Koncertanmeldelse: Riverboat Jazz Festival, Silkeborg

Tekst: Jakob Wandam

”Hov,” siger du måske, kære læser, ”står der JAZZfestival? Er det Jazznews.dk, jeg har klikket mig ind på?”

Det er det ikke, men landets mange jazzfestivaler er ofte et godt sted at finde blues- og bluesorienterede koncerter, og den traditionsrige Riverboat Jazz Festival i Silkeborg er ingen undtagelse.

Riverboat Jazz Festival har eksisteret siden 1966, hvor den begyndte med live-musik på tre både på Gudenåen og en afsluttende koncert på restauranten Hattenæs uden for Silkeborg.

Siden er festivalen vokset gevaldigt og breder sig nu ud over en hele seks dage på flok spillesteder i Silkeborg centrum.

Elementer af blues

Fokus er stadig på traditionel jazz, der som bekendt ofte indeholder ikke uanseelige elementer af blues, men der er også egentlige blues- og rhythm & blues-koncerter på Riverboat Jazz Festival.

På dette års festival, der fandt sted fra onsdag den 26. til søndag den 30. juni, havde festivalen allieret sig med den lokale bluesforening B’Sharp, som sammensatte programmet for det centralt beliggende Danspån-Teltet torsdag aften.

B’Sharp havde således indforskrevet to af landets bedste bluesbands til at stå for underholdningen: Shades of Blue og Mike Andersen Band. Og det var to aldeles tændte orkestre, der lod de blå toner runge ud over Torvet midt i Silkeborg.

Ivrige

Shades of Blue lagde ud, og særligt bassisten Morten Brauner og trommeslager Claus Daugaard virkede ivrige som kreaturer, der kommer på græs efter en lang vinter. De store smil var på, og Brauner fremstod uhyre veloplagt, som han stod der og lagde det solide groove med spredte ben og pirat-bandana.

Shades of Blue har udgangspunkt i den traditionelle Chicago blues og åbnede ballet med to af genrens standarder, ”I feel so good” af Big Bill Broonzy og ”Checkin’ up on my baby” af Sonny Boy Williamson II. En legesyg Uffe Steen, hvis jazz-rødder aldrig fornægter sig, gav dog sangene et personligt præg med nogle ukonventionelle guitarsoloer.

Blandt de øvrige Chicago-klassikere var Howlin’ Wolfs ”Who’s been talking” i en latin-influeret udgave, Memphis Slims swingende ”Every day I have the blues” samt Willie Dixon’s “I’m ready”, “Help me” – med et tungt John Lee Hooker-agtigt groove – og den afsluttende “I’m your hoochie coochie man”.

En spændende kunstner

Forsanger James Loveless kombinerede John Lee Hookers growl med varm bluessang, og Uffe Steen krydrede det hele med opfindsomme guitar-improvisationer. Man ved aldrig, hvad den mand finder på, og netop derfor er han så spændende en kunstner.

Shades of Blue blandede de traditionelle numre med gruppens egne kompositioner. Deres seneste albumudspil, Do right by me, stammer tilbage fra 2011, og herfra fik vi adskillige James Loveless-sange: En rock’et ”Mexican boots”, ”Change in my pocket” og den politisk indignerede ”Wasteland America”, en dyster gang storby-soul.

Fra gennembrudsalbummet On a mission from Muddy Waters (1993) kom ”Two-timer”, en vuggende utroskabs-R&B-sang, hvor Uffe Steen og Morten Brauner spillede op mod hinanden.

Fra samme album stammede ”Fishing blues”, som vel nærmest kunne karakteriseres som sumpet delta-rock, samt de mere letbenede ”I’m gonna cut my hair (and get a job)” og ”Yo taxi”.

Af hjertens lyst

Sidstnævnte afsluttede det ordinære sæt, hvorpå Shades of Blue lod sig kalde frem igen og spillede ”Goodnight Irene” (nok bedst kendt med Leadbelly). Igen bemærkede man en veloplagt og smilende Morten Brauner på bassen, og Uffe Steens jazzede guitarsolo løftede den dæmpede ballade.

Publikum sang med af hjertens lyst og blev straks belønnet med en hæsblæsende ”Hoochie coochie man” og en fed guitarsolo fra Uffe Steen.

Shades of Blue var i den grad på – lige som det talstærke publikum var opsat på fest – og det satte barren højt, inden Mike Andersen Band skulle tage over.

