Tekst: Jakob Wandam
Den Blå Festival er navnet på en årligt tilbagevendende festivalbegivenhed i Aalborg, hvor byen i fem dage fyldes med blues og jazz.
For bluesens vedkommende gælder det nogle af genrens største danske navne, men der er også i år besøg fra den anden side af Atlanten. Og noget af det spændende ved Den Blå Festival er, at man får mulighed for at se musikerne spille i mange forskellige kombinationer, hvis man er villig til at bevæge sig mellem de forskellige spillesteder.
Det kan man også roligt gøre, for der er gratis entré til langt de fleste af koncerterne, som finder sted fra onsdag den 14. til søndag den 18. august.
Amerikansk islæt
Årets amerikanske islæt på Den Blå Festival er Johnny Burgin og R.J. Mischo. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Johnny Burgin er efterhånden et kendt – og velkomment – ansigt på de danske bluesscener. Han har besøgt landet en del gange, for eksempel sammen med landsmanden Aki Kumar (som i øvrigt spillede på Den Blå Festival for to år siden), med finske Tomi Leino Trio og med den danske supergruppe Blues Explosion.
Johnny Burgin understregede den danske forbindelse med albummet Ramblin’ from coast to coast, der for nylig udkom på det danske pladeselskab Straight Shooter Records. Her kan man høre Johnny Burgin boltre sig i den Chicago blues og West Coast blues, som er hans primære udtryksformer.
Mundharpespilleren, sangeren og sangeren R.J. Mischo har også gæstet landet før, for eksempel på Blues Heaven 2022 (læs her). Lige som Burgin er R.J. Mischo anerkendt som en mester på sit instrument, og også han bekender sig hovedsageligt til West Coast- og Chicago-traditionerne. R.J. Mischo har udgivet en række fine plader, senest In Finland (læs anmeldelse her), hvor han bakkes op af Tomi Leino Trio.
Sjælden duokoncert
Johnny Burgin og R.J. Mischo spiller en sjælden duokoncert på Salling Rooftop om torsdagen klokken 16. Fredag klokken 21.30 står de på Bluesscenen på Toldbod Plads, denne gang med rytmesektionen fra Tomi Leino Trio, Jaska Prepula på bas og Mikko Peltola på trommer.
Tidligere på fredagen, klokken 15, giver Johnny Burgin en duokoncert med Big Creek Slim i Kulturcenter Fjordbyen. Og lørdag klokken 23 er der koncert på John Bull Pub med Johnny Burgin Trio. Det er Jakob Kirkegaard Kortbæk (bas) og Nils Bo Poulsen (trommer), der bakker Burgin op.
R.J. Mischo spiller sammen med Jesper Theis i Kulturcenter Fjordbyen lørdag klokken 15, og samme dag klokken 20 hedder det R.J. Mischo Trio på AbZalon Event Factory. Trioen består af Mischo, Jaska Prepula på bas og Alain Apaloo på guitar.
Et godt tag
Netop Jesper Theis er et fast indslag på Den Blå Festival. Theis bor egentlig i Spanien, men han stammer fra Aalborgegnen og vender tilbage hver sommer. Guitaristen og sangeren Jesper Theis pladedebuterede i 2017 med Narrow line (læs anmeldelse her), der viste en bluesmand med et godt tag på elektrisk og især akustisk blues. Han fulgte op i 2021 med The tide will turn again (læs anmeldelse her), hvor han selv havde skrevet alle numre og blev bakket op af gode folk som Tim Lothar, Olav Gudnason og Jarno Varsted.
Tim Lothar er også Jesper Theis’ duomakker, når han giver koncert om onsdagen på Salling Rooftop klokken 16. Fredag er det med fuld bandopstilling, når Jesper Theis Delta Roots Band spiller på Bluesscenen på Toldbod Plads klokken 15.30. Ud over Theis består bandet af Olav Gudnason (kontrabas), Søren Lykkegaard (trommer), Esben Kjær (violin) og Carsten Kær (klaver). Om aftenen er der igen Tim Lothar & Jesper Theis-koncert, denne gang på AbZalon klokken 20. Og lørdag gælder det som nævnt duoen Jesper Theis & R.J. Mischo.
