Tekst: Peter Widmer
Foto: Peter Widmer (hvor ikke andet er nævnt)
Den britiske bluesrock-guitarist, -sanger og -sangskriver Laurence Jones er født i 1992. Han har gjort kometkarriere, har allerede fem roste fuldlængdeudgivelser bag sig og har vundet flere priser.
For eksempel gaflede han tre British Blues Awards som ”Young Artist of the Year” i 2014, 2015 og 2016. Desuden fik han en British Blues Award i 2016 som ”Guitarist of the Year.”
Ydermere blev han i 2016 tildelt en European Blues Award som ”Best Guitarist 2015.” Ikke så dårligt gået af en musiker på nu 26 år.
Laurence Jones er kendt for sit dynamiske guitarspil og gode kompositioner, der dog ikke kom frem i lyset, da han i 2015 deltog i European Blues Challenge i Bruxelles, hvor Bluesnews.dk oplevede ham. Her gik der nemlig for meget diarre-guitar i den (læs her).
Den 5. november 2015 spillede Laurence Jones en dobbeltkoncert sammen med den fremadstormende amerikanske guitarist og sangerinde Samantha Fish i Samlingsstuen i Kerteminde.
Her var Bluesnews.dk også til stede, og dér var det var en anderledes positiv guitarhistorie, Laurence fortalte, end den, han lagde for dagen i Bruxelles.
I Odense
Senest Bluesnews.dk oplevede Laurence Jones, var på spillestedet Dexter i centrum af Odense den 19. oktober 2018.
Her havde Bluesnews.dk sat Laurence Jones stævne kl. 19 til en beskeden dialog før den aldeles udmærkede koncert, Laurence Jones og hans band skulle vise sig at give samme aften med start kl. 20 (læs anmeldelse her).
Da Bluesnews.dk troppede op ved Dexters hoveddør kl. 18.52, var samme låst, men der gik ikke længe, før Bluesnews.dk kunne hilse på Laurence Jones og hans medmusikere, der var i gang med at spise en god gang aftensmad.
Stemningen var god og munter, og efter lidt hyggesnak og endt fødeindtagelse for musikernes vedkommende, satte Bluesnews.dk og Laurence Jones sig i en sofa til en snak om orkesteret, om en anden ung britisk guitarist, om producerrollen med mere, og så gik vores samtale i gang.
Fast band
Laurence Jones, i aften står du på plakaten som “Laurence Jones.” Hvorfor står du – eller I – ikke som The Laurence Jones Band eller i det mindste som Laurence Jones og Band?
– Jeg begyndte min musikerkarriere i den unge alder af atten år, og jeg har haft forskelige bandmedlemmer, men i min musik har der altid været påvirkninger, der er kommet fra mine musikere.
– Så det er nemmere bare at kalde det hele Laurence Jones, men jeg har altså et fast band med mig, og det er det, du kommer til at høre i aften.
Så med andre ord er aftenens kvartet – dit orkester – et permanent fænomen?
– Ja, det er rigtigt, og hvis jeg vil udvide orkesteret, kan jeg gøre dét. For eksempel har vi somme tider to korsangere fra London med os, når vi giver koncert.
En enhed
Hvordan fandt du og dine musikere sammen, og hvor længe har I fungeret som en enhed?
– Som en enhed har vi fungeret i næsten to år. Min trommeslager Philip Wilson har været med i mere end tre år. Faktisk er han den af mine musikere, der har været med i The Laurence Jones Band længst, altså bortset fra mig selv, ler Laurence Jones, og fortsætter:
– Vi mødtes alle gennem musikindustrien, da vi alle havde nået et vist professionelt niveau som musikere. Philip – eller Phil – Wilson kendte Gregory – eller Greg – Smith, vores bassist. De havde spillet sammen i forskellige orkestre i nogle år, og det er sjældent, at man finder sådan en rytmegruppe.
– Bennett Holland – vores keyboardmand og korsanger – kendte jeg fra blues-scenen. Han spillede blandt andet med King King, som jeg varmede op for for mange år siden. Dér så jeg Bennett lave lydprøve. Jeg havde aldrig hørt om King King, og jeg troede faktisk, at Bennett var King King.
