Copenhagen Jazz Festival (CJF) er et af årets højdepunkter for jazzinteresserede med over 1.000 koncerter fordelt på 11 dage og mere end 100 scener i hovedstadsområdet. Som mange andre jazzfestivaler har CJF også blues på programmet og er derfor også lidt af en fest for bluesfans.
Imidlertid kan det være lidt vanskeligt at få det store overblik og vælge, hvad man nu skal bruge sin kostbare tid på.
Bluesnews.dk er også i år til stede på festivalen, og nedenfor har vi lavet en gennemgang af, hvilke blues- og bluesorienterede koncerter der finder sted hver dag, og hvilke af dem Bluesnews.dk-redaktøren planlægger at besøge (intet er dog mejslet i sten, og planerne kan ændres afhængigt af vind og vejr, uventede omstændigheder m.m.).
Nederst i artiklen finder du en Spotify-playliste med musik af mange af de omtalte kunstnere.
Fredag den 5/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Groove Elation – Tango y Vinos – 50,-
16.00 – Esben Just & Tricia Boutté – Pumpehuset – Gratis
17.30 – Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen – Balders Plads – Gratis
18.00 – Emil Otto Duo – Restaurant Under Uret – Gratis
19.00 – Wave Blues Band – Caféen Skjolds Plads – Gratis
19.00 – Thorbjørn Risager & the Black Tornado – Mojo – 175,-
19.00 – Lauritsen/Mandipira/Gade/Frost – Pumpehuset – Gratis
20.00 – Mojo Makers – Studenterhuset – Gratis
21.00 – Jazz Five – Charlie Scott’s – 100,-
21.00 – New Orleans Soul Night – Pumpehuset – 175,-
22.00 – Fried Okra – Mojo – 80,-
22.30 – Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost – Drop Inn – 120,-
22.30 – Tricia Boutté & Esben Just – Balders Plads – Gratis
Fredagen er festivalens officielle startdag (faktisk tyvstarter pianisten Christian Bundgaard med trioen Hall/Starcke/Bundgaard på Charlie Scott’s allerede torsdag). For dem, der (som redaktøren) har et dagjob at passe, kan fredagens koncerter måske være vanskelige at nå, men et helt uomgængeligt programpunkt er koncerten med Jon Cleary & the Absolute Monster Gentlemen.
Pianisten og sangeren Jon Cleary er en levende legende inden for New Orleans-musikken (selv om han faktisk stammer fra England). Han har desuden i mange år spillet i Bonnie Raitts band og optrådte både solo og sammen med hende i Tivoli sidste år (læs her).
Denne gang har han sit eget orkester med, og den gratis koncert på Balders Plads klokken 16 er deres eneste på festivalen.
Herefter drager Bluesnews.dk stille og roligt mod Pumpehuset, hvor der på dette tidspunkt allerede vil være gang i Fringe Jazz Fest, en slags festival-i-festivalen med New Orleans-musik og –kultur som tema.
Kl. 21 begynder New Orleans Soul Night, hvor Jay Boe (Jesper Bo Hansen) & Southern Cross agerer husorkester for solisterne Jørgen Klubien, Linda Andrews og Tricia Boutté. Bandet var også i Pumpehuset i januar, hvor de spillede ved New Orleans New Year Jazz Event #7 (læs her).
Jay Boe & Southern Cross vil spille soul, funk og rhythm & blues fra New Orleans i stil med f.eks. The Meters, Allen Toussaint og The Neville Brothers.
Jørgen Klubien kendes nok bedst som forsanger i Danseorkestret, men han er ikke helt ubekendt med rhythm & blues og kunne for eksempel opleves som gæstesolist hos The Blues Brothers Souvenir Show i december 2018 (læs her).
Linda Andrews er gospelsangerinde, hedder egentlig Linda Andreasen og er født i Tórshavn på Færøerne. Hun har sunget og indspillet med flere gospelkor, blandt andre Gunnertoft Gospel Singers, Gentofte Gospel Choir og Copenhagen Gospel Singers, og så vandt hun DR’s talentkonkurrence X Factor i 2009.
Tricia Boutté er ud af det stolte dynasti, der også omfatter New Orleans-musikerne John og Lillian Boutté. Tricia Boutté optrådte også på festivalen sidste år, hvor hun var solist hos Jazz Five (læs her).
