Koncertanmeldelse: Kai Strauss & the Electric Blues All Stars, Samlingsstuen, Kerteminde

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Den tyske guitarist og sanger Kai Strauss er ingen sjælden gæst på de danske bluesscener. Bluesnews.dk har således ved tidligere lejligheder oplevet ham blandt andet sammen med amerikanske Tony Vega i deres Vega Strauss Band (læs her) og som en del af stjerneparaden ved KingBee TourBuzz-koncerten sidste år (læs her).

Også med sine egne Electric Blues All Stars Kai Strauss besøgt Danmark, f.eks. på Randers City Blues Festival 2017 (læs her). Sidste år spillede de hos Crossroads i Vejle (læs her), og det var denne samme konstellation, der torsdag den 23. maj 2019 stod på scenen i Samlingsstuen i Kerteminde – dog minus gæsteguitaristerne Søren Schack og Kasper Vegeberg.

Det vil sige Kai Strauss selv på guitar og vokal, Nico Dreier på elklaver og –orgel, Alex Lex på trommer, Kevin DuVernay på bas og Thomas Feldmann på saxofon og mundharpe.

En velsmurt maskine

Publikum blev vidner til en ualmindelig tight spillet koncert med et band, der fungerede som en velsmurt (og velklædt) maskine, uden at umiddelbarheden dermed forsvandt. Der var intet mekanisk over Kai Strauss & co.’s optræden, men den vidnede om et hold stærkt sammenspillede musikere, der hver især kendte sin plads.

Der var ingen fumlen med tuning af instrumenter eller usikkerhed om, hvad der skulle ske. Sangene kom som perler på en snor, fuldstændig uden tøven.

Det var elektrisk blues af den gamle skole med Kai Strauss’ Fender Stratocaster (signeret af Jimmie Vaughan!) i den centrale rolle. Har Kai Strauss ikke den mest fængslende vokal, er han til gengæld en eminent guitarist. Hans guitartone var skarp, indimellem nærmest flænsende, og syntes påvirket af Albert Collins og Albert King.

Efterkrigsblues

Stilmæssigt holdt vi os inden for den elektriske efterkrigsblues, og bandet mestrede såvel Chicago- som Texas blues og svedig soul blues.

Tysk-amerikaneren Tommie Harris’ ”The blues is handmade” var af sidstnævnte slags med en stærk soul-stemning hjulpet på vej af Thomas Feldmanns hæsblæsende R&B-saxofonspil og en ferm orgelsolo fra Nico Dreier.

Dreier skiftede til klimprende klaver-lyd (instrumentet var ét og det samme) på Willie Dixon-klassikeren ”Let me love you baby”, endnu en gang med en ruskende sax-solo af Feldmann.

Glimrende sangskriver

Kai Strauss er også selv en glimrende sangskriver, hvis egne numre ligger i fin forlængelse af standarderne. Hans ”Highway blues” var således en Chicago blues med Feldmann på mundharpe og en fremragende klaversolo af Nico Dreier. Og ”Ain’t gonna ramble no more” var en gyngende boogie-blues med Dreier atter på orgel og mundharpesolo ved Thomas Feldmann.

Blandt de øvrige Kai Strauss-kompositioner var ”I ain’t bying it”, en swingende, veloplagt West Coast-agtig sag med en Chris Stainton-lignende klaversolo af Dreier og ligeledes fine enkeltmandspræstationer af Strauss og Feldmann.

Stemningen i Samlingsstuen var høj, og det var yderst imponerende, hvordan Kai Strauss & the Electric Blues All Stars var i stand til at holde den kørende hele koncerten igennem uden på noget tidspunkt at miste momentum.

Klasse-solo

”Trying to get you off of my mind” fra debutpladen Electric blues (2014) swingede oplagt med walking bass af Kevin DuVernay og endnu en klasse-solo af Nico Dreier på orglet.

Der var naturligvis også talrige guitarsoloer undervejs, og Kai Strauss spillede dem med bid og økonomisk sans.

Der var ingen tomme kalorier i form af sjælløst guitarlir; Strauss’ soloer var lige så disciplinerede og velafstemte som koncerten som helhed.

Det betød dog ikke, at Kai Strauss var nærig med strengelegen, og på Guitar Shortys slow blues ”Hard life” var Strauss da også nede på gulvet og tage guitarheltens obligatoriske vandretur mellem tilhørerne.

Det var mach Schau, og det var en lang solo, men for pokker hvor var den velspillet!

Hyldest

Den instrumentale ”Shades of Earl” var en hyldest til to af Strauss’ forbilleder, Earl Hooker og Ronnie Earl. Man kunne bestemt også høre Ronnie Earl-påvirkningen på dette nummer, om end stilen var mindre jazzet end Earls. Kai Strauss forkælede os med en bottleneck-solo, og Nico Dreier leverede endnu en sublim solo på orglet.

Thomas Feldmann tog en pause under dét nummer, men vendte tilbage with a vengeance på Albert Kings ”Got to be some changes made”, hvor Feldmanns vilde saxofonsolo supplerede Kevin DuVernays funky basgang og skabte en slags Texas-soul blues.

Den opmærksomme Alex Lex bag trommerne fulgte hele tiden sine medspillere med øjnene og havde en stor andel i, at bluesmaskinen kunne køre så glat, som den gjorde.

Desuden ydede Alex Lex sit bidrag som sangskriver, idet han stod bag shufflen ”Gotta let you go”, hvor Thomas Feldmann leverede en mundharpesolo, der var ren Chicago, og Nico Dreier spillede skønt akkompagnementsspil med små kaskader af klavertriller.

Store smil

Også den afdøde svenske bluesman Sven Zetterberg blev hyldet med en flot, soul’et slow blues med virkelig flot solo-spil af Kai Strauss, og Thomas Feldmann foldede sit mundharpetalent ud på en instrumental jump blues, der udløste store smil musikerne imellem.

Afslutningen på det ordinære sæt blev Strauss’ egen ”Get the ball rolling”, en energisk rock & roll/rhythm & blues-sang, hvor alle tricks blev benyttet, inklusive en forlænget outro og Kai Strauss, der spillede guitar bag ryggen.

Kai Strauss var energisk, men ikke kunstigt overgearet, og hans stramt kontrollerede spillestil bar præg af, at han – ulig mange af sine samtidige – er mere inspireret af amerikanske mestre som B.B., Freddie og Albert King end af deres engelske arvtagere som Peter Green, Eric Clapton eller Jimmy Page.

Flere koncerter ventede

En instrumental shuffle blev det første ekstranummer, inden Kai Strauss & the Electric Blues All Stars lukkede og slukkede med Strauss’ ”This game ain’t worth playing no more”. Trods titlen var der dog ikke noget, der tydede på, at Kai Strauss & co. var kørt trætte, men flere koncerter ventede – i Norge – så aftenen måtte have en ende.

Samlingsstuen havde meldt udsolgt til denne koncert, og man må tage hatten af for det lille fynske spillested, der gang på gang præsenterer blueskoncerter af højeste kvalitet.

Koncerten med Kai Strauss & the Electric Blues All Stars var ingen undtagelse.