– Han havde sådan en god stemme, og det virkede, som om han styrede det hele. Siden da holdt vi bare kontakten og fulgte med i, hvad vi hver især lavede, og så mødtes vi og lavede noget musik sammen.
Hygiejnen
Hvilke kvaliteter lægger du vægt på, at en musiker har?
– For det første må de ikke lugte. Hygiejnen skal være i orden, griner Laurence Jones med glimt i øjet og siger:
– Desuden skal de være cool, se cool ud, og de skal også være cool klædt. De skal også være cool at omgås. Endvidere skal de kunne lide den samme musik, som jeg sætter pris på. Jeg må sige, at jeg har været meget heldig med drengene i mit band.
– Vi interesserer os for den samme musik, men samtidig interesserer vi os også for forskellige andre musikformer. Vi har altså meget til fælles, og vi lærer også meget af hinanden.
– Vi er dog også meget forskelige angående diverse musikalske påvirkninger, men dét får det bedste frem i os alle.
Aldersspredning
Oplever du nogensinde, at der er kommunikationsproblemer mellem jer, med den aldersspredning, der er i bandet? Du er selv 26 år gammel, Bennett er næsten 38, Gregory er 41, og Philip er 29.
– Med hensyn til aldersspredningen mellem os vil jeg sige, at mit nuværende band er det yngste, jeg har haft.
– Derimod har jeg tidligere haft bandmedlemmer, der var ældre, og det har, for at være helt ærlig, været et problem på grund af aldersforskellen.
– Det er jo ikke rock ’n’ roll. Man har brug for at sove, det er hårdt arbejde med masser af jobs og masser af rejseaktiviteter.
-Det tager på én, når man er på landevejen. Til gengæld er drengene i det her band nu vant til at rejse sammen. Vi er gode venner og kan grine sammen, og dét er vigtigt.
Toby Lee
Bluesnews.dk drejer samtalen ind på blues-barnestjernen Toby Lee, som Bluesnews.dk oplevede på Blues Heaven-festivalen i Frederikshavn i 2017 (læs her). Toby Lee vender i øvrigt tilbage til Frederikshavn og 2018-udgaven af Blues Heaven-festivalen, der finder sted den 2. og 3. november.
Du kan blandt andet høres på en meget ung britisk guitarists første skive. Det drejer sig om Toby Lees debut-ep Ten fra 2016. Da den udkom, var Toby Lee ti år gammel, og du må have været 24. Hvordan kom jeres samarbejde i gang?
– Toby kom til en koncert for at høre mig, da jeg varmede op for den amerikanske guitarist Walter Trout. Toby Lee havde sin guitar med, og han ville gerne have Walter Trout til at skrive sin autograf på dén, så han spurgte mig, om jeg kunne hjælpe ham. Det kunne jeg, og vi fandt så Walter Trouts omklædningsrum.
– Walter Trout skrev så sin autograf, hvor Toby Lee gerne ville have det. Toby hørte jo også mig og var vild med, hvad jeg spillede. Jeg kunne godt se potentialet i Toby Lee, som jeg altså mødte, da han var 8 år gammel. Nogle år senere, i forbindelse med en af mine koncerter, fik jeg så overtalt Toby til at komme op på scenen og jamme med mig.
– Tobys far, der også er hans manager, kontaktede mig så, for planen var at lave en skive med Toby Lee, grundet den store interesse, der var opstået for Toby Lee via internettet. Han var allerede en internetsensation på YouTube.
– Jeg sagde så, at vi kunne lave et cool blues-album, så jeg fik min gode ven Jack Alexander Timmis til at spille bas. Min nuværende trommeslager Phil Wilson spillede så trommer, og selveste guitaristen Bernie Marsden (kendt fra Whitesnake) var gæstemusiker, og jeg selv spillede guitar og sang på det, der blev til Toby Lees første skive.
Producerede
– Jeg producerede også Ten, og det er herligt med Toby Lee, for han er blevet et langt mere åbent menneske, end han var dengang.
– Hvis du lytter til Ten og tager i betragtning at Toby Lee kun er ti år gammel, er det et ret godt lille album, synes jeg. Jeg er rigtig glad for det.
Hvordan var det at indtage producer-rollen?
