Blues Heaven 2020 aflyst

Tekst: Jakob Wandam

Der er blevet kæmpet til det sidste, men i lighed med de fleste af landets andre musikfestivaler må Blues Heaven Festival i Frederikshavn nu kaste håndklædet i ringen, for så vidt angår 2020.

Blues Heaven lagde ellers ud i maj med at annoncere et flot program med 15 topnavne fra USA (læs her). Da det stod klart, at coronakrisen ville forhindre de amerikanske musikere i at optræde i Frederikshavn, fik Blues Heaven på rekordtid stablet et helt nyt program på benene med udelukkende europæiske navne. Det blev offentliggjort i september (læs her).

Men som bekendt er der stadig ikke udsigt til en ende på coronokrisen, og med de seneste udmeldinger fra såvel de danske myndigheder som udlandet er det ikke længere realistisk at forsøge at gennemføre Blues Heaven 2020.

Et anderledes arrangement

Festivalens arrangør Peter Astrup siger om aflysningen:

Peter Astrup
Foto: Frank Nielsen

“Festivalen i år ville have været et anderledes arrangement end det oprindeligt planlagte. Det stod klart i løbet af sommeren, at det ikke var muligt at præsentere de 15 amerikanske bands, der var booked. I stedet var der hasteindkaldt 11 udvalgte prisvindende bands fra 10 forskellige lande i Europa.

Normalt på Blues Heaven er der 1.500 gæster pr. dag. Tidligere år har der været tre scener, men pga. Covid-19 skulle festivalen afvikles fra én scene, som et siddende arrangement med 500 gæster. Dette kan ikke lade sig gøre pga. yderligere stramninger med lukketider kl. 22. Desuden kan musikere og publikummer fra flere lande ikke komme til Danmark uden at skulle i karantæne.

Aflysningen rammer også vores gode samarbejdspartnere fra erhvervslivet og alle musikere, lyd- og lysfolk, der i forvejen er hårdt pressede af situationen. Endelig vil det også kunne mærkes i Frederikshavn, der må undvære yderligere et af områdets største internationale fest- og kulturevent i år.”

Overføres

Er man indehaver af en billet til Blues Heaven 2020, er der dog ingen grund til at fortvivle. Alle billetter kan overføres til Blues Heaven 2021, som allerede er datosat til den 12.-13. november 2021.

Man har også mulighed for at donere billetprisen til at sikre den hårdt prøvede festivals fremtid, og endelig kan man selvfølgelig få pengene refunderet. Arena Nord, som skulle have lagt hus til Blues Heaven 2020, vil kontakte alle billetkøbere angående mulighederne.

Den største bluesfestival

Blues Heaven er Danmarks ubetinget største bluesfestival og byder hvert år på internationale topnavne inden for blues og soul. I 2018 modtog festivalleder Peter Astrup ved Danish Music Awards Blues ildsjælsprisen ”Årets Hoochie Coochie Man” (læs her), og senere samme år blev Blues Heaven kåret til ”International Festival of the Year” af det franske magasin Zicazic (læs her).

Kenny Wayne Shepherd Band ved Blues Heaven 2019
Foto: Frank Nielsen

I januar i år kunne Peter Astrup så tage imod den fornemme ”Keeping the Blues Alive”-pris ved Blues Music Awards i Memphis (læs her).

Den prisbelønnede festival skulle have været afholdt for femtende gang i år. Den begyndte som Djurs Bluesland, blev senere til Frederikshavn Bluesfestival og skiftede i 2016 navn til Blues Heaven (læs her).

Læs om tidligere års Blues Heaven-festivaler her (2017), her (2018) og her (2019).