Koncertanmeldelse: Køge Blues Festival, Theilgaards, Køge

Køge Blues Festival på Theilgaards
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

Med en passende dosering af bands, en veloverholdt spilleplan og et proppet koncertlokale kunne folkene bag Musikforeningen Bygningen, der står for festivalen, være godt tilfredse med forløbet af den tredje udgave af Køge Blues Festival.

I år var festivalen henlagt til Theilgaards, der ligger et godt stykke fra Køges centrum, og foregik den 15. februar med start klokken 12. Der var fire meget forskellige orkestre på plakaten, som man blandt andet kan læse mere om her.

Dørene blev åbnet klokken 11.30, og det var om at komme på plads i en fart ved de langborde, der var opstillet i koncertlokalet, for musikken startede som antydet punktligt. Der var trængsel i baren, men alt gik glat. Desuden var der udlevering af de platter med tre stykker smørebrød og en øl dertil, som man skulle forudbestille og betale.

Der var plads til 250 mennesker i koncertlokalet, og der var fuldt hus. Ifølge Sven Levandowsky, der er en af arrangørerne af festivalen, og som var dagens konferencier, havde Køge Blues Festival været udsolgt længe. ”Vi har faktisk haft udsolgt i de sidste par måneders tid,” sagde han til Bluesnews.dk.

Køge Blues Festival på Theilgaards
Foto: Peter Widmer

Trods et grundigt fyldt lokale kunne man dog ret ubesværet bevæge sig rundt mellem langbordene, og både baren og toiletterne var lette at nå. Imidlertid blev der ikke lukket flere folk ind. Desuden havde bestyrelsen for Musikforeningen Bygningen besluttet, at der ikke skulle være musiker-gæstelister.

”For flere end de 250 publikummer end dem, der er inde, har vi simpelthen ikke plads til,” oplyste Sven Levandowsky til Bluesnews.dk, og det var jo sådan set i orden og helt tydeligt, når man kiggede sig omkring i koncertlokalet.

Bredspektret repertoire

David Kampmann
Foto: Jakob Wandam

Dagens første navn – David Kampmann Trio – gik i gang præcis klokken 12.00 og diskede op med en omgang generisk bluesrock og et bredspektret repertoire. Trioen var et absolut sympatisk bekendtskab, og orkesterlederen på guitar og vokal var god til publikumskontakt og god til at præsentere de enkelte numre og binde dem sammen med små historier.

Man fik en velspillet gang bluesrock, og David Kampmann lagde alt andet end skjul på, at en af hans store inspirationskilder er Jimi Hendrix. Dette hørtes tydeligt i David Kampmanns guitarspil, for eksempel i en veldrejet udgave af det instrumentale Jimi Hendrix-nummer ”Driving south” og i en personaliseret udgave af Jimi Hendrix-versionen af Elmore James-kompositionen ”Bleeding heart”.

Jimmy Krogsgaard
Foto: Peter Widmer

Publikum blev også diverteret med det klassiske, langsomme og intense Robert Petway-nummer ”Catfish blues”. Desuden hørtes Robert Johnsons ”Hellhound on my trail” i fint, eget arrangement. Imidlertid spillede trioen ikke kun andres numre. Man fik nemlig også et par af David Kampmanns egne kompositioner.

Man hørte for eksempel ”I can’t wait” med boogie-agtige elementer og fornemme guitarudladninger, der bragte flere publikummer ud på det sparsomme dansegulv. Desuden var der ”Live them down”, et langsomt, intenst og spændstigt nummer med behageligt velklingende akkorder.

Vokalt

David Kampmann
Foto: Jakob Wandam

Vokalt set må det siges, at David Kampmann ikke er i besiddelse af verdens største stemmepragt. Faktisk virkede hans vokalindsatser ret blege og manglede slående personlighed og styrke, om end hans sangforedrag fungerede i den givne kontekst. Det instrumentale var derimod noget andet.

Rytmegruppen var velfungerende, og især lagde man mærke til den glimrende bassist Jimmy Krogsgaard, der på behændig vis spillede op til David Kampmanns guitargnister med elastisk musiceren i fint samarbejde med trommeslageren Kristian Karottki, der lavede, hvad han skulle, uden de store falbelader, men solidt og effektivt.