Festen

Heldigvis var Mike Andersen helt indstillet på at skulle holde festen gående. Hans nyudgivne soloalbum One million miles høster den ene fornemme anmeldelse efter den anden – blandt andet her hos Bluesnews.dk – og Mike Andersen Band er nomineret til Blues Liveprisen ved Danish Music Awards (læs mere her).

Det var således en mand med vinden i ryggen, der kunne gå på scenen i Silkeborg med sit band bestående af Johannes Nørrelykke på guitar, Kristian Kold på bas, Kristian Fogh på tangenter og Jens Kristian Dam på trommer og percussion. Og der blev taget godt imod dem; der var tydeligvis fans blandt publikum, som både kunne synge med på Andersens sange og var villige til at danse til dem.

Højt humør

Mike Andersen Band kvitterede med højt humør og tæt sammenspil. Andersen var en stærk kommunikator og virkede i topform både i kraft af sin flotte soulstemme og sit smagfulde leadguitar-spil.

Faktisk startede Andersen på dobro på en bluesy ”No time to slow down” fra One million miles. Jens Kristian Dam spillede tamburin, og det dæmpede arrangement gjorde nummeret til en stemningsfuld affære.

”Barbed wire” fra 2016-albummet Devil is back fulgte, og her begyndte Mike Andersens stærke B.B. King-inspiration at skinne igennem. Men også andenguitaristen Johannes Nørrelykke gjorde en god figur, for eksempel med de vilde slide-lyde han tvang fra sin halvakustiske guitar på ”City of sin”. Samme sang var desuden et godt eksempel på Jens Kristian Dams energiske trommespil.

Temposkift

Koncerten var godt struktureret med temposkift, som gav en passende mængde variation, uden at fremdriften gik tabt. Ballader som ”(I will) give it up for your love” og “Hometown blues” veksledes med funky soul og soul blues.

“Walk you home” var for eksempel en soulsang med doo-wop-elementer og en glimrende klaversolo af Kristian Fogh, mens gennembrudshittet ”Who’s cheating who” (oprindelig indspillet af Little Milton i 1965) var ren soul blues.

Sidstnævnte indledte koncertens afsluttende fase, hvor der blev skruet helt op for energien. Don Robeys gospel-smagende ”Yield not to temptation” – et hit for Bobby ”Blue” Bland – fik de helt store smil frem. Mike Andersens egen soul blues ”Over you” og den funky ”Gonna get me a dog” sørgede for, at de blev der, og den smukke, jazzede ballade “Raindrop in a drought” var et sandt mesterstykke.

To ekstranumre måtte der til, inden publikum ville slippe bandet, og selv da var det modvilligt. Mike Andersen Band viste sig som et virkelig velspillende og meget stærkt liveband, og set i lyset af denne aftens koncert bør de stå godt i forhold til den Danish Music Award, som de er med i opløbet om.

New Orleans

Hvor torsdag aften på Torvet var helliget bluesen, stod fredagen i New Orleans-rhythm & bluesens tegn – i hvert fald for så vidt angår dette organ. Bluesnews.dk begyndte dagen på Bindslevs Plads, hvor The Vooo Ca Ray var første navn på scenen i Vestjylland Forsikrings Teltet, som det så mundret hed.

The Vooo Ca Ray er en kvintet, hvis besynderlige navn er en slags lydskrift for amerikanernes udtale af Vieux Carré – det franske kvarter i New Orleans.

Orkestret ledes af pianisten og sangeren Emil Otto Daugaard (læs mere om Emil Otto her) og består desuden af Scott Westh på trompet, Jonathan Bruun Meyer på trombone, Adrian Christensen på bas og Søren Pedersen på trommer og vokal.

Det er unge folk, men ganske dygtige. Emil Otto løb naturligvis med en del af opmærksomheden med sin bløde crooner-vokal og sit funky klaverspil, men der var også fine soloer af de to blæsere.

Desuden nød man det veloplagte second line-trommespil af Søren Pedersen for eksempel på Hank Williams’ ”Jambalaya”, som Pedersen også sang.

Fats Domino

Hovedvægten i The Vooo Ca Rays to sæt var som sagt på New Orleans-musik og særligt Fats Dominos repertoire. Første sæt blev således indledt med en stribe af hans numre: ”Be my guest”, ”Sick and tired”, ”Hello Josephine”, ”Walking to New Orleans” og “Whole lotta lovin’”.

