Koncertanmeldelse: Johnny Rawls, Bygningen, Vejle

Johnny Rawls

Tekst og foto: Peter Widmer

Det var et forventningsfuldt publikum, der bød den amerikanske veteranmusiker, guitaristen, sangeren, sangskriveren, produceren med mere Johnny Rawls og hans turné-band velkommen i Bygningen i Vejle lørdag den 30. marts 2019.

Netop dér gav soul blues-manden Johnny Rawls og hans medmusikere koncert i regi af Bluesforeningen Crossroads. og det var et internationalt hold, der trykkede den af.

Alberto Marsico

Kapelmesteren, der kom til verden i Mississippi i 1951, hørtes på guitar og vokal, og den alsidige, og travle, italienske Alberto Marsico trakterede sit orgel med bravour. Alberto Marsico har ni fuldlængdeudgivelser som orkesterleder bag sig. Desuden har han blandt andre indspillet med Tad Robinson, Lynwood Slim og den legendariske Canned Heat-bassist Larry Taylor.

Hertil kommer The Özdemirs, der består af den tyrkiske, i Tyskland bosatte bassist Erkan ”The Mad Turk” Özdemir og hans to sønner. Sidstnævnte er begge født og opvokset i Tyskland og er: Kenan Özdemir på guitar og Levent Özdemir på trommer.

Flere lejligheder

Erkan Özdemir

The Özdemirs er et stærkt, bluesbaseret backingband, der blandt andet har spillet – og spiller – med den amerikanske sanger og mundharpemand Memo Gonzalez (læs her).

Desuden har The Özdemirs for eksempel også turneret med  den amerikanske guitarist Kirk Fletcher (læs her) og den amerikanske sangerinde Angela Brown, der i øvrigt har base i Tyskland.

The Özdemirs har, som indikeret ovenfor, kunnet opleves i Danmark ved flere lejligheder, blandt andet hos Bluesforeningen Crossroads.

Tilmed spillede Johnny Rawls med The Özdemirs og The London Horns i Danmark i 2017, hvor de eksempelvis rundede Silkeborg.

Rutineret

Johnny Rawls er blevet overdænget med priser og fornemme nomineringer til diverse blues-udmærkelser, har en god snes fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig og spiller over 200 koncerter om året.

Johnny Rawls, Alberto Marsico, The Özdemirs

Desuden er Johnny Rawls en særdeles rutineret performer, og med hans scenevante medmusikere i ryggen var der denne aften rigeligt med plads til, at kapelmesteren også kunne demonstrere, hvad han mestrede angående publikumskontakt, og han gik ofte helt tæt på folk.

Det var således nogle garvede musikere, man skulle opleve den næstsidste dag i marts måned 2019 med Johnny Rawls i front (læs mere om Johnny Rawls her).

Horn

Formand for Crossroads, Peter Buhl

Koncerten var berammet til at skulle starte kl. 20, og det gjorde den næsten. Musikerne gik nemlig på scenen med forbilledlig præcision, men først bød formanden for Bluesforeningen Crossroads velkommen til de små hundrede fremmødte publikummer.

Klokken 20.02 gik Johnny Rawls & co. så i gang med deres første af to sæt.

Det var primært soul blues, der stod på menuen, og det siges, at begrebet ”soul blues” faktisk blev opfundet for at præcisere, hvad Johnny Rawls og hans musikstil drejer sig om.

Når det er soul og soul blues, der spilles, involverer dette ret beset nogle horn. Disse manglede som antydet ved denne koncert, men faktisk savnede man dem ikke, selvom tilføjelsen af et par hornfolk nok ville have hævet musikken et par takker.

Repertoire

Johnny Rawls & co. spillede sig uden de næsten obligatoriske horn fint igennem deres to sæt, og de kom vidt omkring.

Ikke blot bestod aftenens repertoire af soul blues-numre. Der var nemlig blandt andet også plads til bluesrock, rock & roll og Texas blues.

Johnny Rawls

Sidstnævnte fik man for eksempel allerede i aftenens tredje nummer i form af T-Bone Walkers ”Stormy Monday”. Samme blev leveret i en yderst appetitlig version med flot vokal- og guitararbejde ved Johnny Rawls, der demonstrerede, at han godt kan spille en ond bluesguitar.

”I want you to rock ‘n’ roll,” bedyrede Johnny Rawls, og så fulgte ”Love machine”. Her var der fuldfedt orgelspil ved Alberto Marsico og godt samspil mellem Alberto Marsico og Johnny Rawls, der slap guitardyret løs.

Det samme gjorde Kenan Özdemir i flot tandemarbejde med Johnny Rawls.

Klassiker

Næste nummer var en Percy Sledge-klassiker, nemlig ”Drowning man”. Dette diskret pågående nummer blev kørt flot hjem, og Johnny Rawls, der havde lagt sin guitar, hørtes kun på vokal.

Johnny Rawls

Også her demonstrerede Johnny Rawls, at han er i besiddelse af en behagelig, virkningsfuld stemme. Denne brugte han i øvrigt også til på bedste og behørig vis at rose sine medmusikere.

Så var det tid til Bobby Blue Blands ”Members only”, og her forlod Johnny Rawls scenen og bevægede sig ud på dansegulvet, hvor hans vokal atter var i centrum.

Der var næsten religiøse overtoner i sangforedraget, og tilmed fik man en fornem orgelsolo.