Kristian Karottki
Foto: Jakob Wandam

Da publikum var blevet holdt til ilden i en rum tid, sluttede David Kampmann Trio deres sæt af til stor applaus fra det positivt stemte publikum, der ville have mere. Det fik de så i form af ZZ Top-numrene ”Waitin’ for the bus” og ”Jesus just left Chicago” fra sammes Tres hombres-album fra 1973.

Ekstranumrene passede fint ind i resten af repertoiret, der blev modtaget med stor klappen fra de mange tilhørere. Imidlertid er det nok usandsynligt, at David Kampmann Trios koncert denne eftermiddag vil blive husket særlig længe. Trioen er heller ikke en, man vil rejse langt for at opleve. Det skal der mere originalitet og en mere skarpskåren musikalsk profil til for at opnå.

Langhårede knallerttyper

Carsten Meents
Foto: Jakob Wandam

Profil var der måske nok hos det efterfølgende band, de temmelig ukendte Autoblues. Forsanger og guitarist Carsten Meents præsenterede dem i hvert fald grinende med ordene: ”Vi er sådan nogle langhårede knallerttyper,” og det var svært at argumentere imod. Med undtagelse af trommeslager Lars Madsen havde alle medlemmer i hvert fald mere end skulderlangt hår og optrådte i sorte heavy metal-t-shirts.

Så havde man nok en ide om, hvad klokken var slået, og ganske rigtigt: Autloblues spillede bluesrock i den absolut hårdtslående ende. Det betød dog ikke, at sætlisten var uden overraskelser, og Autoblues lagde således ud med et arrangement af John Némeths soul blues-sang ”Bad luck is my name”, nomineret til årets sang ved Blues Music Awards 2015.

Det var nu ikke nemt at genkende John Németh i Autoblues’ tunge version, og det gjorde det ikke nemmere, at deres lyd fremstod mudret. Carsten Meents råbte sig igennem de fleste sange, og hans heavy rock-stemme druknede alligevel i lydbilledet.

Guitarbombardement

Tino Knudsen
Foto: Jakob Wandam

Ud over Meents og Madsen bestod bandet af Tino Knudsen på guitar og Christian Braun på bas. Med både Carsten Meents og Tino Knudsen i aktion var der lagt op til et guitarbombardement, og de to skiftedes til at agere solist, Knudsen ofte med en mere fuldfed guitarlyd.

Sangvalget var som nævnt temmelig eklektisk og rundede blandt andre Gary Clark, Jr. (”When my train pulls in”), Elmore James (”Dust my broom”), Ann Peebles (“Breaking up somebody’s home”) U2/B.B. King (“When love comes to town”), Bob Dylan (“Tonight I’ll be staying here with you”) og Robert Johnson (“Cross road blues”, men mere påvirket af Creams version “Crossroads”).

Lars Madsen
Foto: Peter Widmer

Det vidnede om, at Autoblues orienterede sig sympatisk bredt i blues-landskabet, men desværre flød det hele sammen i deres tonstunge bluesrock-sump. Problemet var sådan set ikke, at de spillede heavy rock-versioner af sangene – det lå tydeligvis i Autoblues’ dna og var en måde at personliggøre materialet på. Næh, problemet var, at niveauet simpelthen ikke var professionelt nok, og havde det været dét, havde man nok også lagt lidt flere kræfter i lydprøven og undgået det temmelig katastrofale lydbillede.

Køge Blues Festival skal roses for bevidst at komme vidt omkring i bluesens forskellige udtryksformer, og også for at tilgodese vækstlaget. Men selv om der var en lille håndfuld kvindelige koncertgængere, der dansede utrætteligt til Autoblues’ sæt, må man nok se i øjnene, at bandet ganske enkelt var et niveau eller tre under festivalens øvrige orkestre.

Sultne

Oscar Mukherjee
Foto: Jakob Wandam

Det gjaldt ikke mindst Mukherjee Blues, som var næste navn på scenen. Oscar Mukherjees kvartet, der ud over ham selv på sang og guitar består af Jakob Holm (guitar), Asmus Jensen (trommer) og Søren Bøjgaard (bas), virkede decideret sultne efter at fyre den af, og dét gjorde de så til publikums udelte begejstring.

