at komponere selv.

– Sådan kan man også have det med blues, hvor der i alle de soloer, der bliver spillet, bliver udtrykt så meget, som er originalt. Se, det kan man jo sagtens bruge som fundamentet til et eller andet, men jeg synes som sagt, at det har været superfedt at lave eget materiale.

 Pigen på Tunø

– Det er sådan noget, der kom helt tilfældigt. Jeg løb ind i en pige ovre på Tunø, som hørte mig, hvor jeg var oppe og jamme med nogen, og så sagde hun: ”Hold kæft, hvor har du bare en fed energi, men du skal simpelthen lave dine egne sange.” Hun virkede som om hun var lidt synsk, og hun sagde det med sådan en stor vægt, at: ”Du skal simpelthen lave dit eget materiale.”

– Det havde jeg også prøvet tidligere mange gange, men så har jeg kigget på det dagen efter og har kasseret det med tanken: ”Hold da kæft, hvor er det noget lort! Det duer ikke! Væk med dét!”

– Men hun sagde: ”Du skal huske på, når du laver musik og skriver tekster, så er det rytme og rim. Rytme og rim. Det skal du bare huske på hele tiden. Og så ikke alt det dér med at læse, hvordan det ser ud og sige: ”Nej, det duer ikke,” og ”Det skal være helt genialt det hele.” Rytme og rim, og så i flow, bare ind i sådan en slags flow-skrivning.”

– Og det tog jeg så med hjem.

– Så gik jeg omkring med min skide iPhone, og så hver gang jeg var ude at gå ved stranden, hvilket jeg godt kan lide, så kom – og kommer – der nogle gange – især om vinteren, når jeg er ude og gå – en god idé, og så optager jeg dén. Og så tager jeg den med hjem. Hvis den så er rigtig god, bliver der brygget videre på den.

– Det er jo en drøm for mig – eller for os – at få lavet en cd med egne numre, og vi har snakket om, at vi meget gerne vil lave noget, som er med danske tekster. Det kunne vi rigtig godt tænke os, og jeg håber meget, at det bliver til noget.

Rundt i landet

Hvordan ser det så ud turnémæssigt? I nævner for eksempel en Tysklands-tur i jeres nyeste pressemateriale.

– Ja, vi har været nede og spille i Bielefeldt tidligere med meget stor succes og fik nogle rigtig gode kontakter dernede. På et eller andet tidspunkt – om det bliver til næste år eller senere, ved jeg ikke – regner vi bestemt med at komme derned og spille igen. Vi har som nævnt nogle rigtig gode kontakter der, som er meget begejstrede for The Pocket Players.

Jeres nuværende seks-jobs-turné omfatter kun Jylland. Hvad med resten af Danmark?

– Vi vil da bestemt meget gerne rundt i landet, og vores næste turné lægger vi så langt ud i fremtiden, at vi rigtig kan nå at få bygget noget op. Der har vi så tid til at prøve at få nogle gode steder at spille, inklusive nogle gode steder på Sjælland med mere.

– Vi har dog for eksempel i København spillet på Det Blå Apotek på Blågårds Plads, og vi har også tit spillet på Mojo. Vi vil gerne derover igen og rundt i landet i det hele taget; helt sikkert, slutter Ole Bech.

Læs Bluesnews.dk’s anmeldelse af Throw your dog a bone her.