Det swingede, og The Vooo Ca Rays sammenspil var en fornøjelse at overvære. En bluesy trompetsolo af Scott Westh blev akkompagneret af trioler fra Emil Ottos hånd i ”Walking to New Orleans”, og blæserne spillede op mod hinanden i ”Whole lotta lovin’”.

Tempoet blev sænket med Willie Nelsons adstadige ballade ”Crazy”, fint sunget af Emil Otto, inden Søren Pedersen overtog leadvokalen på endnu et Fats Domino-nummer, ”I’m walkin’”. Pedersens sangstil er mere direkte og uden dikkedarer end Emil Ottos blide croon, og det gav en fin vekselvirkning.

Country

En helt tredje tilgang blev lagt for dagen, da The Vooo Ca Ray i slutningen af første sæt fik besøg på scenen af den charmerende sangerinde Stine Klingsten. Hun synger normalt country med The Raggedy Anns og Dolly Parton tribute-bandet Backwoods Dolly, og det fornægtede sig da heller ikke, da hun ledte The Vooo Ca Ray igennem Bill Monroes “Blue moon of Kentucky”.

I deres arrangement lød det stadig som rhythm & blues – blandt andet takket være Scott Wesths trompetsolo – men med mere end et strejf af country, og det understregede såmænd blot genrernes ikke så fjerne slægtskab.

Høj stemning

I andet sæt fortsatte strømmen af Fats Domino-numre: ”Ain’t that a shame” og bluessangen ”The fat man” indledte sættet, og der var stadig høj stemning og swingende sammenspil. På ”When my dreamboat comes home” demonstrerede Emil Otto en ragtime-lignende stil, idet han bakkede Søren Pedersens vokal op, og der var endnu en fin solo fra Scott West.

Flere country & western-afstikkere kom til i form af ”She thinks I still care” (fra George Jones’ repertoire) og Cole Porters ”Don’t fence me in”. Med sidstnævnte sang vendte Stine Klingsten tilbage og sang duet med Emil Otto, og hun blev på scenen og lagde kor på Fats Dominos signatursang ”Blueberry Hill”.

Hymnen ”I’ll fly away” afsluttede koncerten, og det gjorde den med format. Pludselig begyndte musikerne at stige ned fra scenen og bevæge sig ud mellem publikum på Bindslevs Plads. Det tændte endnu flere store smil, end der allerede var, og det blev en festlig afslutning på en rigtig feel good-koncert.

Horn

Bluesnews.dk fortsatte nu til CC Liveclub, hvor der var annonceret koncert med L Wood Joy & Horns. Det skulle dog vise sig, at ingen havde fortalt den fynske rhythm & blues-trio noget om nogen horn, så det blev en trio-koncert med Lasse Skov (klaver og vokal), Jakob Riis (bas) og Morten Lyngsøe (trommer).

L Wood Joy har før bevist, at de kan skabe en stemningsfuld koncert både med og uden blæsere (læs her og her), og det gjorde de også i Silkeborg. Det var ellers ikke helt nemme odds, da trioen på denne sommeraften var gemt lidt af vejen i CC Liveclubs sortmalede natklublokale, hvor ikke særlig mange mennesker havde fundet ind ved koncertens begyndelse klokken godt og vel 19.

Det tog L Wood Joy nu i stiv arm og optrådte med både humor og stor musikalitet. King Cole Trio-standarden ”Route 66” åbnede koncerten, der ellers primært bestod af gruppens egne sange fra de to cd’er BoogieRollSwingJazz (2012) og Gumbo (2015).

Croonende

Fra den sidstnævnte fik vi for eksempel ”Friday night”, skrevet af Jakob Riis sammen med Anita Lykkegard og velsunget med Lasse Skovs milde, croonende stemme. Fra samme plade stammede Lasse Skovs jumpy ”Hey little baby” og den ganske morsomme ”Good loving” med lystigt second line-spil af Morten Lyngsøe og skønt boogie-klaver ved Lasse Skov.

”Lovely day” og den tango-påvirkede ”Reasonable man” var til gengæld helt nye numre, mens ”Someday you’ll be sorry” (alias ”Some day”) var en Louis Armstrong-komposition fra 1947.

Var man lidt bekymret for fremmødet ved koncertstart, skulle man snart blive klogere. Ganske vist var en stor del af gæsterne på det tidspunkt bandets egne bekendte (en håndsoprækning viste, at de fleste publikummer, inklusive Bluesnews.dk’s udsendte, var kommet fra Odense), men de var til gengæld ikke blege for at danse til L Wood Joys fede swing-rytmer.