– Det var virkelig godt, synes jeg. Jeg er selv blevet produceret af fem forskellige producere fra starten af min karriere, da jeg var meget ung. Jeg kender således en del til produktion og til producerens rolle, og jeg ved, hvordan det er at være kunstneren, hvis musik skal produceres.
Traktorer i studiet
– Jeg ved, hvordan det er at være på den anden side, så at sige, så jeg prøvede at give Toby og hans idéer plads; også når han legede med sine legetøjstraktorer i studiet!
– Når det drejer sig om musik og forretning, er han imidlertid virkelig på, for han er ærlig, og musikken kommer fra hjertet.
– Vi prøvede at gøre indspilningsprocessen så nem som muligt, gå i studiet og have det sjovt og rart. Jeg skulle være sikker på, at han nød at indspille, og at han samtidig leverede det allerbedste, han kunne.
– Så det var herligt at producere og i det hele taget at arbejde med Toby, og jeg skrev endda et par numre til Ten. Vi har også spillet flere koncerter sammen, og det er altid en fornøjelse at spille med Toby Lee.
Mike Vernon
– Nu vi er ved det, så producerede den velkendte engelske producer Mike Vernon dit fjerde solo-album Take me high (2016). Hvordan kom dét i stand?
– I grunden ville jeg gerne have samarbejdet med Mike Vernon omkring mit første solo-album, men Mike Vernon havde trukket sig tilbage fra musikbranchen. Han var med andre ord gået på pension.
– Det var så først 3–4 år senere, at min gamle manager spurgte Mike Vernon, om han ville samarbejde med mig, men Mike Vernon sagde nej. Han ville være pensionist og ønskede ikke at arbejde mere.
– Så var det at jeg sagde: ”Giv mig Mike Vernons telefonnummer, så ringer jeg selv til ham.” Så jeg ringede til ham og bestak ham til at producere mit album, griner Laurence polisk.
– Det var godt at arbejde sammen med Mike Vernon. Som sagt droppede han sin pensionisttilværelse, og jeg havde altid gerne villet arbejde med ham. Det var noget af det, jeg gerne ville have vinget af. Mike Vernon har jo blandt andre arbejdet med David Bowie, Eric Clapton og Buddy Guy.
Britisk album
– Så det var dejligt at få dét vinget af. Vi fik lavet et virkelig godt bluesrock-album med sange. Sangene kom fra mig, og Mike Vernon tilføjede sit bluesrock-twist til det hele, og vi fik lavet et virkelig britisk album.
– Mike Vernon gjorde virkelig noget godt for mig. Det var helt bestemt et retningsskifte for mig. Det var virkelig en overgang til noget andet end det, jeg stod for.
Dit første album – Thunder in the sky – udkom i 2012, da du havde rundet 19 år, og nu har du indspillet fem album. Ikke så ringe endda af en 26-årig bluesrock-guitarist, -sanger og -sangskriver. Imidlertid synes dine album at blive kortere og kortere. Hvorfor det?
– Nej, nej, sådan er det ikke, ler Laurence Jones. Hvis du tager albummet Take me high, er der ti eller elleve numre på, men der er nogle lange guitarsoloer.
Mainstream
– Angående det nye album The truth, der kom på gaden tidligere i år, indspillede vi ti numre. Jeg har underskrevet en stor aftale med Sony og Top Stop Music, og vores fælles mission var – eller er – at få masser af spilletid i radioen for at få bluesmusikken ud til et mainstream-publikum.
– For at være helt ærlig: Jeg har fire album bag mig i eget navn, og hvis jeg bliver ved med at lave det samme og det samme, bliver jeg bare en kedelig, afdanket kunstner, og det er ikke det, jeg vil.
– Derimod vil jeg gerne have min musik ud til så mange mennesker som muligt. Desuden elsker jeg poprock-musik, så vi lavede en masse blues, men struktureret på en pop-måde. Lyden blev også indspillet på pop-manér, der er meget anderledes.
– Det er ligesom med Marmite (et ret så salt, typisk britisk, smørepålæg, der er lavet på gærekstrakt, red.): Nogle af (blues-)puristerne kan ikke lide det, mens andre elsker det. Jeg kan helt ærligt – med hånden på hjertet – sige, at jeg er sådan én, der gerne tager chancer og gerne løber en risiko.
