Koncertanmeldelse: Elles Bailey, Samlingsstuen, Kerteminde

Elles Bailey

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Da britiske Elles Bailey besøgte Samlingsstuen i Kerteminde sidste år, var det en så stor succes, at hun straks blev bedt om at komme igen i 2019. Det gjorde hun så torsdag den 3. oktober klokken 20.

I den mellemliggende tid har Elles Bailey nået at udgive sit album Road I call home. Modsat forgængeren Wildfire (2017), der overvejende var en bluesrock-plade, lægger Road I call home sig i et country-spor, der afspejler, at albummet er indspillet i Nashville, Tennessee.

Skizofrent

Joe Wilkins, Matthew Jones, Elles Bailey, Matthew Waer

Det satte også sit præg på koncerten i Kerteminde, som fik et lidt skizofrent udtryk. Hvor koncertens første sæt var en relativt afdæmpet singer/songwriter- og country-affære med fokus på sange og tekster, var der mere skub i andet sæt. Her søgte Elles Bailey og hendes band mod bluesrødderne, hvilket gav mere plads til især Joe Wilkins på guitar.

Det betød naturligvis også, at der kom mere power på, efterhånden som koncerten skred frem, og dét var en god disposition.

Elles Bailey stod selv for keyboard og leadvokal, mens Matthew Jones betjente trommerne, og Matthew Waer spillede bas. D’herrer Wilkins, Jones og Waer sang desuden alle kor.

Fælles fodslag

Matthew Jones

Det tog lige lidt tid for bandet at finde fælles fodslag. Matthew Jones’ trommer kunne virke lidt overvældende i en stor del af første sæt, og ikke bare når det var meningen som i heartland-rock’eren ”Wild wild West”, der åbnede koncerten.

Resten af sættet var forskellige nuancer af americana. Den riff-baserede ”Miss me when I’m gone” var country, og “What’s the matter with you” havde elementer af Amy Winehouses neo-soul. Den stod i øvrigt godt til Elles Baileys hæse stemme, som også syntes påvirket af Beth Hart og Bonnie Raitt.

Med den glade og tresser-agtige ”Little piece of heaven” bevægede vi os over i californisk solskins-rock, mens singlen ”Woman like me” var en rock’et kvindekampsang.

Covernumre

Sidstnævnte var skrevet sammen med bandets guitarist Joe Wilkins og den australske country-singer/songwriter Tamara Stewart, men der blev også plads til et par velvalgte covernumre. John Prines ”Angel from Montgomery” (som også Bonnie Raitt har hittet med) er svær at ødelægge, men mest vellykket var Levon Helms ”When I go away”. Matthew Waers huggende basgang forenedes smukt med sangens gospel-præg, og i sit indre stereoanlæg kunne kunne næsten høre The Blind Boys of Alabama synge kor!

Matthew Waer

Den fine, men sørgelige ballade ”Light in the distance” rundede første sæt af og lukkede dermed også for den mere melodiske lytte-del af koncerten.

Sangene i første sæt var næsten udelukkende fra Road I call home, men helt fra første færd blev der lagt op til et andet sæt med en mere bluesy og sumpet lyd, der især baserede sig på sangene fra Wildfire.

Joe Wilkins spillede en glimrende slide-guitarsolo på titelnummeret, og Matthew Jones lavede med en trommehvirvel en direkte overgang til den fængende bluesrock’er ”Same flame”.

Muscle Shoals

Joe Wilkins

”Perfect storm” var en hyldest til studierne i Muscle Shoals, Alabama og i særdeleshed til den ”farveblinde” tilgang til musikken, som de legendariske indspilningslokaler og deres husmusikere var pragteksempler på. Sangens lækre akkorder og fine slide-spil skrev sig naturligvis ind i samme tradition, og det samme gjorde efterfølgeren ”Medicine man”, en country-sang pakket ind i southern rock.

”Medicine man” var den første i en trio af sange fra Road I call home, hvor der var flere guitarlækkerier fra Joe Wilkins og gode tromme-fills af Matthew Jones.

Godt og energisk arbejde af Jones var der også på ”Road I call home”, en rigtig syng-med-rocksang. ”Shackles of love” var John Fogerty-lignende i sin stemning og struktur, og korsangen lignede da også et lille nik til Ike & Tina Turners version af Fogertys ”Proud Mary”.

Introduktioner

Elles Bailey virkede veloplagt og oprigtigt glad for at være tilbage i Kerteminde. Hun gav grundige, morsomme og rørende introduktioner til sine sange, og der blev også tid til at takke Samlingsstuens værtspar. De lagde ikke blot hus til koncerten, men havde også booket hele Elles Baileys lille Danmarksturné.

Elles Bailey

Så satte Elles Bailey og co. i med ”Howlin’ Wolf”, og med denne hyldest til bluesheltene – ikke bare Wolf, men også Muddy Waters, Little Walter og Willie Dixon – blev der virkelig pisket en stemning op. Matthew Waer leverede en fornem bassolo, Joe Wilkins rystede en surf/jazzet guitarsolo ud af ærmet, og efter at publikum var blevet opfordret til at ”go absolutely batshit crazy” for Matthew Jones, fik vi også en trommesolo at gå hjem på.

Det var selvfølgelig ikke nok for de fynske koncertgængere, så Elles Bailey vendte tilbage med akustisk guitar og sang ”Time is a healer” alene fra gulvet i Samlingsstuen, som hun i øvrigt betrådte med bare fødder. Dét nummer var ikke på sætlisten, og det var en fin lille bonus til et begejstret publikum.

Power-ballade

Elles Bailey

Til slut kom også resten af bandet frem og sendte tilhørerne hjem med Elles Baileys power-ballade af en Janis Joplin-hyldest, ”Girl who owned the blues”.

Med Road I call home har Elles Bailey udvidet sit repertoire til ikke blot at indeholde svulstig bluesrock, men også mere afdæmpede og anderledes følsomme sange. Med koncerten i Samlingsstuen demonstrerede hun, hvordan de nye aspekter af hendes musik også kan være med til at skabe en koncert med både variation og progression.

Dét faldt i god jord i Kerteminde, og det skal det også nok gøre, når hun drager videre ud i Europa og spiller i Tyskland, Holland, Norge og England.

Joe Wilkins, Elles Bailey, Matthew Jones, Matthew Waer