Efter denne koncert forfølger Bluesnews.dk den amerikanske sangerinde til Balders Plads, hvor der kl. 22.30 står Tricia Boutté & Esben Just på programmet. Pianisten og sangeren Esben Just kendes både som solist og som del af trioen SP Just Frost, og han er om nogen en New Orleans-connaisseur og –elsker.
Bluesnews.dk hørte Esben Just så sent som i den forgangne weekend, da han spillede solokoncert på Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, men det skal blive interessant at høre denne altid underholdende kunstner sammen med en indfødt New Orleans-sangerinde.
Lørdag den 6/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
14.00 – Jazz Five – M.G. Petersens Familiehave – Gratis for spisende gæster
15.00 – The Vooo Ca Ray – Charlie Scott’s – Gratis
16.00 – Peter Brander Band – Nyhavns Mindeanker – Gratis
18.00 – Chris Tanner Trio – Restaurant Under Uret – Gratis
18.30 – Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost – Mojo – 120,-
19.30 – Bundgaards 2nd Line & Funk Show – Nyhavns Mindeanker – Gratis
21.00 – Musikorkestret – Bartof Café – 100,-
22.00 – Kenn Lending Blues Band – Mojo – 120,-
22.30 – Jay Boe & the Southern Cross plays Allen Toussaint – Balders Plads – Gratis
23.30 – Christian Bundgaard Trio – Charlie Scott’s – 100,-
Man skulle da være et skarn, om ikke man kunne klare en gang stegt flæsk ad libitum (eller anden traditionel dansk mad) i M.G. Petersens Familiehave på Frederiksberg, mens man lyttede til Jazz Five fra klokken 14.
Jazz Five excellerer i New Orleans-rhythm & blues og –jazz og består af fem aldeles fremragende instrumentalister under ledelse af saxofonisten Johan Bylling Lang. I øvrigt er hele tre af gruppens medlemmer også glimrende sangere.
Herefter går turen til Nyhavn, hvor Peter Brander Band spiller ved Mindeankeret klokken 16. Peter Brander har en kilometerlang diskografi som producer, tekniker og studiemusiker, og så har han også udgivet en håndfuld plader i eget navn. Den seneste var Town & country, der udkom i 2017 under navnet Brander.
Peter Brander, der er sanger og guitarist, spiller gerne roots-orienteret rock med elementer af blues og country.
Bluesnews.dk bliver i Nyhavn, hvor der klokken 19.30 er Bundgaards 2nd Line & Funk Show med pianist og sanger Christian Bundgaard i front. Med sig har han et allstar-band af musikere fra Jazz Five (Jonas Starcke), Six City Stompers (Regin Fuhlendorf), Bylling/Bardeleben Project (Niclas Bardeleben) og The Vooo Ca Ray (Jonathan Bruun Meyer) – alle sammen New Orleans-orienterede orkestre.
Bundgaards 2nd Line & Funk Show spillede samme sted på sidste års festival, og det var angiveligt en helt forrygende koncert. I år skal Bluesnews.dk ikke gå glip af denne konstellation!
På Mojo Blues Bar spiller Kenn Lending Blues Band klokken 22. Det er en særlig ”vintage edition” af Kenn Lendings band, idet han i anledning af festivalen har samlet nogle af de folk, der spillede med ham tilbage i 1980’erne og 90’erne, nemlig Henning Verner, Frank Larsen og Svenni Svafnissson.
Kenn Lending, der som bluesguitarist er noget nær et nationalklenodie, får desuden selskab af guitar-kollegaen Mikkel Nordsø. Nordsø har spillet med gud og hver mand på den danske rock-, pop- og jazzscene, været medlem af Buki Yamaz og Sneakers og desuden plejet en solokarriere siden midtfirserne.
Er der energi tilbage efter Kenn Lendings koncert, slutter Bluesnews.dk lørdagen af på Charlie Scott’s, hvor Christian Bundgaard atter er klar klokken 23.30, nu med sin Christian Bundgaard Trio, der ud over ham selv består af Jonas Starcke på bas og vokal og Stefan Andersen på trommer og vokal.
