Tekst: Jakob Wandam
Foto: Edith Tamayo
Når de prestigefulde Blues Music Awards i næste måned bliver uddelt i Memphis, er én af de mulige modtagere af live-prisen ”B.B. King Entertainer of the Year” veteranen Bobby Rush. Der var derfor grund til at møde op med høje forventninger, da Bobby Rush skulle optræde på Baltoppen LIVE i Ballerup lørdag den 30. marts.
Bobby Rush er da også kendt for et særdeles livligt sceneshow, som han har udviklet gennem en menneskealders turneren rundt i de amerikanske sydstater.
Uden keyboard
Til koncerten var der annonceret et seksmands-band, men det holdt nu ikke helt stik, for Bobby Rush optrådte uden sin keyboard-mand Joseph Banks.
Til gengæld havde han bassisten Arthur Cooper, guitaristen Kenny Kights og Rush’s trommeslager gennem årtier, Bruce Howard. Selv om keyboards kunne have give bandet en mere fyldig lyd, fungerede det fint også med denne formation.
Bandet leverede en rudimentær backing, som gjorde, hvad den skulle, men som ikke tiltrak sig den store opmærksomhed. Dén var nemlig koncentreret om kapelmesteren – og om Loretta Wilson alias ”Mizz Lowe”, hvis primære rolle var som danser, om end hun også sang sporadisk kor.
Det er et usædvanligt valg for et bluesband at optræde med en danser, men for Bobby Rush har det altid været en del af showet, og netop showet var en stor del af koncerten i Ballerup.
Bobby Rush er entertainer med stor E, og hans præsentation af musikken var en blanding af causerier og komik.
En anden tid
Indimellem virkede det, som om forestillingen hørte en anden tid til; et levn fra de omrejsende medicine shows, der var forløberen for forrige århundredes chitlin curcuit. Det var – og er til en vis grad stadig – kaldenavnet for det kredsløb af spillesteder i sydstaterne, hvor sorte (blues-)musikere turnerer utrætteligt, og ingen er mere værdig til titlen king of the chitlin curcuit end Bobby Rush.
Men i et moderne Skandinavien følte man sig lidt ilde tilpas ved at skulle more sig over, at Mizz Lowe havde en bemærkelsesværdig voluminøs bagdel. Og Bobby Rush’s humor var temmelig varieté-agtig og meget amerikansk.
Det var da ganske muntert, når han fingerede en lummer fortrolighed med herrerne nærmest scenen, men denne anmelder ville i hvert fald meget hellere høre ham spille og synge.
Stemmen
Dét gjorde han så også, og sikke en stemme! 1933 står der på dåbsattesten, men Bobby Rush’s stemme havde en fylde, klarhed og soulfuld styrke, som de fleste yngre sangere må misunde ham.
Han vekslede mellem den funky blues, der er blevet hans varemærke (”folkfunk” kalder Bobby Rush det selv), og Chicago- og delta blues som den, han er opflasket med. De første tre sange var funk-numre (”She’s so fine”, ”Evil” og ”You, you, you (know what to do)”), og to af dem bød på Bobby Rush’s udmærkede mundharpespil.
På den sidstnævnte spillede han sågar kromatisk mundharpe, et opsigtsvækkende og originalt valg i en funk-sammenhæng.
Anekdoter
Hvis de humoristiske indslag faldt til jorden hos i hvert fald en del af publikum, var der bedre gehør for Bobby Rush’s mange anekdoter fra Chicagos bluesscene i de gyldne år i 1950’erne. Om de alle sammen var sande, skal være usagt, men de tjente til at cementere Bobby Rush’s plads blandt bluesens legender, som han naturligvis havde kendt.
Det var med andre ord namedropping til den store guldmedalje, men Bobby Rush havde noget at have det i. For at understrege pointen spillede Rush og bandet et medley af to Willie Dixon-sange, ”(I’m your) hoochie coochie man” og ”She’s nineteen years old” med Bobby Rush på særdeles overbevisende blues-mundharpe.