Ringo Starr
– Dét er lige præcis, hvad vi gjorde med det nye album, og der er sket nogle utrolige ting for os. Selv Ringo Starr bad os om at varme op for ham i Holland, så der er sket mange gode ting for os på baggrund af vores nye album.
– Jeg tror derfor, at det var noget af en god og modig beslutning, bandet og jeg tog med The truth.
Albummet er nu ikke så langt. Så vidt jeg husker er der kun 36 minutters spiletid på det.
– Ja, 37 minutter, tror jeg, ler Laurence Jones. Faktisk er jeg i gang med at skrive numre til mit næste album for tiden, og jeg er næsten færdig med dét stykke arbejde. Og igen bliver det anderledes. Det bliver lidt mere sangbaseret, som U2 eller Sting, med samme vibe, eller fornemmelse, som deres musik udstråler. Der vil stadig være prominent blues-guitar i musikken. Det er dét, vi vil gå efter med det næste album.
– Der bliver ikke mange single-numre på albummet, og vi kommer til at udgive singler fra albummet på en anden måde, end vi har gjort hidtil. Desuden vil jeg så at sige helt sikkert ikke tabe guitaren i tågerne til fordel for noget andet i denne omgang.
Inspirationskilder
Hvad er dine største inspirationskilder angående guitarspil og sangskrivning?
– Her vil jeg sige Eric Clapton, for jeg er vild med det, han laver. Han skriver ægte sange. Det er svært at finde ægte bluesfolk, der skriver ægte sange. Mange spiller tolvtakters-blues.
– Eric Clapton kan naturligvis også spille tolvtakters-blues, men det, jeg godt kan lide ved ham, er, at han blander tingene. Gode sange og gode blues-elementer. Dét er et godt mix.
– Jeg går helt ind for gode sangtekster og gode melodier, der fænger og bliver i hovedet, når man hører disse elementer. Det er det, folk virkelig går op i.
– Det er derfor, at radio er sådan et vigtigt redskab i musikindustrien, men det, der betyder noget, er hvad folk tænder på, og jeg tror, at folk tænder på sange mere end noget andet.
Sygdom
I 2012 fik du en diagnose, nemlig at du lider af Chrons sygdom, der jo er en kronisk, uhelbredelig, ofte smertefuld betændelsestilstand i tarmsystemet. Uagtet dette varmede du, året efter at du fik denne diagnose, op for Walter Trout, for Johnny Winter og senere for Wishbone Ash, Royal Southern Brotherhood og Groundhogs-guitaristen Tony McPhee. Desuden har du haft masser af turnévirksomhed og har indspillet fem album, så det virker, som om din sygdom ikke holder dig tilbage overhovedet. Er dette korrekt, og er der nogle særlige forholdsregler, du må tage i forbindelse med Chrons sygdom?
– Tjah, jeg fik min første pladekontrakt, da jeg var 18 år gammel, og så fik jeg Chrons sygdom. Jeg får transfusioner én gang om måneden, og jeg tager 10 tabletter om dagen.
– Til tider er det hårdt, når vi er på landevejen, for jeg kan spise et dårligt måltid, og hvis jeg ikke får sovet tilstrækkeligt, kan der opstå komplikationer.
Det er heller ikke godt, hvis tingene trækker ud om aftenen. Faktisk er det værste at være med i et rock ’n’ roll-band og være på turné.
Et godt hold
– Heldigvis har jeg et godt band og et godt hold omkring mig, der forstår, hvad det vil sige at have Chrons sygdom. Vi spiser godt og fornuftigt, når vi er på turné, og vi prøver at holde os til vores turnéplan. Det vil for eksempel sige, at vi sædvanligvis ikke tager andre jobs end dem, der er planlagt.
– Gregory har faktisk også Chrons sygdom, så det gør det en smule lettere for os begge, og det er rart at have nogen at kunne snakke med om sygdommen.
”Ja, nogen at græde sammen med,” siger Gregory Smith, der befinder sig i samme lokale som Laurence Jones og Bluesnews.dk, med et smil.
– Ja, nogen at græde sammen med, ler Laurence Jones, og fortsætter:
– Førhen havde jeg ikke for vane at offentliggøre, at jeg har Chrons sygdom. Det var ikke, før folk kom hen til mig ved vores koncerter og sagde noget i retning af: ”Du er virkelig inspirerende. Hvordan kan du udleve din musikerdrøm og leve med dén dér forfærdelige sygdom?”