Søndag den 7/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – The Blues Overdrive – Balders Plads – Gratis
14.00 – Tricia Boutté & Esben Just – Bartof Café – 100,-
15.00 – Mike Andersen – Balders Plads – Gratis
16.00 – Christian Bundgaard – Pumpehuset – Gratis
16.00 – Twang – Studenterhuset – Gratis
17.00 – Groove Elation – Bobuska – 50,-
17.00 – Louis Armstrong Tribute – Pumpehuset – 220,-
17.00 – Dale Smith Blues Band – Palæ Bar – Gratis
20.00 – Oumou Sangaré – DR Koncerthuset – 375,-
20.00 – Thorbjørn Risager & the Black Tornado – Balders Plads – Gratis
20.00 – Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost – La Fontaine – 120,-
22.30 – Christian Bundgaard (jam) – Charlie Scott’s – Gratis
Bluesnews.dk har andre forpligtelser på denne søndag, der ellers byder på mange lovende koncerter. Men der burde blive tid til at høre Oumou Sangaré, som optræder i DR Koncerthuset klokken 20.
Som faste læsere vil vide, har Bluesnews.dk en særlig plads i hjertet til musik fra Mali, og Oumou Sangaré er et af de allerstørste navne inden for den vestafrikanske Wassoulou-tradition, som sammen med tuareg-musikken menes at være stamfaderen til vestlig bluesmusik.
”Stammoderen” skulle man måske snarere sige, for Wassoulou-sangere er stort set altid kvinder, og teksterne handler også gerne om kvindens rolle i samfundet.
Oumou Sangarés navn blev udbredt også uden for Afrika blandt andet takket være ørkenblues-koryfæet Ali Farka Touré, der hjalp hende til en international pladekontrakt. Hendes seneste albumudgivelse er Mogoya fra 2017.
Mandag den 8/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
16.00 – Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band – Charlie Scott’s – Gratis
20.00 – Mandipira Lauritsen/Gade/Frost – La Fontaine – 120,-
21.00 – Esben Just, Nikolaj Hess & Morten Fischer – Bartof Station – 100,-
Mandagen er en forholdsvis stille dag, for så vidt angår bluesen. Men Bluesnews.dk indfinder sig på Charlie Scott’s klokken 16, hvor Hans Knudsen & Björn Ingelstam Band forhåbentlig vil gentage succesen fra sidste år (læs her).
Pianisten og sangeren Hans Knudsen blev kåret som Årets Danske Bluesnavn i 2014 og har medvirket på en lang række plader, både med sit eget Jumpband, som duo med Christian Bundgaard og som backingmusiker for blandt andre Troels Jensen, Fessor, Børge ”Biceps” Jensen og ikke mindst Lillian Boutté.
Den unge trompetist Björn Ingelstam har indspillet med Johan Bylling Lang, Jack Street og Chris Tanner m.fl., og han har også i eget navn udsendt et album og en ep.
Mandag aften går turen til Bartof Station, hvor Esben Just afholder en af sine traditionsrige Piano Nights. Konceptet for disse er, at tre pianister – i dette tilfælde Esben Just, Nikolaj Hess & Morten Fischer – mødes om et flygel og dels skiftes til at spille, hvad der falder dem ind, dels spiller sammen og lader sig inspirere af hinanden.
Nikolaj Hess er mest kendt som en i øvrigt aldeles fremragende jazzpianist, og han har tidligere imponeret Bluesnews.dk ved en sådan Piano Night (læs her). Morten Fischer er frontfigur og sangskriver i Nola Love, og også han har før underholdt Bluesnews.dk på Bartof Station (læs her).
Tirsdag den 9/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Sahra da Silva & Soul3 – Studenterhuset – Gratis
15.00 – Jake Green Band – Melchiors Plads – Gratis
16.00 – Sasha Masakowski & Chris Tanner Trio – Charlie Scott’s – 70,-
19.00 – Poul Halberg Trio – Mojo – 130,-
19.00 – Kjeld Lauritsen Trio – Kaffesalonen – Gratis
20.00 – Keb’ Mo’ + Mike Andersen – Amager Bio – 375,-
22.00 – African Night – Mojo – Gratis
22.30 – Samantha-Antoinette & Hidden Agenda – Drop Inn – 70,-
Tirsdagen lægger Bluesnews.dk ud på Melchiors Plads, hvor Årets Danske Bluesnavn 2017, Jake Green, spiller med sin trio. Jake Green Band spiller hårdtslående bluesrock uden blusel, selv om der nok også bliver plads til et par stille numre fra Jake Greens aktuelle, akustiske soloalbum Rough spring (læs anmeldelse her).