Bobby Rush hævdede i øvrigt, at Willie Dixon oprindelig havde tilbudt sangen til ham, men at Rush foreslog ham at give den til Muddy Waters i stedet (Willie Dixon fortæller en lidt anderledes historie i sine erindringer).
Solo-performance
Efter endnu en funk-blues i form af ”Booga bear” gav Bobby Rush en solo-performance af sin egen Chicago blues ”Garbage man”. Så blev tempoet skruet ned, og Rush indtog en stol midt på scenen. Om vi havde lyst til at høre ham spille guitar? Jo, det var der almindelig tilslutning til!
Det blev i første omgang til delta blues-nummeret ”They call me the howlin’ wolf”. Bandet akkompagnerede sagte, mens Bobby Rush demonstrerede sin færdigheder på semiakustisk guitar med noget faktisk ret cool, melodisk solospil.
Junior Parkers ”Mystery train” fulgte, nu med lidt mere fut under backingbandets kedler og umiskendelig togrytme. Det var slet ikke så dumt, og nu var der lagt op til et par af Bobby Rush’s egne hits. ”Uncle Esau” fra 2004-albummet Folkfunk var fremragende, og første sæt blev sluttet af med titelnummeret fra det seneste album Porcupine meat, der endelig indbragte Bobby Rush hans første Grammy, og den funky ”Night fishin’” fra 2005-albummet af samme navn.
Rekvisit-show
Pausen blev dog ikke en kendsgerning, førend Bobby Rush havde opført et lille rekvisit-show, hvor han iført henholdsvis juvelbesat handske og solbriller og falske bakkenbarter demonstrerede, hvorledes Michael Jackson og Elvis Presley havde ”stjålet” hans moves.
Det udløste latter, men det var også lidt for meget. Som den drevne performer, han er, læste Bobby Rush øjensynlig sit publikum og justerede sin optræden derefter.
I hvert fald var der væsentlig mindre tant og fjas i andet sæt, uden at det gik ud over den gode stemning.
Mizz Lowe var næsten tækkelig at se på, og sættet virkede mindre gennemplanlagt end det første. Faktisk fik man indtryk af, at Bobby Rush blot spillede, hvad der faldt ham ind, og bandet skal roses for at følge ham med en selvfølgelighed, der vidnede om stor disciplin og kunnen.
Plukket
Der blev plukket fra den store Chicago blues-sangbog, og det ene nummer gled ind i det næste. Fra en funky version af ”Worried life blues” til en langsom ”Can’t lose what you never had” over i ”Hard pill to swallow”.
En bluesy udgave af spiritualen ”Swing low, sweet chariot” var et af koncertens højdepunkter, flot sunget af Bobby Rush og med Mizz Lowe på diskret kor.
Den gik dog hurtigt fra det sakrale til det verdslige, idet sangen flettedes ind i Sonny Boy Williamsons mere kødeligt orienterede ”Good morning, school girl” for endelig at blive til en reprise af ”Mystery train”.
Fra Bobby Rush’s egen pen fik vi atter funk-prægede numre som ”Gotta be funky”, ”That thang” og ”Get out of here”, hvortil Bobby Rush blev klappet ud af scenen.
Ekstranummer
Et enkelt ekstranummer var egentlig to, idet Bobby Rush serverede endnu et medley. Hans mundharpespil dekorerede jump blues-klassikerne ”The blues is alright” (Little Milton) og ”Let the good times roll” (Sam Theard).
Bobby Rush er en levende legende, én af de få tilbageværende fra bluesens glansperiode. Ikke blot dét, han er stadig i besiddelse af noget, der ligner fordums styrke.
Dels kunne han springe rundt på scenen på en facon, der var dybt imponerende for en 85-årig, og dels var hans instrumentale og især vokale præstation på et mere end konkurrencedygtigt niveau.
Så var Bobby Rush’s sceneshow fra begyndelsen ikke helt tidssvarende eller passende for det givne publikum, men her trådte den professionelle og omstillingsparate showman i karakter og tilpassede simpelthen sit udtryk. Det aftvinger respekt!