Smil

Den stadig guitarløse Johnny Rawls blev på dansegulvet og lavede godmodig pjank med publikum, før han og hans band gik i flæsket på Clarence Carter-nummeret ”Too weak to fight”, der blev afleveret med bravour.

Kenan og Erkan Özdemir

Den pågående ”Country boy” fulgte, og her fik Johnny Rawls guitaren frem igen og viste, at han i høj grad er en habil bluesguitarist. Erkan Özdemir gjorde det i fornemt basspil, og både Kenan og Levent Özdemir supplerede flot.

”Lovelight” med fin orgelsolo fulgte og blev afløst af ”Green onions”/”Help me” i en kort, intens version med gnistrende guitararbejde ved Johnny Rawls og Kenan Özdemir. Ydermere brillerede Johnny Rawls på vokal.

Den dansevenlige ”Can I get it” fra Johnny Rawls’ hit-album Red Cadillac (2008) afsluttede første sæt, og Johnny Rawls smådansede, idet han atter kom på dansegulvet.

Tilbage på scenen præsenterede han bandet, og der var store smil over hele linjen, som der i det hele taget var det aftenen igennem. Så var et stramt kørt, elleve numre langt første sæt slut, og klokken var 20.47.

Dans

Kenan Özdemir

Kl. 21.10 var Johnny Rawls & co. atter på scenen, og her den fik ikke så lidt, når det drejer sig om guitararbejde, for både Johnny Rawls og Kenan Özdemir var i strengehopla og spillede fornemt med- og op til hinanden

At Johnny Rawls endvidere er god til at etablere og fastholde publikumskontakt, var klart aftenen igennem, men især i andet sæt gjorde kapelmesteren rigtig meget ud af at appellere til publikum, komme ud på gulvet og få folk til at danse.

For eksempel sagde Johnny Rawls: ”The first people to dance will get a free cd – signed!”

Ét par tog opfordringen op og fik naturligvis deres cd.

Overraskende

Johnny Rawls

Overraskende nok var tredje nummer Stevie Ray Vaughans ”Pride and joy”, der blev spillet i en tålelig version, men ingen spiller Stevie Ray Vaughan, som Stevie Ray Vaughan gjorde det.

Johnny Rawls var atter i dansehumør og sagde: ”I’m gonna dance!”, og dét gjorde han og bad publikum gøre det samme.

Det cd-vindende par var på, og til tonerne af et rock & roll-medley, der blandt andet omfattede Little Richards ”Lucille” og Chuck Berrys ”Johnny B. Goode”, kom der flere folk på dansegulvet, der blev godt fyldt.

Hertil bekendtgjorde Johnny Rawls med et stort smil: ”I knew you could dance!”

Gribende

Ben E. King-klassikeren ”Stand by me” fulgte, og her var Johnny Rawls på banen med en næsten gribende vokalpræstation.

Levent Özdemir

Johnny Rawls bevægede sig derefter atter ud på dansegulvet, og igen spøgte Bobby Blue Bland i form af kompositionen ”Turn on your lovelight”.

Her fik Levent Özdemir lov til at fyre en trommesolo af absolut passende længde og intensitet af. Desuden blev nummeret løftet af en fornem orgelsolo.

Det langsomme, smukke og velfremførte Johnny Rawls-nummer ”I miss Otis Clay” fulgte, mens Johnny Rawls stadig befandt sig på dansegulvet. En smuk ode til R&B- og soul-sangeren Otis Clay, der døde i 2016.

I øvrigt indspillede Otis Clay og Johnny Rawls sammen det roste album Soul brothers, der udkom i 2014.

Show

Hvor aftenens første sæt var stringent kørt, var der for meget show og pjat over andet sæt, hvor Johnny Rawls gjorde alt for meget ud af at være på dansegulvet og bevæge sig ud blandt publikum i forhold til, hvad man fik af musik.

Johnny Rawls

Orkesterlederens primære rolle i andet sæt var vokalistens, og man fik hørt alt for lidt til hans i øvrigt fine bluesguitar-spil.

Andet sæt indeholdt kun otte numre og blev afsluttet med den bastante ”Your love is lifting me (higher and higher)” fra Johnny Rawls-albummet Tiger in a cage fra 2016.

Her hørtes Johnny Rawls dog atter på guitar, hvor han som nævnt bredt set udelukkende havde sunget sig gennem andet sæt.

Johnny Rawls præsenterede afslutningsvis atter bandet, sagde tak til publikum, og kl. 21.45 var koncerten reelt ovre, så alt i alt var det en noget kort forestilling, man blev præsenteret for.

Ekstranummer

Ét ekstranummer blev det dog til i form af Johnny Rawls-nummeret ”Lucy” fra Tiger in a cage.

Og så kom folk på dansegulvet igen, men kl. 21.49 stoppede musikken definitivt.

Johnny Rawls, Alberto Marsico, The Özdemirs

På scenen var der ingen fællesafsked fra musikernes side. De sivede bare én efter én, og det var så dét.

Og så var der lige den dér med horn, men det er nok et spørgsmål om diverse spillesteders økonomi, om man hyrer hornfolk ind eller ej.

Soul blues-med-mere-manden Johnny Rawls og hans gode medspillere leverede en udmærket koncert, men næste gang de runder Danmark, vil det være på sin plads med mere musik og mindre show, end man fik denne aften.