Ud over koncerterne med Jesper Theis dukker den rutinerede Tim Lothar op i en trio med Peter Nande (mundharpe og vokal) og Søren Lindholt (kontrabas). Det sker torsdag den 15. august på Bluesscenen klokken 16 og igen samme dag klokken 21 på John Bull Pub.
Tim Lothar, der lige som Jesper Theis har rødder i lokalområdet, var oprindeligt trommeslager i bands som King Biscuit and the Crackers og Lightnin’ Moe and his Peace Disturbers, inden han kastede sig over guitaren og country bluesen. Han har udgivet plader som solist og sammen med The Mojo, Holger ”HoBo” Daub og Peter Nande, og ud over færdighederne på guitar besidder Tim Lothar en udtryksfuld stemme og er en stærk sangskriver.
Afroblues
Peter Nande kan på Den Blå Festival også høres med sit nyeste projekt, afroblues-bandet TogoRhino. Orkestret, der netop er albumdebuteret med Tales of Bobbi Niger, består af Nande, guitaristen og sangeren Alain Apaloo, guitaristen Olav Poulsen og percussionisten Sal Dibba. TogoRhino blander hill country- og delta blues med ørkenblues og andre afrikanske musikformer, gerne i langstrakte, hypnotiske grooves.
TogoRhino kan høres to gange på festivalen, begge gange om fredagen. Klokken 17.30 står de på Bluesscenen på Toldbod Plads, og klokken 23 gælder det John Bull Pub.
Alain Apaloo er som allerede nævnt også en del af R.J. Mischo Trio lørdag på AbZalon, men ikke nok med det: Lørdag klokken 14 på Salling Rooftop kan man se ham i duoformat med sangerinden Sahra da Silva. Måske giver Alain Apaloo sin version af Nat King Coles ”China gate” – dén har han i hvert fald netop udsendt som single, en forløber for et kommende album på Kurt Rosenwinkels Heartcore Records.
Sahra da Silva optræder igen klokken 19.30, denne gang på Bluesscenen. Det bliver med et band, der står af Rune Højmark på guitar, Lasse Storgaard på Hammondorgel, Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas og Jens Stoklund på trommer. Her vil man nok få serveret soulsange fra Sahra da Silvas seneste album You let a good thing go (læs anmeldelse her) såvel som bluesstandarder med mere.
Altid flittige
Den altid flittige H.P. Lange har også meldt sin ankomst til Den Blå Festival. Guitaristen og sangeren, som kan spille alt fra delta blues og ragtime til bluegrass og cajun, optræder sammen med sin hyppige makker Jarno Varsted på mundharpe på Salling Rooftop fredag klokken 17.30 og på Toldbod Plads lørdag klokken 13.30. Desuden giver H.P. Lange en solokoncert på KaffeFair torsdag klokken 17, hvor han også laver jambalaya.
Odenseanske Chris Grey & the BlueSpand indtager Bluesscenen på Toldbod Plads torsdag klokken 18. Trioens bluesbaserede funk og humoristiske tekster og optræden har givet dem mange fans også langt uden for Fyn, og deres seneste album Funk the mall (læs anmeldelse her), der udkom i 2023, blev taget rigtig godt imod her på Bluesnews.dk. Chris Grey & the BlueSpand består af Chris Grey (guitar og vokal), Kasper Lauersen (bas og kor) og Lars Frimodt-Møller (trommer, tangenter og kor).
Der var også roser til Max Wolffs seneste udspil, Placemaker (læs anmeldelse her), der ligeledes udkom sidste år.
Max Wolff, der er en veteran fra Aarhus’ bluesscene, synger og spiller fingerspilsguitar med udgangspunkt i Piedmont blues, ragtime og jazz, men kan også byde på mere rå Mississippi blues. Det hele gør han sammen med kontrabassisten Ib Pallesen hos Quist Wine torsdag klokken 19.