Mukherjee Blues orienterede sig primært mod Chicago-shuffles, og det var guf for ”Danmarks bedste shuffle-trommeslager,” som Oscar Mukherjee ganske rammende beskrev Asmus Jensen.

Asmus Jensen
Foto: Jakob Wandam

Jimmy Reeds dovne, tilbagelænede beat kendetegnede dennes ”Close together” og ”Baby what you want me to do”, men der var intet tilbagelænet over Oscar Mukherjees højspændte guitararbejde, som var det måske bedste, vi har hørt fra ham endnu.

Ikke mindst på Sonny Boy Williamson II’s ”Help me” leverede Mukherjee en solo, der efterlod publikum stakåndet og fortjent høstede et stort bifald.

Jakob Holm
Foto: Jakob Wandam

Fremragende sololøb

Jakob Holm fulgte trop, ikke blot med stiligt jazzet akkordspil, men også med egne fremragende sololøb for eksempel på den efterfølgende ”Hard way” eller i countrystil på John Fogertys ”Long as I can see the light”. De to guitarister supplerede hinanden på forbilledlig vis, ligesom den uhyre velspillende rytmesektions bidrag konstant sad lige i skabet.

Oscar Mukherjee kan andet end at spille blues, og vi fik en enkelt afstikker til hans singer/songwriter-projekt, der blot hedder Mukherjee, i form af den dæmpede ”The road”, hvor han også spillede mundharpe.

Oscar Mukherjee og Jakob Holm
Foto: Jakob Wandam

Men ellers kørte Mukherjee Blues Chicago-stilen og lukkede bare mere og mere op for lækkerierne med numre som Willie Dixons ”I can’t hold out” og ”Howlin’ for my baby”.

Sidstnævnte bød en hæsblæsende guitar-duel mellem Oscar Mukherjee og Jakob Holm, som fik festivalpublikummet på Theilgaards til at gå helt amok, inden Oscar Mukherjee satte trumf på ved at spille med guitaren bag nakken.

Selvsikkerhed

Søren Bøjgaard, Oscar Mukherjee, Jakob Holm
Foto: Peter Widmer

De bidende soloer kom i lind strøm fra både Mukherjee og Holm, og Oscar Mukherjee skal også roses for den fremgang, der er sket med hans vokal. Skrøbeligheden i hans Jesse Ed Davis-lignende tone har han gjort til en styrke, og man sporer en stadig stigende selvsikkerhed i hans sangforedrag.

Der var nu også god grund til selvtilfredshed, for publikum i Køge elskede Mukherjee Blues. Afslutningsnummeret, Bo Diddleys ”Mona”, fik bygget adskillige lag på sit simplistiske forlæg, mens der blev klappet med og danset lystigt på det lille friområde til højre for scenen. Og efter en helt forrygende afslutning sprang samtlige publikummer spontant op og gav stående applaus.

Så kunne der godt findes tid til et ekstranummer, og også Chuck Berrys ”Carol” udløste brusende, stående bifald.

Lige på

Sahra da Silva
Foto: Jakob Wandam

Københavnske Sarah da Silva Blues Quartet med vokalorkanen Sahra da Silva og hendes absolut kapable medmusikere – trommeslageren Marco Diallo, bassisten Laust “Krudtmejer” Nielsen og guitaristen Alain Apaloo samt dagens ”special guest,” den herboende amerikaner, saxofonisten, produceren, underviseren, komponisten og orkesterlederen Marc Bernstein, der har ti fuldlængdeudgivelser i eget navn bag sig, skulle ifølge programmet være gået i gang med deres sæt klokken 17.20.

Imidlertid var sangerinden og hendes medmusikerhold forud for deres tid, idet de startede deres musikalske løjer allerede klokken 17.10, og de gik lige på uden præsentation af startnummeret, af bandet eller af noget som helst andet. De lagde ud med B.B. Kings ”The blues has got me”.