Og det var altså noget, der smittede! Snart var gulvet i CC Liveclub fyldt med dansende par, og L Wood Joy kvitterede med mere og mere uptempo rhythm & blues. Deres egen ”Walking my baby” (også af Riis/Lykkegaard) var en livlig boogie-woogie, mens Lasse Skovs ”Move to stay alive” var funky og bas-drevet.

Høj intensitet

Et medley af Chuck Berrys ”No particular place to go” og “School days” holdt intensiteten høj, inden L Wood Joy skruede ned for tempoet med den bluesy ballade ”Baby I’m your man”. Her var det fedt at høre Lasse Skov presse stemmen lidt mere med Ray Charles-agtige fraseringer, der blev modsvaret af hans klaverspil.

Tempoet steg igen med ”I could be your man” og endnu en Chuck Berry-klassiker, ”You never can tell”. Her sprang Morten Lyngsøe og Jakob Riis ned fra scenen og ud på dansegulvet bevæbnet med henholdsvis tamburin og koklokke. Til gengæld begyndte publikum nu at danse på scenen – det var en sand fest!

Der blev lukket og slukket med et ”lytterønske”, Little Richards ”Lucille”, og Ray Charles’ hæsblæsende boogie-woogie-hit ”Mess around”. Hvad der var begyndt som en sparsomt besøgt koncert, sluttede således som en sejrsgang for L Wood Joy og var endegyldigt bevis for, at trioen ved, hvordan man skaber en fest.

Ganske særlig

Bluesnews.dk vendte nu tilbage til teltet på Bindslevs Plads for at slutte fredagen af i selskab med Jazz Five. Det var en ganske særlig koncert med den københavnske kvintet, for de havde allieret sig med ingen ringere end Uffe Steen på guitar.

Steen, der jo havde spillet dagen før med Shades of Blue, er særdeles velbevandret udi både jazz og blues, og derfor var han et godt match for Jazz Five, der nok er et jazzband, men som med et New Orleans-orienteret repertoire spiller med kraftige blueselementer.

Jazz Five og Uffe Steen klædte hinanden utrolig godt, og den prisvindende guitarist strøede den ene fabelagtige bluessolo efter den anden ud over bandets New Orleans-standarder som ”Li’l Liza Jane”, ”Ooh poo pah doo”, ”Iko iko” og ”Hey pocky a-way”.

Kort, men intens

Kun elleve numre blev det til; koncerten var kort, men intens, og Uffe Steen og de fem herrer i Jazz Five spillede simpelthen fænomenalt godt. Johan Bylling Lang på alt- og barytonsaxofon, Jeppe Zacho på tenorsaxofon, Jonas Starcke på bas, Stefan Andersen på trommer og Esben Hillig på klaver swingede, som gjaldt det livet, og også vokalerne sad lige i skabet.

Jonas Starcke, Jeppe Zacho og Stefan Andersen skiftedes til at synge for, og faktisk er de alle tre rigtig gode sangere med hver deres markante udtryk.

Repertoiret var kendt stof for alle med hang til New Orleans-R&B, og det var naturligvis med fuldt overlæg, for målet var at få teltet – og Bindslevs Plads – til at koge. Det lykkedes! Perlerækken af klassikere fortsatte med ”(Won’t you come home) Bill Bailey”, ”Blue Monday” og ”Something you got”, og der blev danset konstant.

En flot Uffe Steen-intro igangsatte en suveræn version af ”St. James Infirmary blues”, inden Jonas Starcke sang sin egen ”Beates blues” som afslutning på en fremragende koncert og en festlig dag på Riverboat Jazz Festival.

”Velkommen til katedralen!”

Lørdag den 29. juni klokken 14.30 mødte Bluesnews.dk op i Jysk Musikteater. Her gav pianisten og sangeren Esben Just solokoncert på Teaterscenen, et højloftet, næste kirkelignende rum, der inspirerede Just til at byde ”velkommen til katedralen!”

Esben Just spillede som sagt alene for et pænt siddende, næsten andægtigt publikum, og det udviklede sig til noget, der næsten kunne kaldes et musikalsk foredrag.

Just havde fået salen pyntet op med farverige billeder fra New Orleans, som hang ned fra loftet, og dem brugte han til at illustrere sine mange fortællinger og selvproklamerede løgnehistorier om halvmånebyen.