Om aftenen er det så tid til Copenhagen Jazz Festivals ubetinget største bluesnavn i år, nemlig amerikanske Keb’ Mo’, der optræder i Amager Bio klokken 20.
Keb’ Mo’ (Kevin Moore) har netop udsendt det meget velanmeldte album Oklahoma, som kommer i hælene på hans prisvindende kollaboration med Taj Mahal, TajMo. Desuden spiller Keb’ Mo’ en stor rolle på aktuelle udgivelser med de to nok mest omtalte nye bluestalenter lige nu, Christone ”Kingfish” Ingram og Jontavious Willis, så han rider på en bølge af succes.
Keb’ Mo’ optræder dog helt alene i Amager Bio. Opvarmningen bliver forestået af vores egen Mike Andersen, der også er aktuel med en akustisk soloplade, One million miles (læs anmeldelse her).
Hvis det kan nås, slutter Bluesnews.dk tirsdag aften på Drop Inn. Her spiller Samantha-Antoinette & Hidden Agenda. Samantha-Antoinette, der også kendes under navnet Samantha Smith, er en engelsk blues-, soul-, gospel- og jazzsangerinde.
Hun har ofte slået sine folder på de danske scener, for eksempel sammen med Big Creek Slim Band (læs her), og så har hun indspillet et par numre sammen med danske Hidden Agenda. Og det er faktisk Jazz Five, der gemmer sig bag dette navn, når de spiller sammen med Samantha-Antoinette (læs mere her).
Onsdag den 10/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Richard Farrell – Tango y Vinos – 50,-
17.00 – Kim Menzers Jazz & Blues Band – Axelborg Bodega – Gratis
17.00 – Michael Sunding – Frihavnskirken – 80,-
18.00 – Hans Knudsens Jumpband – M.G. Petersens Familiehave – Gratis for spisende
19.00 – Fringe Jazz Brass Band m. Michael Watson – Pumpehuset – Gratis
19.00 – Esben Just Trio – Drop Inn – 120,-
19.00 – De Waal/Hemmer/Ljunggren/Banks – Mojo – 100,-
20.00 – Indra Rios-Moore – Kvarterhuset – 100,-
21.00 – Nola Love – Charlie Scott’s – 100,-
21.00 – Aretha Tribute – Bartof Station – 250,-
22.00 – SP Just Frost & Fessor – Mojo – 120,-
Onsdagens program starter halvsent for Bluesnews.dk’s vedkommende. Det bliver på Mojo klokken 19, hvor der er koncert med De Waal/Hemmer/Ljunggren/Banks.
Det er blevet en tradition på CJF, at netop disse fire musikere – trommeslager Emil de Waal, organist Dan Hemmer, guitarist Gustaf Ljunggren og guitarist og sanger Paul Banks – samles en aften på Mojo Blues Bar, og sidste år blæste de Bluesnews.dk bagover med deres koncert (læs her).
Der er ingen grund til at forlade Mojo, for aftenen fortsætter med SP Just Frost & Fessor. Klokken 22 er den forrygende rhythm & blues-trio klar med New Orleans-stemning og masser af humor, og hvis kombinationen af Esben Just og Ole ”Fessor” Lindgreen er lige så god som sidste år (læs her), er der noget at glæde sig til!
Torsdag den 11/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost – Krøgers Have – Gratis
16.00 – Samantha-Antoinette & Mattias Nilsson – Pumpehuset – Gratis
17.00 – Miriam Mandipira, Troels Jensen & Thomas Puggaard-Müller – Brønshøj Torv – Gratis
19.00 – The Vooo Ca Ray feat. Gregory Boyd – Pumpehuset – Gratis
19.00 – Poorboy Poul; Rainy James (jam) – Mojo Gratis
19.00 – Kjeld Lauritsen Trio – Kaffesalonen – Gratis
21.00 – Troels Jensen & Paul Banks – Bartof Café – 80,-
Torsdag er det planen at vende tilbage til Fringe Jazz Fest i Pumpehuset. Her dukker Samantha-Antoinette op igen, denne gang sammen med den unge svenske pianist Mattias Nilsson.