Opfindsomme fortolkninger
Samme onsdag som Den Blå Festival begynder, uddeles dette års Danish Music Awards Blues i Randers. Her har Nello & the Helping Hand Blues Band en chance for at vinde Blues Liveprisen, og i så fald kan de tage den med til Aalborg dagen efter. Torsdag klokken 20 spiller kvartetten nemlig sine opfindsomme fortolkninger af bluesstandarder på Bluesscenen. Bandet udgøres af Niels Nello Mogensen (bas og vokal), Ronni Boysen (guitar), Rasmus Stenholm (orgel) og Mads D. Andersen (trommer).
Fra Skagen kommer guitaristen og sangeren Chris Andersen, der spiller akustisk blues og ragtime i tre forskellige konstellationer på Den Blå Festival. På El Mariachi kan han høres sammen med pianisten Johannes Aaen torsdag klokken 20.
Næste dag gælder det Salling Terrassen på Algade Torv klokken 15 med Chris Andersen Trio, hvor Andersen og Aaen er suppleret med Ib Pallesen på bas. Og lørdag udvides der til en kvartet, når Chris Andersen Band inklusive Klaus Thrane på trommer spiller på Bluesscenen klokken 15.30.
Fra Spanien
Der er besøg fra Spanien, når duoen Sweet Marta & Johnny BigStone indtager Den Blå Festival. Mundharpespilleren og sangerinden Marta Suñé alias Sweet Marta stammer fra Catalonien og turnerer flittigt mellem de europæiske bluesfestivaler. Hun har spillet sammen med for eksempel Greg Izor, Nico Wayne Toussaint og Steve ”West” Weston og er inspireret af blandt andre George ”Harmonica” Smith.
Guitaristen Johnny BigStone er leder af West Coast blues-trioen Johnny BigStone & the Blues Workers, men når han optræder med Sweet Marta, er fokus mest på de mere rustikke bluesformer fra begyndelsen af det 20. århundrede med numre af for eksempel Jazz Gillum, Reverend Gary Davis og Blind Blake.
Sweet Marta & Johnny BigStone er værter for torsdag aftens Late Night Jam fra klokken 21 på AbZalon Event Factory. Lørdag klokken 17.30 spiller de på Bluesscenen bakket op af Jakob Kirkegaard Kortbæk på bas og Mikko Peltola på trommer, og klokken 22 spiller Sweet Marta & Johnny BigStone som duo på El Mariachi.
Særdeles underholdende
Helt så eksotisk en herkomst har The DownShifters ikke. Duoen kommer fra Randers og består af brødrene Kasper og Sune Bjerre. Førstnævnte spiller bas og trommer, mens hans bror betjener guitar, banjo og mundharpe. The DownShifters skriver deres egne sange, men har også et katalog af gamle delta- og hill country blues-sange med mere at tage af.
En koncert med The DownShifters er gerne en særdeles underholdende affære, ikke blot på grund af deres musikalitet, men også grundet de mange sjove anekdoter og kommentarer, som de krydrer deres optræden med. På Den Blå Festival kan man opleve det på KaffeFair fredag klokken 15.
Der er må også forventes god underholdning fra amerikanskfødte Gregory Boyd, når han præsenterer sit Big Gumbo Show på Bluesscenen fredag klokken 19.30. Sammen med Lone Boyd og Michelle Elmhøj (vokal), Jacob Højland (klaver), Michael Millfield (horn), Jens Kwella (guitar), Søren Pedersen (trommer) og Torben Bjørneskov (bas) planlægger han en tur gennem New Orleans’ musiktraditioner.
Der bliver stop i gospel, jazz, jump blues og funk med mere, når mardi gras-stemningen bliver skabt gennem numre af kunstnere som Mahalia Jackson, Louis Armstrong og The Neville Brothers. Gregory Boyd kendes også som solist på steel drums, men her vil han først og fremmest være vokalist. Bluesnews.dk har tidligere oplevet ham som sanger i New Orleans-repertoiret sammen med The Vooo Ca Ray (læs her).
Tilbagevendende
Jimi & the Double of Trouble fra Aarhus er endnu et tilbagevendende indslag på Den Blå Festival. Jimmy Guldbæk (guitar og vokal), Dennis Nielsen (bas og vokal), Thomas Vadmann (trommer og vokal) og Sten Kjærsgaard (tangenter og vokal) spiller, som bandnavnet antyder, bluesrock og Texas-shuffles af Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan, men kan også komme omkring eksempelvis B.B. King og Ray Charles. Kvartetten optræder på El Mariachi fredag klokken 23.