Lidenskab

Det var tydeligt, at Esben Just er optændt af en brændende lidenskab for New Orleans – ikke blot musikken men hele kulturen. Og han kunne fortælle passioneret om begravelser, second line og byens besynderlige ”indianerstammer”, når han altså ikke spillede noget af det mest autentiske New Orleans-klaver, der kan opdrives hos en dansk musiker.

Den slags passion smitter, og det var – som altid – en fornøjelse at lytte til Esben Justs livlige spil og varme, let luftige vokal.

Lige som The Vooo Ca Ray dagen før rundede Esben Just countrygenren, i dette tilfælde med Hank Williams’ ”Your cheatin’ heart”, som også Ray Charles indspillede. Og i lighed med L Wood Joy gav Esben Just en version af Louis Armstrongs ”Someday you’ll be sorry”.

Gamle travere

I det hele taget har genren sine gamle travere, og det blev således til genhør med ”St. James Infirmary” og ”Blueberry Hill”. Men noget af det gode ved bluesmusikken (og dens nære slægtninge) er, at det er fremførelsen, der skaber magien i lige så høj grad som kompositionen. Og kun Esben Just lyder som Esben Just!

Han fik da også sneget et par af sine egne sange ind i sætlisten, og de lægger sig i smuk forlængelse af New Orleans-traditionen – uanset om de er på engelsk (”Come with me”) eller på dansk (”Venter i et kryds”).

Således gled hans sange sømløst ind mellem standarder som Fats Wallers ”Viper’s drag”, ”Mardi Gras mambo” (et hit for blandt andre The Hawketts og The Meters) og ”Big chief” af Earl King.

Han sluttede af med et boogie-woogie-arrangement af ”The sheik of Araby” – eller som han sang det: ”The sheik of R&B”!

God, gedigen Chicago blues

Efter flere dages New Orleans-R&B skulle det gøre godt med en gang god, gedigen Chicago blues. Og det var lige, hvad man kunne få, hvis man besøgte Admiralen ved 16-tiden, for her var Trouble Cats stuvet sammen i det hjørne, der udgør scenen på det lille værthus.

Her sad man næsten på skødet af guitarist og sanger Martin Blom, mundharpespiller og sanger Henrik Hansen, trommeslager Henrik Thorsen og bassist Morten Brauner.

Det forhindrede dog ikke Trouble Cats i at spille højt. Heldigvis var de i allerhøjeste grad værd at høre på.

Beskidt

Henrik Hansens mundharpe indledte ”Building a fence”, der som det meste af repertoiret var skrevet af bandet selv. Det var beskidt, levende arbejdsmandsblues, og den boldgade holdt Trouble Cats sig i det store hele i. Lige på og hårdt, med et nærværende band, der mærkede musikken og nød at spille med hinanden.

Ikke mindst var det en fornøjelse at se interaktionen mellem Morten Brauner og Henrik Thorsen, som udgjorde en særdeles veloplagt rytmesektion (lige som Brauner havde gjort det to dage før med Claus Daugaard i Shades of Blue).

Men der var også masser af positiv energi at hente i Henrik Hansens rå, klagende mundharpetoner og Martin Bloms energiske og pågående guitarspil.

Vokal

Begge gjorde det også godt vokalmæssigt. Henrik Hansen kunne virke en smule råbende, for eksempel på ”Telephone blues”, men det bliver opvejet af den stemmekraft, han lægger for dagen. Martin Bloms vokal er en smule mere tilbageholdende, men også meget sikker og effektiv.

Når det ikke var ren Chicago blues, de spillede, bevægede de sig over i boogie (”That’s all I want”, ”City of dreams”), bluesrock (”Heartbreaker”) eller swingende West Coast blues (Kim Wilsons ”Don’t bite the hand that feeds you”), men de veg sjældent langt fra udgangspunktet. Mest afvigende var nok den let americana-prægede ”Cold dark night”.

Men de store eksperimenter er ikke Trouble Cats’ gebet, og heller ikke, hvad vi ønsker at høre fra dem. Variationen kommer i kraft af mindre, arrangementsmæssige detaljer som Henrik Thorsens galoperende trommer i Willie Dixon-standarden ”I just wanna make love to you”, Martin Bloms Elmore James-slide på ”That’s all I want” eller hans brug af wah-wah-pedal, først afdæmpet og så i fuld Hendrix-modus, på ”First time I met the blues”.

Trouble Cats leverede en gevaldig saltvandsindsprøjtning med denne sveddryppende og glædespredende koncert, som også satte punktum for Bluesnews.dk’s første Riverboat Jazz Festival. Det bliver næppe den sidste.