Samantha-Antoinette & Mattias Nilsson lover ”soulful og udadvendt blues og gospel”, og det er første gang, de to spiller sammen. Det sker klokken 16.
Mattias Nilsson udgav sin første solo-cd, Dreams of belonging, i 2016. Inden da havde han dog allerede udsendt to ep’er sammen med den østrigske saxofonist Ray Aichinger.
Også i Pumpehuset (eller rettere: i Pumpehusets Byhave) finder man klokken 19 The Vooo Ca Ray feat. Gregory Boyd. The Vooo Ca Ray er en aarhusiansk kvintet, der med pianist og sanger Emil Otto i forgrunden har helliget sig New Orleans-musikken.
På Fringe Jazz Fest har de allieret sig med ”den ægte vare” i form af New Orleans-sangeren Gregory Boyd. Boyd bor ganske vist i Danmark, hvor han har slået sit navn fast som vokalist og steel drummer. Han har blandt andre indspillet med Mike Andersen.
Fra Pumpehuset vender Bluesnews.dk snuden mod Bartof Café på Frederiksberg, hvor der klokken 21 er koncert med Troels Jensen & Paul Banks.
For faste læsere af Bluesnews.dk behøver pianisten, guitaristen og sangeren Troels Jensen næppe større introduktion. Han er et af de mest skattede og erfarne navne på den danske bluesscene og har optrådt i utallige sammenhænge, blandt andet som leder af Katzenjammer Kids og det stadig aktive Delta Blues Band.
Den amerikansk-fødte guitarist og sanger Paul Banks er ligeledes en institution i dansk musik, kendt for sit luftige miks af blues, jazz og folk. Ud over en lang række soloalbum kan Paul Banks høres på indspilninger med blandt andre Nisse Thorbjørn, H.P. Lange, Delta-Cross Band og Lea Thorlann.
Fredag den 12/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Trainman Blues – Tango y Vinos – 50,-
13.00 – Nola Love – Krøgers Have – Gratis
15.00 – Miriam Mandipira, Troels Jensen & Thomas Puggaard-Müller – Bartof Station – 130,-
15.00 – Kjeld Lauritsen Trio – Melchiors Plads – Gratis
18.00 – Samantha-Antoinette & Michael Sunding – Restaurant Under Uret – Gratis
19.00 – Jacob Fischer ”Blues” Trio – Mojo – 90,-
19.00 – Ringgaard/Dahl/Rimmer – Tango y Vinos – 50,-
21.00 – Racketeers Collective – Charlie Scott’s – 120,-
Bluesnews.dk begynder fredagens program på Bartof Station med trioen Miriam Mandipira, Troels Jensen & Thomas Puggaard-Müller. Sangerinden Miriam Mandipira har endnu en gang et travlt program på CJF, hvor hun både optræder med Kjeld Lauritsen Trio, ved Melissa Inyas Aretha Franklin-hyldest og altså med de to Delta Blues Band-folk Troels Jensen og Thomas Puggaard-Müller.
Mandipira og Jensen udgav hele to album sammen i 2017, duo-pladen Careless love (læs anmeldelse her) og My love med The Healers (læs anmeldelse her).
Aftensmaden bliver fredag nok indtaget på Restaurant Under Uret, hvor der atter er mulighed for at høre Samantha-Antoinette i et nyt duo-format klokken 18. Samantha-Antoinette & Michael Sunding er i hvert fald ikke en sammensætning, Bluesnews.dk har oplevet før.
Michael Sunding er ellers velkendt af bluesfans som tangentspiller i Kenn Lending Blues Band og for sit samarbejde med Margrete Grarup.
Klokken 21 lægger Charlie Scott’s scene til Racketeers Collective. Hovedkraften her er den hyperaktive Christian Bundgaard, der atter får selskab af Jonas Starcke og Stefan Andersen m.fl., og de spiller mere af den New Orleans-musik, der er deres varemærke.