Aalborg har selv fostret Vestbyens Blues Band, som består af Morten Christensen (guitar), Thomas Hust (trommer), Lars Ulrik Mølbæk (bas) og Jens Munk (mundharpe). De spiller dansevenlig jump blues og Chicago blues på Café Buddha lørdag klokken 16.
Sidst, men på ingen måde mindst, er der den store Ikast-bluesmand Big Creek Slim. Vi har allerede nævnt hans duokoncert med Johnny Burgin om fredagen, men Marc Rune, som hans borgerlige navn lyder, kan også opleves i andre spændende konstellationer. Lørdag klokken 16 på Quist Wine spiller han således sammen med den gambiskfødte percussionist Sal Dibba, som jo også optræder på festivalen med TogoRhino. Sal Dibba er desuden medlem af Moussa Diallo Trio og ørkenbluesbandet Ba Balance. I Aalborg skal han så fusionere sine afrikanske rytmer med Big Creeks Slims delta blues-guitar og -vokal.
Klokken 21.30 får Big Creek Slim så en ganske anden indpakning, når han på Bluesscenen optræder med sit backingband The Cockroaches. Det bliver fuldfed, elektrisk Chicago blues med saxofon og trompet samt Morten Rune på guitar, Filip Dybjerg på bas og Mikko Peltola på trommer.
Overblik
Nedenfor kan du få et overblik over årets blueskoncerter på Den Blå Festival, og du kan se hele programmet her. Læs mere på festivalens hjemmeside her.
Onsdag den 14. august
16.00 – Jesper Theis & Tim Lothar – Salling Rooftop
Torsdag den 15. august
16.00 – Tim Lothar, Peter Nande & Søren Lindholt – Bluesscenen, Toldbod Plads
16.00 – Johnny Burgin & R.J. Mischo – Salling Rooftop
17.00 – H.P. Lange – KaffeFair
18.00 – Chris Grey & the BlueSpand – Bluesscenen, Toldbod Plads
19.00 – Max Wolff & Ib Pallesen – Quist Wine
20.00 – Nello & the Helping Hand Blues Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
20.00 – Chris Andersen & Johannes Aaen – El Mariachi
21.00 – Sweet Marta & BigStone (Late Night Jam) – AbZalon
21.00 – Tim Lothar, Peter Nande & Søren Lindholt – John Bull Pub
Fredag den 16. august
15.00 – The DownShifters – KaffeFair
15.00 – Big Creek Slim & Johnny Burgin – Kulturcenter Fjordbyen
15.00 – Chris Andersen Trio – Salling Terrassen, Algade Torv
15.30 – Jesper Theis Delta Roots Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
17.00 – H.P. Lange & Jarno Varsted – Salling Rooftop
17.30 – TogoRhino – Bluesscenen, Toldbod Plads
19.30 – Gregory Boyds Big Gumbo Show – Bluesscenen, Toldbod Plads
20.00 – Tim Lothar & Jesper Theis – AbZalon
21.30 – R.J. Mischo & Johnny Burgin Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
23.00 – Jimi & the Double of Trouble – El Mariachi
23.00 – TogoRhino – John Bull Pub
Lørdag den 17. august
13.30 – H.P. Lange & Jarno Varsted – Bluesscenen, Toldbod Plads
14.00 – Sahra da Silva & Alain Apaloo – Salling Rooftop
15.00 – Jesper Theis & R.J. Mischo – Kulturcenter Fjordbyen
15.30 – Chris Andersen Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
16.00 – Vestbyens Blues Band – Café Buddha
16.00 – Big Creek Slim & Sal Dibba – Quist Wine
17.30 – Sweet Marta & Johnny BigStone Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
19.30 – Sahra da Silva Band – Bluesscenen, Toldbod Plads
20.00 – R.J. Mischo Trio – AbZalon
21.30 – Big Creek Slim & the Cockroaches – Bluesscenen, Toldbod Plads
22.00 – Sweet Marta & Johnny BigStone – El Mariachi
23.00 – Johnny Burgin Trio – John Bull Pub