Koncertanmeldelse: Mojo Hands, Godset, Kolding

Mojo Hands

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Med deres seneste albumudspil, High blood pressure fra 2019, anlagde Mojo Hands fra Esbjerg en ny vinkel på den bluesmusik, de har spillet siden 1995. Stilen var mere swingende og rhythm & blues-orienteret, end det tidligere havde været tilfældet, og Bluesnews.dk var begejstret og kaldte High blood pressure for Mojo Hands’ stærkeste udspil til dato (læs hele anmeldelsen her).

Hans Christian Erbs

Det var samme stil, gruppen lagde for dagen ved deres koncert på Godset i Kolding mandag den 3. februar. Zenia Levring Madsen (vokal), Bo Møller (guitar), Erik Lodberg (trommer), Lars Thomsen (bas) og Rasmus Grønborg (tangenter) havde også her udvidet besætningen med Ulrik Bust og Hans Christian Erbs på henholdsvis saxofon og trompet, og så var der dømt herligt oldschool R&B og rock & roll.

Ulrik Bust

Fælles vellyd

Særligt i koncertens første sæt var det bandets tætte sammenspil og den fælles vellyd, der karakteriserede foreteelserne.

Der var hyppige soloture fra guitar, blæsere og orgel, men det var musik, man ikke kunne slå sig på.

Det skal absolut forstås positivt, for Mojo Hands’ urbane rhythm & blues var glat på en måde, der genkaldte stilens storhedstid i 1940’erne. Og det var en nydelse at se og høre et band, der ikke blot havde til formål at sætte skiftende solister i scene.

Zenia Levring Madsen

Vi fik blandt andet Ruth Browns ”As long as I’m moving”, Lionel Hamptons ”Evil gal blues” og Delbert McClintons smukke “You were never mine”.

Sidstnævnte er også indspillet af den ret så fantastiske Janiva Magness, og selv om Zenia Levring Madsen ikke når op på hendes niveau, fornemmede man et stemmemæssigt slægtskab.

Stod sig godt

Bo Møller

Levrings sangforedrag var behageligt og ubesværet og stod sig rigtig godt i rhythm & blues-repertoiret. Bo Møller inddrog skiftevis diskrete elementer af country og jazz i sit guitarspil, og på ”Looking for trouble”, som han også sang, bevægede han sig sågar ind på Texas blues-territorium.

På samme måde vekslede Erik Lodborg og Lars Thomsens rytmesektion diskret mellem rock & roll og det mere jazzede. Rasmus Grønborgs orgel- og klaversoloer var som regel kortfattede og tjente ofte mere som overgange end egentlige soloforløb. Hans spil stod i den fælled lyds tjeneste, og han tiltrak sig ikke unødig opmærksomhed.

Erik Lodborg og Lars Thomsen

Blæsere gik til og fra og tilføjede såvel fylde som lejlighedsvis New Orleans-stemning. Det gjaldt for eksempel på Anders Osbornes ”Ho-di-ko-di”, der også bød på rullende NOLA-piano af Rasmus Grønborg. Ulrik Bust demonstrerede også nogle mere løsslupne, Clarence Clemons-agtige kvaliteter, men stadig kortfattet og uden fuldstændig at stjæle billedet.

Skruet op

Rasmus Grønborg

I koncertens andet sæt blev der skruet lidt op for rock-dimensionen. Mojo Hands havde sådan set ikke ændret stil, men der blev slået lidt hårdere i trommerne, og lyden fik i det hele taget lidt mere pondus. ”High blood pressure” – titelnummeret fra det seneste album – lød næsten rocket, og ”Mama wants papa” var ren rock & roll.

Sættet bød dog også på en rendyrket slow blues, inden tempoet atter fløj i vejret med Dolly Coopers storswingende ”Ay la ba”.

”Sneaking suspicion”, Bo Møllers andet vokal-nummer, var vel næsten bluesrock og indeholdt da også Møllers mest tøjlefri guitarspil. Alligevel blev sangen tilføjet noget swing, når blæserne kom ind og punkterede hans guitarudladninger.

Mojo Hands

Der blev rundet af med en uptempo-version af Hank Pennys countrysang ”Bloodshot eyes”, inden Mojo Hands blev kaldt ind til det obligatoriske ekstranummer, som var Marc Bolans ”I love to boogie”.

Hermed kunne Mojo Hands sige tak for i aften efter en fornøjelig mandagskoncert fuld af swing og smukt sammenspil.