Lørdag den 13/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
10.30 – Moussa Diallo Trio – Brønshøj Torv – Gratis
14.30 – Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost – Jazzcup – 120,-
16.00 – Fried Okra – Studenterhuset – Gratis
19.00 – Delta Blues Band – Mojo – 120,-
19.00 – Ringgaard/Dahl/Rimmer – Tango y Vinos – 50,-
19.30 – Kenn Lending Blues Band – Nyhavns Mindeanker – Gratis
21.00 – Mardi Gras Indian Party – Pumpehuset – 175,-
21.00 – Paul Banks & Gustaf Ljunggren – Bartof Café – 80,-
22.00 – Samantha-Antoinette – Mojo – 100,-
22.00 – Racketeers Collective (A Tribute to Dr. John) – Studenterhuset – 50,-
Lørdag den 13. juli bliver en travl dag med start på Brønshøj Torv klokken 10.30. Under overskriften ”Der var engang … i Mali” fortæller bassisten Moussa Diallo et musikeventyr for børn og barnlige blues-sjæle sammen med sin Moussa Diallo Trio.
Dernæst går turen til Jazzcup, hvor det klokken 14.30 er sidste chance for at se Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost på CJF 2019. Dét skal man unde sig selv, for Miriam Mandipiras fantastiske stemme kombineret med Hammond B3-troldmanden Kjeld Lauritsen og hans to medspillere er den rene guf.
Kvartetten udgav i 2015 den fremragende plade Convergence (læs anmeldelse her), og siden har de turneret flittigt og spillede da også adskillige koncerter på sidste års festival (læs her).
Klokken 16 tager Bluesnews.dk til Studenterhuset, for her spiller den danske hill country blues-trio Fried Okra. Gruppen albumdebuterede i 2007 (dengang som Fried Okra Band) og har nu i alt fem album på samvittigheden, senest Fried alive (2018) (læs anmeldelse her).
Desuden vandt Fried Okra Danish Blues Challenge i 2017 og opnåede en andenplads ved den efterfølgende European Blues Challenge i Norge sidste år.
Danmarks ældste eksisterende blues-ensemble Delta Blues Band er næste punkt på lørdagens program, når de spiller på Mojo klokken 19. Ud over de allerede nævnte Troels Jensen og Thomas Puggaard-Müller består Delta Blues Band af Jørgen Lang på mundharpe, Knut Henriksen på bas og Tobias Leonardo Pedersen på trommer.
Bagefter er planen for Bluesnews.dk endnu en sen aften i selskab med Racketeers Collective. I Studenterhuset klokken 22 står de nemlig for A Tribute to Dr. John.
Malcolm John ”Mac” Rebennack alias Dr. John Creux the Night Tripper forlod denne verden den 6. juni, og dermed sluttede et af de vigtigste og mest underholdende kapitler i New Orleans’ musikhistorie. Christian Bundgaard og hans kumpaner vil hylde den gode doktors musik denne aften i Studenterhuset.
Søndag den 14/7
Tid – Kunstner(e) – Sted – Entré
13.00 – Samantha-Antoinette Trio – Restaurant Under Uret – Gratis
14.00 – Sahra da Silva & Soul3 – Freddy’s Bar – Gratis
16.00 – Richard Farrell Trio – Tango y Vinos – 50,-
16.30 – Groove Elation – Halmtorvet 9 – Gratis
19.00 – Rawkeke – Mojo – 100,-
22.00 – Wave Blues Band – Tango y Vinos – 50,-
22.00 – Alain Apaloo – Mojo – Gratis
Sidste dag på Copenhagen Jazz Festival bliver en kort en af slagsen for Bluesnews.dk’s utvivlsomt også ganske udmattede udsendte. Søndag skulle der dog gerne lige kunne klemmes en koncert ind med Sahra da Silva & Soul3.
Sangerinden Sahra da Silva er særdeles velkendt af stampublikummet på Mojo Blues Bar. Hun er fast inventar ved Mojos månedlige Soulful Tuesdays og optræder desuden med kvartetten Havfruerne, der synger opdaterede dansktopsange, og i mange andre sammenhænge.
Denne søndag er det dog Freddy’s Bar på Vesterbro, som Sahra da Silva gæster.
I eget navn har Sahra da Silva udgivet albummet Oh, love! (2014) og ep’en Sahra da Silva & the Jagged Soul (2012). Endvidere har hun indspillet med Jes Holtsø & Morten Wittrock, Alain Apaloo, The Cornbread Project og rapperen U$O.