Jarno Varsted, Allan Vegenfeldt, Rune Kjeldsen
Tekst og foto: Jakob Wandam
Fredag aften den 8. oktober bød Mojo Blues Bar i København på koncert med duoen Jarno Varsted og Rune Kjeldsen. Hermed var to tredjedele af hedengangne Young Comets samlet – kun Jacob Rathje glimrede ved sit fravær.
Til gengæld havde Varsted og Kjeldsen indbudt forstærkning i form af sangeren Allan Vegenfeldt. Denne er normalt ikke kendt i bluessammenhænge, men har til gengæld opnået udødelighed som forsanger i rockbandet The Sandmen. Samme band gjorde sidste år comeback med albummet Himmelstormer, der havde Jarno Varsted på rollelisten, og Varsted havde spillet med bandet torsdag aften på Store Vega.
Jarno Varsted
Melankolsk country
Allan Vegenfeldt kom dog først på scenen til Mojo-koncertens andet sæt. Aftenen begyndte således med Jarno Varsted på vokal og akustisk guitar og Rune Kjeldsen på elektrisk guitar, og de indledende numre havde karakter af americana eller melankolsk country snarere end af blues.
Vi fik blandt andet Jarno Varsteds egne sange ”Love was mine” – udsendt i maj som digital single under bandnavnet The Mama & the Papa – og ”Adeline”, der findes på hans seneste udgivelse, The sting, som udkom på 10″-vinyl tidligere på året (læs anmeldelse her).
Rune Kjeldsen
På “Adeline” hørtes Rune Kjeldsen på folk’et 12-strenget mando-guitar, men ellers var det primært elguitaren, han brugte til at skabe sine noir-tonede lydflader.
Man kunne dog godt have ønsket, at Rune Kjeldsen havde spillet en mindre diskret rolle. Han stillede sig ofte tilfreds med subtilt akkompagnement eller tilbageholdende soloer. Kun få gange gav han egentlige prøver på den rigtig bidende slide, som han ellers behersker bedre end de fleste.
Karrig
Jarno Varsted
På samme måde var Jarno Varsted lidt karrig med mundharpen, som ellers er hans hovedinstrument. Fem numre inde i koncerten overlod Rune Kjeldsen dog scenen til makkeren, og så kom harpen frem til et par numre med den minimalistiske, rå industrial-blues, som kendetegner Jarno Varsteds soloplader.
Det viste, hvilken virtuos Jarno Varsted er på instrumentet, og særlig pågående var det, når han punkterede mundharpeudladningerne med forvrængede hollers.
Lettede
Den knugende stemning i Varsteds solo-blues lettede, da Rune Kjeldsen vendte tilbage. Nu skiftede Jarno Varsted atter til akustisk guitar, og publikum blev også engageret til at synge med hen imod slutningen på første sæt.
Allan Vegenfeldt
Andet sæt blev indledt med et boogie-nummer, der blev tilegnet Troels Jensen. Rune Kjeldsen diverterede med lækkert bottleneck-spil, og der var groovy guitar-samspil mellem de to tidligere band-kammerater.
Nu skulle Allan Vegenfeldt imidlertid kaldes frem. Sangeren fortalte, at han skam havde spillet på Mojo før – omkring tredive år tidligere, da stedet hed Rådhuskroen! – men det var dog tydeligt, at Vegenfeldt var på udebane i det blues-, gospel- og folk-repertoire, som trioen bragte på banen.
Man må formode, at de tre havde fundet frem til dén del af sætlisten i fællesskab, men det var ikke numre, som fremhævede sangerens stærkeste kvaliteter.
Sumpet blues
Jarno Varsted og Allan Vegenfeldt
Vegenfeldt tøjlede sin power-vokal på Blind Willie Johnson-klassikeren ”Jesus make up my dying bed”, der blev spillet som en sumpet blues med Jarno Varsted på mundharpe og kor. Og på The Velvet Undergrounds folk-gospel-sang ”Jesus” kæmpede Allan Vegenfeldt virkelig med at finde det rette leje.
Det blev lidt bedre på de to Townes Van Zandt-sange ”Pancho and Lefty” og ”Tecumseh Valley”, men Allan Vegenfeldt var klart bedst, når han lod sin stemme få mere kraft bag sig, og her var den dæmpede singer/songwriter-musik bare ikke det rette materiale.
Rune Kjeldsen
Koncerten afslørede altså ikke en ny, mesterlig bluesstemme. Til gengæld slap Rune Kjeldsen tøjlerne i de afsluttende numre, og hans prægtige slide-tone skar som en varm kniv gennem smør på især Willie Dixons bluesstandard ”Little red rooster”.
Ellers virkede koncerten generelt noget u-gennemprøvet og -øvet. Stemningen var god på scenen, og publikum hyggede sig, men det hele var lige lovlig løst. Det var påfaldende, at det var solist-præstationerne – Jarno Varsteds solonumre og Rune Kjeldsens bidende, men sparsomme bottleneck-soloer – der stod skarpest.