Marc Bernstein
Foto: Jakob Wandam

Allerede her viste Sahra da Silva sine uomtvistelige vokalkvaliteter, Alain Apaloo brillerede med en overfed solo, og Marc Bernstein var også fremme i skoene på solofronten. Desuden viste de to rytmefolk sig som den swingende, velrutinerede enhed, de er efter mange års samspil på Mojo Blues Bar i København.

Alt i alt spillede Sarah da Silva Blues Quartet sig gennem ikke færre end 12 numre inklusive et ekstranummer, og man fik fuld valuta for pengene i musikerskab på topplan instrumentalt set samt vokalpræstationer, der i spændevidde, fraseringer, kraft og kvalitet lå – og ligger – langt ud over, hvad man måtte kunne forvente. Og publikum kvitterede med bragende klapsalver.

Varieret

Alain Apaloo
Foto: Jakob Wandam

Willie Dixons klassiske ”Spoonful” blev leveret i en vuggende version i et noget anderledes arrangement, end man normalt hører dette nummer i, og igen var Alain Apaloo og Marc Bernstein på banen med fine soli. Derefter fulgte en fornem version af et ikke ofte hørt nummer, nemlig Ike Turners ”I idolize you”.

Her fremturede Sahra da Silva med effektfulde små punktuerede skrig, såvel som Marc Bernsteins saxofontoner tilføjede fornemme dimensioner til nummeret. Willie Dixons ”Wang dang doodle” – populariseret af Koko Taylor – blev afleveret i en aldeles fornem version med indlagt guitar og saxofonduel.

Sahra da Silva
Foto: Jakob Wandam

Endnu en Willie Dixon-komposition kom frem i lyset, nemlig ”I can’t quit you baby”, og her kom Sahra da Silvas formidable vokal virkelig til sin ret. Nummeret blev afsluttet af en flot vokalindsats, der lød, som om der blev spillet på sav!

Sahra da Silvas ”sav-trick” gik i øvrigt igen i en glimrende version af Screamin’ Jay Hawkins-nummeret ”I put a spell on you”. I løbet af bandets sæt var der i øvrigt mange folk på dansegulvet og megen klappen, og dét havde orkesteret absolut fortjent. Men der var noget, musikerne ikke havde fortjent, nemlig at en del folk var lusket af ved klokken 18.20-tiden.

En fest

Laust “Krudtmejer” Nielsen
Foto: Jakob Wandam

På dét tidspunkt var der stadig godt gang i den på scenen og blandt det stadig talstærke publikum, men næsten alle stole ved et af de opstillede langborde var faktisk tømt for folk. Sahra da Silva proklamerede dog ufortrødent, at: ”Så kommer der en fest,” og dét gjorde der så.

Det var nemlig en forrygende udgave af Muddy Water-klassikeren ”Got my mojo working”, inklusive ekstra-godt trommearbejde ved Marco Diallo, der fulgte, og publikum var helt med. Efter et nummer mere var orkesterets sæt slut, men folk skreg på mere, og så fulgte en aldeles vuggende udgave af Leiber & Stollers ”Hound dog” som ekstranummer med fine vokal- og instrumentalindsatser.

Marco Diallo
Foto: Jakob Wandam

Så takkede Sven Levandowsky af, men publikum ville stadig have mere, og orkesteret kastede sig ud i en lang fortolkning af Billy Foster og Ellington Jordans klassiker ”I’d rather go blind” som det absolut sidste nummer. Også her kom Sahra da Silvas vokal op i gear, og det virkede, som om hun virkelig krængede sin vokalsjæl helt ud. Klokken 18.47 var en fornem koncert så slut.

Sarah da Silva Blues Quartet spillede denne dag udelukkende andres numre. Det var dog ikke deciderede coverversioner, man blev præsenteret for. Sarah da Silva & co. havde nemlig behændigt omarrangeret de tretten numre, de spillede, og havde gjort dem til deres egne på bedste, virkningsfulde vis og leverede virkelig varen.

Næste gang Sarah da Silva Blues Quartet træder op, hører man dog gerne nogle af Sahra da Silvas egne kompositioner, og det gør man i det hele taget, lige meget hvilken sammenhæng sangerinden ellers indgår i som primærnavn.

Sahra da Silva Blues Quartet m. Marc Bernstein
Foto: Jakob Wandam