Åbent
– Efterhånden begyndte jeg så at tale åbent om min sygdom, og jeg synes, at det er rigtig godt, at jeg har gjort dét, og nu er jeg ikke genert over det mere.
– Jeg er heller ikke nervøs mere, og jeg ønsker bare at opmuntre dem, der lider af en kronisk sygdom, og fortælle dem, at man sagtens kan udleve sine drømme, selv om man lider af en kronisk sygdom, og at denne ikke skal stå i vejen for, at man arbejder på at opnå det, man gerne vil.
Og nu til noget helt andet: Guitaristen med mere Tony McPhee (The Groundhogs) er en af dine yndlingsmusikere. Hvorfor det?
– Da jeg i sin tid var ved at lære at spille guitar, var han virkelig en af mine yndlingsmusikere. Det skifter fra tid til anden, men dengang påvirkede han mig virkelig meget.
– Min far havde flere plader med The Groundhogs, og når han spillede noget med dem, sad jeg og lyttede med min guitar og min forstærker, som jeg atid skruede vildt højt op for.
Påvirkede mig
– Faktisk har jeg spillet med The Groundhogs og har selvsagt mødt Tony McPhee. Ham er jeg gode venner med.
– Desværre har han fået flere slagtilfælde, og det står ikke for godt til med hans helbred, men da jeg var 16 år gammel, besøgte jeg ham fra tid til anden.
– Han påvirkede mig enormt meget, for han havde den dér helt vilde guitarlyd. Desuden eksperimenterede han meget dengang med forskellige lyde. Han spillede ikke bare standard-blues. Lyt for eksempel til The Groundhogs-albummet Split fra 1971. Dér sker der virkelig noget!
– Han prøvede at lave noget musik, der var meget anderledes end det, man ellers hørte. Det var derfor, jeg kunne lide, hvad han lavede.
Studier
Betragter du dig selv som fuldtidsmusiker på permanent basis, eller har du nogensinde overvejet at vende tilbage til universitetet i Birmingham, hvor du studerede musik?
– Og få et ordentligt arbejde, storgriner Laurence Jones, og siger:
– For at være helt ærlig havde jeg kun et år tilbage, før jeg blev færdig med mine studier på universitetet, men så var det, at jeg fik min første pladekontrakt. Jeg fik dog taget grunduddannelsen, og det har jeg eksamensbevis på.
– Jeg tror, at hvis jeg havde fået min bachelor-eksamen i musik, der omfattede emner som musiklovgivning, musikindustrien, musikbranchen, sceneoptræden, etc., havde mit liv nok formet sig anderledes, end det har gjort.
– Når man nu er inden for de kreative fag, som musik jo er, vil jeg først og fremmest give mit hjerte og sjæl til musikken. Jeg er absolut ikke sådan én, der giver op. Slet ikke, og det kommer ikke til at gå galt for mig, for musik er det, jeg laver.
Ikke et job
– Musik er for mit vedkommende ikke et job. Jeg har brug for musikken. Hvis jeg var blevet færdig med mine studier, ville jeg nok have siddet fast i et undervisningsjob, hvor jeg skulle lave noget, som jeg ville have hadet.
– Og med hensyn til det, at musikken skulle blive til et job, må jeg atter sige, at jeg ikke anser musik for at være et job. Mit job er at gøre folk glade – gennem min musik.
Hvad er dine fremtidsplaner?
– Vi skal til Miami, USA, i marts 2019 for at indspille et nyt album. Det bliver i de gamle Sony-studier. Det bliver fantastisk!
– Vi er også hovednavn på vores egen turné i Holland, og så skal vi varme op for Glen Hughes fra Deep Purple i Engand, og vi skal også spille på nogle store festivaler i Europa næste sommer.
– Desuden skal vi på turné over hele verden sidst i 2019, så det bliver et travlt år med det nye album og det hele.
– Det bliver rigtig godt, slutter en venlig, velformuleret, imødekommende, tænksom og humorbefængt Laurence Jones, der lige skal have skiftet tøj, før han og hans band skal være på scenen.